Martin Buch: »Man bliver sgu træt af sig selv, hvis man hele tiden skal være sjov«

Han er bedst kendt som den ene halvdel af ’Rytteriet’, men i øjeblikket tager Martin Buchs karriere en mere seriøs drejning, senest med rollen i den aktuelle ’Tordenskjold & Kold’. For dybden er vigtig, mener skuespilleren, der dog samtidig afslører, at han og Rasmus Botoft drømmer om at lave en ’Rytteriet: The Movie’.
Martin Buch: »Man bliver sgu træt af sig selv, hvis man hele tiden skal være sjov«

Med karakterer som de dejligt desillusionerede Snobber, den forskruede Erik med hang til børne-tv og rødvin og den unge, aseksuelle forstadsstripper, Stripperjens, har Martin Buch som ene halvdel af ’Rytteriet’ for længst markeret sig som en af landets bedste komiske skuespillere.

I Henrik Ruben Genz’ aktuelle ’Tordenskjold & Kold’, DR-serien ’Bankerot’ og Mikkel Munch-Fals’ kommende ’Swinger’ ses Martin Buch imidlertid i roller, der ganske vist har det komiske i sig, men med mere seriøs klangbund end tidligere.

Men selv mener han, at det ikke så meget er historien om komikeren, der kæmper for at blive taget seriøst i dramatiske filmroller, men snarere at man ganske enkelt ikke kan spille de sjove roller, hvis det ikke brydes med noget mere seriøst. Bare en gang imellem.

»Man bliver sgu træt af sig selv, hvis man hele tiden skal være sjov. Og man mister inspirationen og lysten til at finde på, hvis man ikke kommer ud og får luftet sig selv i nogle andre projekter«, fortæller Martin Buch, da vi møder ham hjemme i sin lejlighed, lidt træt, dagen efter gallapremieren på ’Tordenskjold & Kold’, hvor han som den fornuftige kammertjener Kold er det underspillede modstykke til Jakob Oftebros barnlige rockstjerne-udgave af den danske søhelt.

»Jeg havde nok bare brug for lidt afveksling. Man kan simpelthen ikke blive ved med at lave Rytteri-delen, hvis ikke der samtidig sker noget andet«.

Tordenskjold og Kold
Hvorfor er det ikke nok ’bare’ at være ham den sjove fra Rytteriet?

»Det er generelt bare vigtigt at bryde ud hele tiden. På en måde er Rytteriet for Rasmus (Botoft, Martin Buchs makker i Rytteriet, red.) og jeg et udbrud fra den traditionelle skuespiller- og teaterverden, hvor man er underkastet andres syn på én. Med Rytteriet tænkte vi, ’nej, fandme nej, nu vil vi lave vores egne roller’.

Det startede med, at vi bare gik rundt og pjattede, og så blev tingene sat mere i system, men fra min side var der et behov for at gøre oprør med mine tidligere roller. Jeg blev ved med at få meget unge roller og fik aldrig lov til at spille forælder, selv om jeg jo er far i virkeligheden. Jeg ved sgu ikke, hvad det var – men jeg tror, at mange af rollerne i Rytteriet er et oprør, ’nu tager vi fandme fat selv’«.

Byder de mere seriøse roller sig først til nu, eller har du bevidst undgået dem før?

»Jeg tænkte godt over det, da jeg fik rollen i ’Bankerot’, fordi det var noget ret anderledes end mine roller i Rytteriet for eksempel. Hvorfor skete det nu? Det er svært at sige, men generelt har jeg måske bare ikke haft de helt store roller endnu.

Jeg har altid haft nok at lave, men, i min optik, måske ikke nok inden for film. Det har mere været sådan drypvis, med et par hovedroller for år tilbage i ’Fukssvansen’ og kortfilmen ’Der er en yndig mand’, en del biroller, noget tv. Men jeg tror, at efter Rytteriet er vokset og kommet på tv, har folk måske opdaget, at hov, der er et eller andet dér.

Jeg har virkelig lyst til at bevæge mig videre inden for det lidt mere seriøse, men på den anden side er det enormt vigtigt for mig, at mine projekter altid har noget humoristisk i sig. Det kan være naturalistisk, rørende, hverdagsagtigt, men det skal have noget humor. Jeg har virkelig svært ved at forestille mig at bryde ud i noget, der entydigt er drama. Du kommer aldrig til at se mig spille Macbeth eller Richard d. III.

Sådan nogle rendyrkede dramaer mangler bare et eller andet for, at jeg vil kunne spille det, tror jeg. Der skal være noget underfundigt, kikset, sjovt. Noget menneskeligt, i bund og grund. Når ting er menneskelige, bliver de som regel også rørende og sjove«.

Bankerot Martin Buch
Hvorfor er det underfundige mere interessant at spille end det seriøse og dramatiske?

»Det handler meget om, hvem man er som menneske. Jeg er nok bare en sådan lidt genert og tilbageholdende type ­– eller var i hver fald – der altid har haft trang til at sige sjove ting og vende det hele på hovedet. I skolen var jeg sådan én, der sad i klassen og twistede seriøse situationer, så folk kom til at grine. Det er jo en form for flugt – det var nok det eneste, jeg rigtigt kunne bidrage med. I bund og grund er det jo pisse irriterende, hvis nogen gerne vil tages alvorligt! Jeg er nok bare ikke tungsindig og alvorlig nok«.

