»Det er, som om jeg ikke har levet, ikke før nu«, siger Lily, der sidder i taxaen, som skal fragte hende og hendes livsomvæltende flirt ud i det fri. Hvor kærligheden er grænseløs.
De er stukket af – fra institutionslivets snerrende bånd, fra autoriteterne, der fortæller dem, hvad de må og ikke må. Nu lever de i flugten, og intet kan stoppe dem. Bortset fra dem selv, bortset fra tiden. Den livsmodige erklæring er på én gang håbefuld og tragisk. Kærligheden lover en lys og håbefuld fremtid. Men Lily ( Ghita Nørby), der springer ud i livet måske for første gang i Michael Noers premiereaktuelle ’Nøgle hus spejl’, har for længst rundet de 80.
Og nu har hun tiden imod sig.
Men ’Nøgle hus spejl’ er ikke en film om at være tæt på døden – okay, det er det også – men først og fremmest er det en film om håb. Så da Michael Noer blev foreslået at kalde sin film for ’Den sidste kærlighed’, slog Ghita Nørby i bordet. »Hvem fanden siger, at det er Lilys sidste kærlighed. Altså, hvem fanden siger det!? Hvem fanden siger, at hun ikke bare møder en ny, en tredje, en fjerde og en femte og en sjette. Hvem siger, at der er noget, som er det sidste for hende«.
Michael Noer slår i bordet og er et kort sekund Ghita Nørby, den 80-årige skuespiller, hvis cv strækker sig tilbage til 1956 og ifølge IMDb tæller 146 titler.
»Og så sagde hun også noget andet, der satte tanker i gang: ’Hvor fanden kommer det behov for at aldersdefinere folk fra?’ Når man selv bliver aldersdefineret, så får man det jo enormt dårligt. Alligevel så aldersdefinerer man andre mennesker«, siger den 36-årige instruktør.
‘Nøgle hus spejl’
Hybris, faderfigurer og undergang
Han taler som et vandfald, og talestrømmen starter et sted og ender tit et helt andet. Han taler om livet. Om døden. Om at være blevet far for anden gang. Om omsorg. Og om ’Pretty Woman’, ikke mindst.
’Nøgle hus spejl’ er i modsætning til Micahel Noers tidligere film, ’R’ og ’Nordvest’, ikke en film om ungdommens hybris, faderfigurer og undergang. Det er en film om håb. I plejehjemmets dødsrige.
Emnet er ikke fremmed for Noer, der tidligere antropologisk har beskæftiget sig med samfundets institutioner, som fængslet i ’R’ med de virkelige mennesker i rollerne som fængselsvagter. I ’Nøgle hus spejl’ spiller både demente og plejere rollerne som sig selv. Konceptet kom til verden i samspillet mellem Michael Noer og Tobias Lindholm på ’R’, som de instruerede sammen. Og reality rules. Stadigvæk.
»Det var vi jo stolte af – at vi ligesom kunne holde fast i den tradition. Vi tager et miljø, og så skal vi fylde det med så meget autenticitet som muligt«.
Startede som en gyser
Michael Noers ansøgningsfilm til Filmskolen foregik også på et plejehjem. Det ligger dybt i ham.
»Da jeg var dreng, fik min morfar en hjerneblødning. Han var sådan en faderfigur for mig. Og så kom han på plejehjem, og min mor og mormor og jeg besøgte ham næsten hver dag. Og det gjorde et uudsletteligt indtryk at komme ind i sådan et miljø, som på en måde havde institutionaliseret omsorgen på vegne af min mor og mormor. Men samtidig var vi jo også nødt til at være en del af omsorgen.
Jeg var for lille til at være en del af noget som helst, men jeg var vidne til det. Og derfor så startede den her film egentlig som en gyserfilm. Jeg huskede plejehjemmet som et gyseligt sted. Det er heller ikke verdens rareste sted, men ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så er den valuta, der har værdi på et plejehjem, udvekslingen af nærhed og kærlighed. Så for mig og Anders (August, filmens manuskriptforfatter, red.) var det vigtigt, at vi fortalte filmen, som om det var en kærlighedsfilm. Eller det er en kærlighedsfilm!«
‘Nøgle hus spejl’
Ja, og det kunne jo næsten lige så godt være en teenageromance.
»Det er jo så faktisk rigtig sjovt, du siger det, fordi når mig og Anders pitchede filmen til hinanden og skærpede dramaet, så havde den her film meget mere tilfælles med ’Pretty Woman’ end med ’Amour’«.
Ja. Eller med Bille Augusts ’Stille hjerte’.
»Andet end, at det er Ghita Nørby, har de stort set ingenting til fælles. Og det var jo så også sjovt for Anders, der jo er Billes søn og så videre. Men vi følte ikke, at vi skulle distancere os fra ’Stille hjerte’, fordi vi følte med det samme, at vi lavede noget helt andet. Altså, det her, det er en kvinde, som ikke vil dø, det er en kvinde, der søger kærligheden, og det er en kvinde, der i virkeligheden bare gerne vil tages af Richard Gere inde i en limousine, ikke? Og hvem vil ikke gerne det!?«
Og hun finder jo sin Richard Gere.
