’Youth’

Paolo Sorrentinos storladne kunstnerportrætter kredser om det eksistentielle, og de inviterer helt oplagt til en sammenligning med italiensk films store mester, den ekstravagante og ofte jeg-fokuserede Federico Fellini. Det er måske den største anerkendelse, en moderne italiensk filmskaber kan få, men Sorrentino fortjener den til fulde efter den eminente Oscar-vinder ’Den store skønhed’.

Men hvor portrættet af den kunstneriske overklasse var indfølt og skarpslebent i forgængeren, kammer det over i navlepilleri i Sorrentinos syvende spillefilm, ’Youth’.

Den aldrende komponist, Fred Ballinger (Michael Caine), residerer på et ’paradis-på-jord-hotel’ i det bjergfyldte og ualmindeligt bedårende Schweiz. Her ser han apatisk tilbage på en kunstnerisk stormfuld, men tabt fortid. Det samme gør vennen og filminstruktøren Mick Boyle (Harvey Keitel), der dog skriver på sin sidste film sammen med en gruppe unge filmskoletyper. Andre gæster på hotellet er Freds hjerteknuste datter (Rachel Weisz), en ung skuespiller (Paul Dano), Miss Universe og Diego Maradona (!).

Fred og Mike er således fanget i et slags semigrotesk efterspil til deres fordums storhed, hvilket de forholder de sig til med koket galgenhumor i ofte morsomme dialogscener. Caine og Keitel er trods alt – ja – Caine og Keitel.

Jeg bukker mig endnu engang i støvet for Sorrentinos instruktion, de glidende kamerature (Luca Bigazzi) og det nærmest sakrale soundtrack (Daniel Lang), men det er et følelsesforladt buk. Den afværgende holdning til det seriøse tema føles affekteret, og filmen efterlader mig kold.

Fred vil ikke modtage et ridderkors, han vil ikke dirigere en sidste gang, han vil ikke skrive sine erindringer – kort sagt: Han opfører sig som en forkælet møgunge. Det forklares med et uforløst fortidstraume, hvilket ikke nødvendigvis behøver være uinteressant (mange store filmkunstnere excellerer i skildringer af deres egen apati), men her føles konteksten som sentimentalt overklassesnobberi.

I en symptomatisk scene fortæller Paul Danos unge skuespiller Fred, at deres fejl er at have tilladt sig et øjebliks letsindighed, som nu skygger for alt det vægtige arbejde, de ellers har lavet. I sidste ende slipper ’Youth’ paradoksalt nok aldrig selv fri fra en sådan letsindig omgang med tilværelsen som lidende kunstner og aldrende menneske.

---

Kort sagt:
’Youth’ er en film, som mange vil elske for dens underskønne navlepillere, men som lige så mange vil finde irrelevant af selv samme grund. Den italienske Cannes-darling Paolo Sorrentinos nye film når under alle omstændigheder ikke sin forgænger ’Den store skønhed’ til sokkeholderne.