I ’Tordenskjold & Kold’ er det Jakob Oftebro, der for alvor folder sig ud som komisk karakter, hvor du filmen igennem er fornuftens (lidt kedelige) stemme og netop bidrager med noget alvor. Hvordan var det at spille den rolle frem for den komiske?

»Det er en superfed opgave at få, og ikke mindst en dejlig afveksling fra, hvad jeg har lavet mest af tidligere. Det er lige down my alley, det der med at se så markant anerledes ud – som jeg altså håber, jeg gør i filmen! At iklæde sig noget hår og kostumer giver i hvert fald sådan en som mig ret meget – at kigge mig i spejlet og se en forvandling.

Og så er det vildt forfriskende at være den ’fornuftige’. Det er jo også en øvelse i at holde det nede og ikke blive for kolerisk og højtråbende. Det er dejligt ikke at spille så meget, men bare at mærke i stedet for at skulle tale affekteret eller være en dame«.

Men der er vel også noget seriøst i at spille de komiske roller?

»Meget! Rasmus og jeg tager jo også vores roller dybt seriøst i ’Rytteriet’. Seriøst på den måde, at vi går 100 procent ind i det. Vi udleverer ikke vores karakterer, og lige meget hvor frygtelige de er, elsker vi dem jo på en eller anden måde.

Man skal altid spille sine karakterer med så meget troværdighed og dybde, som man nu kan. Og dét har måske bidraget til, at folk har tænkt, at det kunne være fedt at se mig i noget andet? Det håber jeg altså virkelig fortsætter, for det er en skøn vekselvirkning mellem at være entreprenør og selv skulle skrive, sætte i gang, spille og klare det hele og så at træde ind i en sammenhæng, hvor man spiller sammen med kolleger og indgår i andres vision. Det er fantastisk at være en del af sådan en filmproduktion, hvor man kan se, hvor meget der er på spil«.

Martin Buch Rytteriet
Hvad er den største forskel på at spille karakterer i ’Rytteriet’, du selv har skrevet, og så træde ind i de her skrevne filmroller?

»Med ’Rytteriet’ er det jo ikke alt, der har dybde – penissangene er jo bare ren fjol for eksempel. Skuespil for mig handler meget om at føle sig frem, det er slet ikke sådan en videnskab for mig, hvor jeg har værktøjer at gå til.

Det handler om intuition, og selvfølgelig kan en masse research hjælpe, men grundlæggende handler det for mig om at læse manuskriptet, forhåbentlig blive inspireret, og så gå ind i sådan en forestillingsverden, hvor man tager en karakter ’på’.

Men med både de komiske roller, og så med en film som ’Tordenskjold & Kold’, der rammer et eller andet lidt skævt sted i midten, er der ikke den store forskel. Selvfølgelig er det noget andet at tage et overskæg eller dametøj på og så være en kammertjener fra 1720. Grundlæggende er der bare ikke så stor forskel. I alle projekter leder jeg efter den samme følelse. Om man kan mærke en stemme i det«.

Hvad er det for en stemme du leder efter?

»Der er meget komedie, der ikke siger mig noget. Hvis det bare er sjovt, hvis der ikke er noget på spil eller noget dybde. Der er nødt til at være flere dimensioner, især når man laver komik. Man kan ikke bare være en klovn, man er nødt til at være et rigtigt menneske, lige meget hvor dum man ser ud. I ’Swingers’ spiller jeg for eksempel en halvdeprimeret, desillusioneret mand. Det er en komedie, men med en historie om en mand, der er gået i stå, og hvor der altså er noget universelt genkendeligt i det«.

Vekselvirkningen er vel også vigtig som skuespiller – at man ikke kun får tilbudt at være enten sjov eller seriøs?

»Ja, og selv om jeg da godt kunne forestille mig at spille noget mere dramatisk, kræver det jo, at der er nogen, der tror på mig som seriøs skuespiller. Man skal jo have en instruktørs tillid. Det kan måske godt blive problematisk!

Men ’Rytteriet’ er heller ikke noget, jeg har lyst til at slippe på bekostning af det andet. Vi elsker jo karaktererne i ’Rytteriet’ og har sikkert flere i os. Der kommer sikkert noget mere på en eller anden måde, og vi har faktisk også en drøm om at lave en film. Men det er pissesvært. Der er mange, der gerne vil lave en film med os, men om det er en god idé… det er et andet game end på tv i hvert fald.

Vi vil bare gerne tænke os om og ikke få den der kritiske knytnæve i ansigtet. Man skal have en god grund til det. En af kvaliteterne ved ’Rytteriet’ – tror jeg, i al beskedenhed – er, at vi aldrig er gået i gang med noget, uden vi har haft en idé om, hvad vi ville. Vi maser ikke bare noget igennem, fordi vi skal skynde os og holde momentum kørende. Inspirationen skal være der. Så går der lidt længere tid, men det har vi det fint med. Hellere det end at presse noget lort igennem.«

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af