Den ægte vare: Seks seriøse film om sex, der ikke fakede

Den ægte vare: Seks seriøse film om sex, der ikke fakede

Provokatøren Gaspar Noé (‘Irreversible’) er aktuel i de danske biografer med kærlighedsfilmen ‘Love’, der ikke mindst gør væsen af sig med en række pornografiske sexscener.

Her lægger skuespillerne – Karl Glusman, Klara Kristin og Aomi Muyock – helt bogstaveligt krop til de hede udfoldelser i historien om en amerikaner og en franskmand, der forelsker sig i Paris. Da de inviterer deres nabo med i dobbeltsengen, kommer der dog knaster i forholdet.

Det er ikke nær så lummert, som det lyder, men frækt er det (læs vores anmeldelse). ‘Love’ træder ind i en bølge af (arthouse)film, der smider blufærdigheden over bord i jagten på autenticitet og normalisering af sex på film – fra Triers ‘Nymphomaniac’ til homofilmen ‘Stranger by the Lake’. Selv Trier gjorde dog brug af pornodoubles, og det er trods alt sjældent, at skuespillerne som i ‘Love’ selv lægger kønsdele til (udenfor pornofilmregi, altså).

Her er seks eksempler på netop det: Film med skuespillere, der går hele planken ud i de troværdige sexsceners navn, ofte med den erklærede hensigt at fortælle historier og skildre mennesker gennem autentiske skildringer af deres sexliv.

1. ‘9 Songs’ (2004)

Inden den alsidige britiske instruktør Michael Winterbottom tog på vintur med Steve Coogan (‘The Trip), fremtvang Angelina Jolies tårer (‘A Mighty Heart’) og beskrev retssystemets uretfærdigheder (‘Vejen til Guantanamo’), begik han en af de mest kontroversielle britiske film nogensinde: ‘9 Songs’.

I hovedrollerne som et musikentusiastisk kærestepar ses skuespillerne Kieran O’Brien og Margo Stilley, der begge gik hele vejen for at fuldende Winterbottoms ambition om et hudløst ærligt parforholdsportræt. Dermed er de mange sexscener – der kommer hele det kønslige klaviatur rundt – den ægte vare, og det var første gang nogensinde, at en mandlig skuespiller fik udløsning for rullende kameraer i en britisk mainstreamfilm.

Til trods for en karriere, der efter ‘9 Songs’ blev sat på pause, landede Kieran O’Brien i 2013 en rolle i teateropsætningen af: Mandestripper-filmen ‘The Full Monty’.

2. ‘The Brown Bunny’ (2003)

Vincent Gallo fik en hel filmverden på nakken, da hans provokerende langsomme og seksuelt eksplicitte ‘The Brown Bunny’ premierede på Cannes-festivalen i 2003.

Filmen, der stort set kun består af stillestående landskabsbilleder og en udtryksløs hovedperson, bød pludselig på en usimuleret blowjobscene udført af skuespillerinden Chloë Sevigny (‘Kids’) på hovedrolleindehaveren og instruktøren Vincent Gallo. Og mens Sevigny erklærede sig stolt af både filmen og sin præstation, blev ‘The Brown Bunny’ kaldt »den værste film i Cannes-festivalens historie« af anmelderlegenden Roger Ebert (der dog senere forbarmede sig og gav filmen 3 ud af 4 stjerner i en retrospektiv anmeldelse).

Gallo reagerede prompte på kritikken: »Jeg vil aldrig mere vise mine film i offentligheden«, lød hans fortørnede løfte, som han dog brød syv år efter, da den ligeledes nedslagtede ‘Promise Written in the Water’ fik premiere på Venedig-festivalen. I det mindste var den anderledes stueren.

3. ‘Shortbus’ (2006)

Det vrimler med farverige karakterer, seksuelle frustrationer og eksplicit kønsomgang i John Cameron Mitchells komediedrama ‘Shortbus’, der med udgangspunkt i et swinger-lignende undergrundsmiljø i New York afdækker sex i alle afskygninger.

