’Kvinder i for store herreskjorter’
Tre kvinder famler efter deres vej i livet i et solbeskinnet Trondheim, som du fluks får lyst til at besøge i Yngvild Sve Flikkes debutfilm ’Kvinder i for store herreskjorter’.
En kvindecentrisk, norsk komedie, hvor kropsfikseret performancekunst, en kagerullefabrik samt en ung forfatterspire med hang til rosinboller udgør de skønt-skæve delelementer i filmens mini-multiplotfortælling. Dog langt fra så flot orkestreret som i for eksempel Robert Altmans ’Short Cuts’, men ej heller helt så klæbrigt sødladent som i Richard Curtis’ ’Love, Actually’.
Parallelt kredser filmen om Sigrid, Trine og Agnes, der tilhører hver deres generation og tumler med vidt forskellige spørgsmål.
Den 23-årige Sigrid (Inga Ibsdotter Lilleaas) læser litteraturvidenskab og har netop skrevet et digt om kvinder, der sødt ifører sig mænds alt for store skjorter efter sex. På film, altså. Hun er feminist og raser stille mod forestillingen om filmklicheen. Lige indtil hun selv møder den tyve år ældre forfatter Kåre og vist nok forelsker sig hovedkulds. Eller i hvert fald bare en smule. Sigrids forvirrede kasten-sig-ud-i-livet rammer spillefilmdebutanten Lilleaas fint med både ung charme og nødvendig, nervøs nerve. Så nervøs, at hun bestiller to glas hvidvin til sig selv på sin og Kåres første date. Og en kop te, hvorefter hun bare nipper til det hele. Det er dejligt akavet iscenesat og føles krølagtigt helt ned i de yderste tåled.
Performancekunstneren Trine har også sit at se til. Højgravid på eksplosionsgrænsen med en kurator fra New York – som hun for længst har glemt navnet på – og dertil uden økonomiske midler til at betale for sit atelier. Henriette Steenstrup spiller hende med et energiniveau som en vulkan og med en læbestift lige så ildrød som hendes viltre temperament.
Endelig møder vi også forfatteren Agnes, der efter 40 års skriveblokering oven på sin flammende feministdebut ’Op i røven’ anno midt-1970’erne nu erhverver sig som lagerchef på en kagerullefabrik. Her ansætter hun helt bevidst den eneste kvinde blandt ansøgerne til jobbet som sin assistent: Den førnævnte, højgravide Trine. Og således krydser i hvert fald to af fortællingens tre kvinder hinandens spor.
En af filmhistoriens kendte kvinder i for stor herreskjorte er Julia Roberts i ’Pretty Woman’, der som filmens smukke prostituerede tager på overdådig indkøbstur med kunden Richard Gere på Rodeo Drive i L.A. Her er den hvide herreskjorte fæstnet i en tæt knude omkring livet på hende – som mandens økonomiske (og følelsesmæssige) greb om Roberts’ drømmende Vivian.
I ’Kvinder i for store herreskjorter’ eksponeres alle de tre kvinders barm imidlertid ofte. Performancekunstneren Trine malker sine bristefærdige, mælkefyldte bryster foran et kunstpublikum i trance og kvitterer med et velplaceret sprøjt lige i ansigtet på en af mændene blandt publikum. Gammelfeministen/kagerullelagerchefen Agnes hiver slet og ret op i arbejds-T-shirten og viser et af sine hængende bryster i fri dressur foran en medarbejder. Bare sådan.
Det er den skæve og befriende bramfri (men aldrig platte) tone, der gør ’Kvinder i for store herreskjorter’ til en frisk og vellykket komedie fra nord.
Kort sagt:
Yngvild Sve Flikke har langt fra begået en stor film, men trekløveret Lilleaas, Steenstrup og Krigsvoll tilføjer henholdsvis veldoseret sødme, fandenivoldskhed og livsklogskab, der tilsammen bringer smilet frem hos mig og i sidste ende får mig til at heppe uforbeholdent med, når unge Sigrid stikker en langemand lige i fjæset på en idiot af en mand.