»Hitler og Pol Pot er uden tvivl to af historiens største røvhuller, men lad os prøve at se det gode i det dårlige. Det lykkedes både Hitler og Pol Pot at foretage en masse medicinske undersøgelser uden at skade nogen dyr«.
Det er ikke for sarte sjæle, når den britiske provokomiker Jimmy Carr tager alt fra udviklingshæmmede børn til voldtægtsmænd under kærlig behandling på scenen. Han er kendt for at afsøge grænserne gennem sin comedy, men selvom hans trofaste fanskare elsker hans hårdkogte stil, falder de grove jokes ikke altid i god jord hos alle.
Carr blev blandt andet kritiseret i engelske medier i 2009, da han lavede sjov med britiske krigsveteraner, der havde mistet lemmer i Irak og Afghanistan. Joken gik på, at man kunne se frem til et stærkt britisk hold til de Paralympiske lege i London i 2012.
Trods kontroverserne (eller måske på grund af dem) har Jimmy Carr stadig en stor fanskare. Han er i øjeblikket i gang med verdensturneen ’The Best Of, Ultimate, Gold, Greatest Hits Tour’, der også fører ham til Danmark i februar og marts. Showet består af en kombination af Carrs bedste og mest velkendte jokes og splinternyt materiale.
Vi fangede ham på en telefonlinje fra et hotelværelse i Sydney til en snak om hans grænseoverskridende humor, politisk korrekthed, publikum der afbryder og folk, der bliver stødt på andres vegne.
Er der forskel på, hvordan publikum reagerer på dine kontroversielle jokes i forskellige lande?
»Jeg har lavet vittigheder om abort, som er et emne, der deler folk alle steder. Hvis jeg laver den joke i England eller Danmark, er folk ret afslappede omkring det og er klar over, at det bare er en lidt edgy joke. At fortælle den vittighed i Irland er det mest edgy, du kan gøre, fordi det er et stort diskussionspunkt der. Når man taler om homovielser i USA eller bestemte steder i Europa, så er det ikke noget særligt, men når man taler om det i Australien, hvor det ikke er lovligt, så er det noget andet. Der er et godt citat, der siger, at ’fremtiden er her, men den er ikke jævnt fordelt’. Der er forskel på, hvad forskellige folk finder stødende, afhængigt af deres sociale og politiske placering i verden«.
Har du bemærket, om det danske publikum reagerer på bestemte emner? Er der noget, de finder mere stødende?
»Det tror jeg ikke. Men på grund af de danske Muhamed-tegninger, så føles ting omkring det emne edgy omkring København. Men det er måske ved at ændre sig nu, hvor der er modstand mod, at folk er overfølsomme.
Jeg ser mig selv som en ligestillingsforbryder. Hvis du støder alle, kan ingen være rigtigt stødt, fordi du ikke kun går efter én individuel gruppe. Du siger, at det er i orden at gøre grin med alle. Men når du tager en gruppe og siger, at de ikke vil kunne håndtere det, så synes jeg, at det er en ret nedladende indstilling«.
Narkohandler, der sælger jokes
Hvad håber du at opnå med din provokerende stil?
»Jeg prøver ikke at opnå noget som helst. Jeg er mest af alt en entertainer. Der er komikere derude, der er på en mission, de prøver at ændre verden på en lille måde, og held og lykke til dem. Men alt, hvad jeg prøver på, er at få dig til at grine. Jeg prøver ikke at ændre din holdning til politik, jeg prøver ikke at få dig til at se verden med friske øjne. Jeg prøver bare at få dig til at grine to timer og frigive endorfiner. Den bedste måde at beskrive det på er, at jeg er som en narkohandler. Men det stof, jeg giver, er endorfiner, og du har allerede stoffet på dig, men jeg har nøglen til at lukke op for dem. Det geniale er, at det samtidig er lovligt«.
Ville du kunne lave dine vittigheder hvor som helst, også uden for scenen?
»Konteksten er rigtigt vigtig. Der er mange ting, jeg siger, der er sjove i showet, men hvis en person genfortæller vittigheden på arbejdet næste dag, kan de få problemer. Det er den verden, vi lever i. Det virker rimeligt for mig, at der er regler i samfundet, som vi alle kender. Jeg elsker, når folk tager fra et show og er ivrige efter at fortælle en af vittighederne til deres venner. Det er som det citat om comedy, jeg er vild med: ’Latter er den korteste afstand mellem to mennesker’. Så er vittigheden ikke din længere, den er ude i verden«.
Den amerikanske komiker Jeff Ross lavede en comedy roast i et fængsel…
»Jeg så det, og jeg synes, det er et fantastisk program. Jeff og jeg var i Montreal sidste sommer til ’Just for Laughs’-festivalen, hvor vi havde en roast battle. Hver aften var der fire komikere, der kæmpede mod fire andre komikere om, hvem der var roast-mestrene. Det var virkelig sjovt«.
Hvad tænker du om at optræde under de omstændigheder? Han taler blandt andet med nynazister?