Filmen blev ikke blot mødt af fortørnede miner, da den fik biografpremiere i 2006, men opnåede også stor anerkendelse på den progressive indie-scene, hvor ‘9 Songs’ to år forinden havde slået et slag for den usimulerede sex. Ifølge instruktøren og forfatteren John Cameron Mitchell var der også en mening med de virkelige penetrationssekvenser og udløsninger:

»I gamle dage, da man ikke kunne vise sex på film, måtte instruktører som Hitchcock bruge metaforer for sex (fx tog, der kører ind i tunneler). Når man har lov til at vise realistisk sex, så kan den sex i sig selv blive en metafor for andre dele af folks liv. Den måde, folk udtrykker sig selv seksuelt, kan sige meget om, hvem de er«, lød forklaringen.

4. ‘Caligula’ (1979)

Selvom hverken etablerede stjerneskuespillere som Helen Mirren og Peter O’Toole eller ‘A Clockwork Orange’-stjernen Malcolm MacDowell gik all in i Tinto Brass’ kontroversielle periodefilm, så bød væsentlige dele af ‘Caligula’ på rigtige sexscener – med mange involverede.

Filmens beskrivelse af den romerske hersker og hans utæmmede sexlyst byder nemlig på masser af nøgenhed fra de henslængte kvinder, der omgiver Caligula i de dekadente omgivelser. Og når de stort anlagte orgiescener skulle i kassen, gik størstedelen af castet linen ud – hvilket måske ikke var så underligt, da det pornografiske selskab bag filmen, Penthouse, havde ansat sine pornomodeller som statister.

Instruktøren beskyldte efterfølgende filmstudiet for at fordreje hans vision og optage de uforfalskede sexscener bag hans ryg. I dag står ‘Caligula’ tilbage som en film, der er kultdyrket og berygtet – og som skulle bruge 30 år på at ryste et noget nær verdensomspændende forbud af sig.

5. ‘Baise-Moi’ (2000)

Alene titlen (på dansk: ‘knep mig’) vidner om en film, der går efter at chokere – og det er så absolut, hvad franske ‘Baise-Moi’ gør, når dens hovedpersoner går grassat i eksplicit vold og ditto sex.

Som en dybt forskruet pendant til den feministiske roadmovie-klassiker ‘Thelma & Louise’ handler Virginie Despentes skandalefilm om to kvinder, der hævner sig på samfundet ved at lade sig voldtage af og bagefter dræber en række tilfældige mænd, de møder på deres vej. Og selvom det i virvaret af vold og penetration er svært at bedømme, hvor den usimlerede sex stopper og starter, så er den der i hvert fald med garanti.

Ikke overraskende regnes ‘Baise-Moi’ som en af foregangstitlerne for bølgen af grænsesøgende franske film (ofte kaldet ‘New French Extremity’), og mens senere notoriske hovedværker som Gaspar Noés ‘Irreversible’ og Pascal Laugiers ‘Martyrs’ er gået skridtet videre i voldsudgydelserne, er Virginie Despentes udpenslede orgie stadig i en sort bog for sig.

6. ‘I sansernes vold’ (1976)

Kalenderen sagde 1976, da det japanske periodedrama ‘I sansernes vold’ chokerede filmverdenens højborg ved sin verdenspremiere på Cannes-festivalen. For hørte ægte sex ikke kun hjemme i lumre undergrundsproduktioner eller pornofilm?

Nej, lød det indirekte svar fra instruktøren Nagisa Oshima, der med ‘I sansernes vold’ havde begået noget så sjældent som et gravalvorligt filmdrama med ægte sexscener. Filmens hovedrolleindehavere, Tatsuya Fuji and Eiko Matsuda, havde uforfalsket lidenskabelig sex, mens flere af birollerne også meldte sig under de bramfri faner.

Kunstnerisk porno eller pornografisk kunst? Svaret må være det sidste, for med et omhyggeligt billedsprog, et psykologisk nuanceret plot om et klasseforhold i 30’ernes Tokyo og en tabubrydende behandling af seksuelle drifter som underkastelse og sadomasochisme (ikke ulig Michael Hanekes ‘Pianisten’ fra 2001) skabte Nagisa Oshima en film, der fortjener sin klassikerstatus.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af