’The Wolfpack’
Det mest chokerende ved ’The Wolfpack’ er næsten, hvor farveløst kedelig den gængse storbyboer virker i sammenligning med brødrene Angulo.
De seks newyorker-drenge har tilbragt hele deres barndom som ofre for forældrenes ekstreme overbeskyttelse i en trang lejlighed på Manhattan. I begyndelsen blev de lukket ud med et par måneders mellemrum, snart gik der år, og til sidst var udgangsforbuddet totalt. Men i stedet for at lukke sig om sig selv i manglen på frisk luft tog brødrene kollektivt tilflugt i filmens verden og gav i hjemmelavede amatørproduktioner fornyet liv til Tarantino og Nolan med kostumer lavet af Cornflakes-kartoner. Fantasien fik næring af isolationen.
Da de senere mænger sig med den virkelige verdens grå mænd og kvinder, mødes deres begejstring blot af forundrede blikke. Som var der ikke plads til andre end konforme medløbere i storbyens anspændte travbane.
Crystal Moselles utrolige dokumentar om den filmfanatiske ulveflok funkler inden for lejlighedens vægge, hvor brødrene ærligt og sårbart analyserer sig selv og husarrestens følger, når de ikke tordner ned ad smalle korridorer eller raver til ’This Is Halloween’ udklædt som ikoniske filmkarakterer. Ekstase og ætsende melankoli flyder sammen, når filmens forunderlige parallelverden kapper drengenes lænker og lader dem drømme stort – og for stort? – om livet på den anden side af murene.
Men filmens egentlige scoop er at fange de sprælske Angulo-lømler i brydningspunktet mellem trældom og frihed. Scenerne, hvor de tager deres jomfruskridt i verden, er hjertegribende morsomme, fordi deres begejstring i mødet med det normale – det, vi andre tvært tager for givet – emmer som vidnesbyrd om livets enkle magi.
Da de køber billet til ’The Fighter’, jubler de over, at pengene (angiveligt) stryger direkte til David O. Russell og Christian Bale, og da de springer i vandet på en tætpakket strand, stirrer de andre badegæster på deres krumspring med misbilligelse.
Kun én af brødrene bliver på landjorden. »Jeg vil gerne være fyren, der aldrig gik i vandet«, siger han som en sammenbidt Tarantino-gangster på afveje blandt pøblen. Nok har Angulo-brødrene sat deres fødder i virkeligheden, men vandskrækkeren i strandkanten minder os om, at de har lært den at kende på celluloid. Hvis det ikke allerede fremgik, da de skreg »’Lawrence of Arabia’!« ved synet af den gedigent ueksotiske Coney Island-strand.
Når Crystal Moselle ferskt introducerer den urbane verden med håndholdt kamera og hektisk klipning, mærker man, at hun ikke er en gudsbenådet filmmager, men hvad hun mangler i æstetisk sans, har hun i menneskelig indsigt.
Hun graver dybt i drengenes psyke uden at udstille dem og nægter at dæmonisere familiens patriark, der efter mange års tyranni fordrukkent har rejst det hvide flag og løsladt sine drenge fra lejlighedens fængsel. Hans drøm om en afsondret, paradisisk tilværelse i familiens favn er brast og med den kontakten til sine sønner. Han fuckede op. Men det har mennesker det med at gøre.
Moselle hylder livet og naturen som kontrast til fangenskabet, og enkelte scener har en bismag af sentimentalitet, men Angulo-brødrene hiver dokumentaren hjem på sprudlende charme og selvindsigt. De bliver et spejl for os, det moderne livs omflakkende sjæle, fordi vi kan huske, da vi selv så verden for første gang og mærkede begejstringen. Hvor blev den dog af?
Kort sagt:
En chokerende og dybtfølt dokumentar om seks newyorker-drenge, der voksede op som fanger i deres egen lejlighed, inden de trodsede farens formaninger og forlod de klaustrofobiske rammer. Den vidunderlige ulveflok, der har en fælles passion for filmmediets virkelighedsflugt, stråler i kameraets nærvær, og deres møde med verdenen udenfor er skiftevis morsom og hjertegribende.