»Jeg synes, at Jeffs program er interessant af flere årsager. Dels fordi han er en sjov mand, men også fordi han ser, om man kan være sjov i den kontekst, hvor dit publikum kan være afskrevet af samfundet. Det tror jeg bestemt, man kan – man kan sige ’ligegyldigt hvad disse mennesker har gjort, kan vi stadig gøre noget sjovt og lave et show’. Jeg synes, det er et glimrende stykke arbejde«.
Folk kan selv klare sig
Er der steder, du ikke ville optræde, eller materiale, du ikke ville bruge?
»Jeg er ikke sikker på, om jeg bliver spurgt om at lave et show i Saudi Arabien i den nærmeste fremtid. Der er steder i verden, hvor vi ikke har ytringsfrihed. Der er steder i Europa, hvor vi tager det for givet. Der er en debat om, hvad Charlie Hebdo må beskæftige sig med, og man tænker, at det er skørt. Vi har kæmpet krige for, at der kan være ytringsfrihed.
Der er steder i verden, hvor ytringsfriheden ikke eksisterer. Hvis du tager til Kina eller Saudi Arabien kan du ikke sige, hvad du vil på de scener. Du kan ikke lave grin med bestemte grupper i samfundet, fordi det kan koste dig livet.
Folk fra Kina og Saudi Arabien kommer til mit show i London, så jeg siger ikke, at jeg aldrig ville spille der, men jeg er tiltrukket af steder, hvor der er ytringsfrihed. Ytringsfrihed er en interessant ting, fordi det er frihed fra, at staten bliver involveret, det er ikke frihed fra at støde personer, for jeg kan stadig støde den brede befolkning ved at sige noget på scenen. Jeg lever i en skøn tid og i en skøn del af verden, hvor du kan lave en joke, og folk forstår, at det bare er en joke«.
Hvad er dine tanker om at lave en joke, der måske støder nogen i dit publikum, fordi de selv har oplevet det?
»Jeg kan ikke lade mig gå på af det. Hvis jeg laver et show med 300 vittigheder, og én person er stødt af dem alle, så er showet nok ikke det rette for vedkommende. Hvis en person er stødt af én vittighed, fordi det har påvirket vedkommendes liv, så siger de, at det er stødende for dem, og det er egentlig okay, det har jeg det fint med. For at blive stødt af noget skal det være personligt. Jeg synes, det er nedladende at blive fornærmet på vegne af en anden gruppe. Kom over dig selv, jeg er sikker på, de selv kan klare sig«.
Komikerens nøglerolle
I en dansk kontekst har vi lovgivning, der skal straffe racistiske bemærkninger. Hvad er dine tanker om ytringsfrihed versus konsekvensen af bestemte udtalelser?
»Racespørgsmålet er meget interessant. Der er meget sjov comedy om race, men det er lavet af Chris Rock og Dave Chapelle, og de ved, hvad de gør. I USA har de comedy om race, mens vi i Storbritannien har tendens til at lave comedy om klasser. Vi er besatte af klasser og sociale hierarkier på en helt anden måde end amerikanerne.
Der var i Storbritannien tale om at udvide den type lovgivning til religion, men for mig at se er det en glidebane, når man laver den form for censur. Det bliver et minefelt. Der er en stor forskel mellem en vittighed og hate-speech, og jeg tror, at de fleste mennesker kan skelne mellem dem«.
Er der for meget politisk korrekthed i det moderne vestlige samfund?
»Politisk korrekthed handler om kontekst, ligesom comedy. Hvis du tager på en politistation eller et hospital, bruger de et bestemt sprog og bestemte ord til at beskrive ting, hvilket virker meget passende inden for den kontekst. Men en komiker på en scene behøver ikke bruge det samme sprog.
På et hospital vil en læge sige penis og testikler i en kropsundersøgelse, mens en komiker vil kalde det din pik eller mavebanan. En lærer vil kalde det samleje i sexundervisningen, de ville ikke kalde det at kneppe, fordi det ikke ville være passende i den kontekst. Politisk korrekthed og den type sprog har selvfølgelig sin plads, men der skal også være plads til at tilsidesætte de regler og have et frirum, hvor man kan grine og slappe af. Det har altid været en nøglerolle for komikere«.
Køber saudiarabere øl og bacon?
Du nævnte de oprindelige Muhammed-tegninger fra Danmark, så jeg ville spørge dig om balancen mellem ytringsfrihed og profit. Under krisen var der danske virksomheder, der havde økonomiske interesser i Mellemøsten.
»Jeg lavede en joke om det dengang. Der var jo en boykot af danske varer, men hvad er den største eksport i jeres land? Det er bacon og øl. Og jeg er ikke sikker på, at I solgte så meget bacon og øl til Saudi Arabien i det hele taget«.
Det er rigtigt, men der var også et dansk mejeri, der tog afstand fra tegningerne, fordi en del af deres indtjening kom fra lande i Mellemøsten.