»Ja, ja. Og min mors yndlingsfilm er ’Pretty Woman’, og det var også som om, at selvfølgelig skal det fortælles sådan, for ellers ville jeg jo gå imod min egen films morale. For moralen må jo være, at kærlighed ikke er afhængig af alder. Men at vi gør den aldersbetinget. Og at vi ikke kan lade være med det. Og at jeg heller ikke selv kan lade være«, siger Michael Noer, der har kontor i Københavns hvide kødby lige over Bakken, en af byens travle natklubber, hvor Vesterbros gymnasieungdom slår sine folder. Udødelige.
»Jeg har set, hvordan de der gymnasiepiger kigger på mig. De kigger jo på mig, som om jeg er sådan en gammel stodder, ikke? Sådan ser jeg jo ikke mig selv, og ingen bryder sig jo om at blive aldersdefineret. Det er jo kun, når vi er børn, at det er noget, der virker som lænker, som begrænser vores bevægelsesfrihed. Resten af livet er en aldersdefinering jo noget, der minder os om, at døden er på vej. Altså, når jeg ser på mine grå hår, så minder de mig om, at døden er på vej. Til sidst holder man op med at fejre sin fødselsdag«.
‘Nøgle hus spejl’
Ja. Man holder det ligesom ud i strakt arm. Og tit når gamle mennesker dør, så siger man: ’Jeg kunne mærke, at hun havde forliget sig med døden’. Det er vel noget vrøvl. Kan man forlige sig med døden?
»Nej! Og der vil jeg sige: At blive venner med Githa og tage hendes livskraft alvorligt, det gjorde også, at jeg hele tiden tog filmen alvorligt. Og hele tiden stillede spørgsmålstegn ved filmen. Og jeg blev nødt til at konfrontere mig selv med min egen dødsangst, mit eget livsbehov, min egen: ’Hvad vil jeg egentlig selv med mit liv?’ Og selvom det er så utroligt trist, at livet kun går én vej, så er det også noget, der kan motivere én til enormt meget energi«.
Så længe det bare har den effekt. At udsigten til døden giver livsenergi.
»Ja. Og en tagline til den her film kunne også være, at jo tættere du er på døden, jo travlere bør du have«, siger Michael Noer.
Og Lily i filmen har travlt. Efter et liv som hjemmegående andenviolin til sin mand Max, støder hun på plejehjemmet på manden, som vi lærer at kende som Piloten, en rigtig levemand, et charmerende svensk livstykke i Sven Wollters skikkelse. De forelsker sig. De to seniorer.
Grønlænderen på isflagen
Det går ikke umiddelbart perfekt i spænd med Michael Noers øvrige film om unge mænd, der prøver at finde et ståsted i livet, lader sig forfører af succes og går under. Coming of age-fortællinger, dybest set. Og dog.
»Til sammenligning kan man sige, at nu er det så ikke en 18-årig dreng, der er på flugt fra nogle rockere med en pose guld. Han har travlt, men hun har også travlt. Og de søger jo sådan set det samme, for Kasper i ’Nordvest’ søger jo egentlig det gode ved at prøve at holde sammen på sin familie. Og Lily søger jo sådan set det samme. Lykken.
Og det er derfor, jeg er glad for, du siger, at når den er allermest pjattet, så er den nærmest som sådan en teenagefilm. Anders og jeg, og Ghita i øvrigt også, mindede hele tiden hinanden om, at det her var en coming of age-fortælling«.
‘Nordvest’
Ja. Der slægter den ’Nordvest’ på.
»Ja, ja. Eller ligesom den der film, som jeg synes er helt fantastisk. Af Andrea Arnold, den der ’Fish Tank’. Fordi der er også en masse klicheer, men den har bare et vidunderligt drive i den her pige, der tager et opgør med sin egen seksualitet og derved comes of age, ikke? Der er jo ikke nogen tvivl om, at det er meget mere i teenagefilmgenren, at vi har stjålet ting og ladet os inspirere, end det er i den her nymodens bølge, der har været af film, der behandler alderdom«.
Man bliver vel for fanden heller aldrig så moden, at man ikke er bange for den her heftige deadline, der venter i horisonten.
»Præcis, og lad os håbe, at man aldrig bliver det. Jeg kan ikke udtale mig om, hvordan det har været før i tiden. Man har jo tendens til at romantisere i bagklogskabens lys. Dengang vi sad og kiggede ud over solnedgangen. Og de gamle grønlændere gik ud på den der isflage sådan helt frivilligt. Hvad nu hvis de ikke gjorde det? Hvad nu hvis de, og det er nok mest sandsynligt, blev skubbet ud, ikke? Det er jo klart, at de overlevende, som du selv sagde, vil sige: ’Han har forliget sig med døden’«.
Ja. ’Det var en smuk død’. Hvad!?
»Ja, ja. Præcis, ikke?«
Døden er sgu da ikke smuk.
»Nej. Den er ikke smuk. Den er forfærdelig. Tænk sig alle de penge, vi poster i sygehusvæsenet. Det gør vi jo kun, fordi vi forsøger at fornægte døden. Selv om vi jo udmærket godt ved, at det ikke er sådan en uendelighedseleksir«.