’Love’

Når man sætter sig til rette for at se en hardcore pornofilm af Gaspar Noé, forventer man at blive provokeret. Sådan for alvor.

Vi snakker trods alt om manden, der lod en slagter banke fostret ud af sin gravide kone i ’I Stand Alone’, viste en ni minutter lang voldtægt uden et klip i ’Irreversible’ og svang kameraet rundt på et neonbelyst swingerhotel i ’Enter the Void’, kun for at havne i en kvindes indre under et samleje.

Da plakaten til ’Love’ samtidig afbildede et svulmende lem post-udløsning, var man beredt på at lade sine grænser teste mere end nogensinde i Noés ubehagelige, uhumske, grundvoldsrystende filmunivers.

Det mest provokerende ved hans alenlange arthouse-pornofilm er dog, at den overhovedet ikke er det. Nok fører den fransk-argentinske enfant terrible os gennem en sæddryppende kavalkade af sexakter, fra trekanter med 16-årige islæt til funky eksperimenter med transkønnede prostituerede, men der skal mere til at chokere i internettets æra, hvor kåde teenagere (og så mange andre) har deres daglige gang på Pornhub.com.

I omvendt kronologi følger ’Love’ den enfoldigt prætentiøse kunstnerspire Murphy og den grænsesøgende Electra, der smelter sammen i vanvittig forelskelse, inden parrets handyr adlyder pikken, gør nabopigen gravid og binder sig til et angerfuldt liv i lænker.

Der er intet nyt i, at Noé synes, at livet er en fuser, men modsat tidligere pakker han pessimismen ind i en form for nostalgisk følsomhed. Han tror på de elskendes passion, så længe den varer, og holder sig – bortset fra et grinagtigt 3D-cumshot – i skindet i et sobert forsøg på at indfange sex som kærlighedens fysiske manifestation.

Det lykkes han rigtig skidt med.

Sexscenernes naturalisme kolliderer nemlig frontalt med de resterende sceners kunstighed. Skuespillerne hakker sig horribelt igennem de kluntede replikker (»I’m a dick. And a dick has no brain«), mens Noé kaster realismen fra lagengymnastikken over bord i den kalejdoskopiske gengivelse af Paris’ afkroge – fra klubbernes sære stroboskoplys til narkohulernes heavy metal-larmende skyggeland. ’Love’ placerer sig mellem den lidenskabelige nerve fra ’Adèles liv’ og det fetichistiske vanvid fra Triers ’Nymphomaniac’ uden at være i nærheden af hverken det ene eller det andet.

I stedet føles de pornografiske indslag som ørkenvandringer snarere end våde drømme, fordi de elskendes kærlighed og kødelige lyst aldrig resonerer.

Ambitionen om at indfange sentimental seksualitet på film kollapser sammen med fortællingen om ekstase og undergang. Murphy og Electras destruktivt eskalerende jagt på beruselsens sus punkterer, da de inviterer den 16-årige nabopige (danske Klara Kristin) med i kanen, men som årsag til et voksenliv i sjælesyge fremstår trekanten banal – noget, Murphys klagende voice-over ikke just hjælper på.

Noés nyfundne sensibilitet lader ham fremstå en anelse vattet, ikke mindst når han navngiver to af filmens karakterer Gaspar og Noé, drager overtydelige paralleller mellem Murphy og sig selv og endda dukker op som slibrig galleriejer med spøg og skæmt-paryk. Se, hvor gør mit liv ondt. Vi ender alle i smertelig ensomhed. Og nå ja, så skal vi sgu også dø.

Meget kan man sige om Noés tidligere værker – og jeg er ikke udelt begejstret for dem – men de er umådeligt svære at ryste af sig. De bliver i bevidstheden som torne under huden og forlanger en kraftig reaktion: Vrede, tungsind, ekstase, irritation. Men hvor Noés nihilisme normalt forplanter sig i sjælen og gør skytæppet tungere end sædvanligt, er ’Love’ slet og ret forglemmelig.

Filmen, der ifølge instruktøren selv skulle gøre os hårde og våde, ender i stedet som en formsvag kunstners lidet ophidsende filmonani.

Læs også: Den ægte vare – seks film om sex, der ikke fakede