»Det er bestemt en svær ting, og det er ikke helt min plads at kommentere på, hvad de virksomheder bør gøre. Men hvis du bor og arbejder i Danmark, så tror jeg, du har et utroligt privilegeret liv, hvor du bor i et frit samfund, hvor du kan sige, hvad du vil. Kvinder kan køre, stemme og få uddannelser. Der er andre lande, hvor det ikke er tilfældet, så hvis side er du på? Hvor vil du hellere være?
Jeg vil hellere være i Danmark end Saudi Arabien, for jeg tror, det er en bedre måde at leve på. Og hvis ikke du kan tage en joke og er villig til at grine af dig selv, så mister jeg interessen. Jeg vil nødigt virke afvisende omkring det, når folks levebrød står på spil, så jeg vil ikke virke kulturelt ufølsom. Men det var en joke, der ikke var udtryk for kulturel ufølsomhed.
Det handler også om en passende respons. Hvis du bliver stødt over et comedyshow, er det passende at skrive et brev til din lokale avis eller råbe op under showet, at du ikke kan lide det. Det synes jeg er passende. Der er mange måder at håndtere det på, men hvad du ikke må gøre er at true med at slå nogen ihjel, for så har du tabt den intellektuelle diskussion. Når du begynder at true folk med vold, kan du fucke af«.
Nyder afbrydelserne
Jeg har hørt din teori om, at det er mere socialt acceptabelt at lave sjov med ting, man selv repræsenterer. Hvorfor tror du, det er tilfældet?
»Det var en del af en rutine, jeg plejede at lave. Jeg tror, der er bestemte ting i samfundet, der er mere acceptable at gøre grin med, hvis man er fra den gruppe, og det gjorde jeg grin med, fordi jeg synes, det er en mærkelig regel. Hvis du er homoseksuel, kan du joke med homoseksualitet, hvis du er handicappet, kan du joke om handicappede, hvis du er sort eller asiat, kan du joke med race. Efter at have sagt det sagde jeg så altid ’så to pædofile går i en park…’.
Det er virkelig en skør regel, for enten kan man tale om noget, eller også kan man ikke, men du skal ikke være det for at kunne tale om det«.
Så din tilgang er bare at tale om det alligevel?
»Ja, så længe du bare taler om alting. Jeg tror godt, folk forstår, at det bare er vittigheder, og det er ligegyldigt, hvad jeg synes om noget som helst. Jeg er en ret liberal fyr, men det er ikke så væsentligt, for det vigtige er, om jeg får dig til at grine.
Vi begynder at tale om politik og modsvarene til jokes, når folk tager dem seriøst. Men det er aldrig komikerens skyld, når nogen gør noget sindssygt som at angribe Charlie Hebdo. Det er ikke deres skyld, al ansvaret ligger på dem, der gik derind med våben«.
Du er også kendt for, hvordan du håndterer folk, der afbryder dig i showet. Hvordan har du det med det aspekt af standuppen?
»Jeg nyder virkelig den del af showet. Det at afbryde har negative konnotationer, for folk associerer det med noget forfærdeligt, men i virkeligheden er det bare folk, der forsøger at være sjove. Jeg har ikke monopol på at være sjov i et lokale med 1000 mennesker. Jeg er ikke den eneste med en humoristisk sans. Alle er sjove, jeg lever bare af at være det. Så det er kun fedt at give dem lidt plads til at deltage i showet.
Det bedste scenarie er, at 80 procent af showet består af mit planlagte materiale, og 20 procent vil være at fjolle rundt, hvor folk deltager, afbryder eller fortæller historier. Interaktionen med publikum er en meget væsentlig del af hvad jeg gør«.
Publikum er geniet
Hvilken af dine jokes synes du selv har været mest stødende?
»Når jeg nogle gange kommer i problemer på grund af en joke, er det faktisk ikke på grund af en joke, jeg troede ville få mig i problemer. Det er noget ud af det blå, hvor jeg tænker ’blev de virkelig stødt af det?’.
Lenny Bruce sagde det bedst: ’Publikum er geniet’. Jeg har været komiker i 16 år, og jeg kan skrive vittigheder dagen lang, men publikum afgør, hvorvidt de er sjove og acceptable. Hvis de griner, er det acceptabelt, og hvis de ikke gør, så er det ikke acceptabelt«.
Har du nogensinde fortrudt, at du har lavet en bestemt vittighed?
»Nej, det tror jeg ikke. Nogle gange bliver folk sure, og det er ikke, fordi jeg vil gøre nogen sure eller kede af det. Man tilsætter en god del omsorg og omtanke, inden man siger tingene. Man kaster terningen, for som komiker præsenterer man noget, man selv synes er sjovt, og så ser man, om publikum griner. Jeg fortæller aldrig en vittighed to gange, hvis den slet ikke fik noget første gang.
Jeg fortæller kun vittigheder, som publikum griner af. Hvis én person ud af 1000 bliver stødt, er det okay, det kan jeg leve med. Publikummet er det sociale barometer«.
Jimmy Carr optræder i DR Koncerthuset i København den 13. februar og i Musikhuset i Aarhus den 13. marts.