’Bedre skilt end aldrig’
»Åh nej,« tænkte jeg instinktivt, da introsekvensen til TV 2’s nye dramakomedieserie ’Bedre skilt end aldrig’ rullede over skærmen.
Åh nej til alle de hashtags, som grafikerne har sat foran hver eneste skuespiller, producer og instruktør. #HellaJoof. Der er noget irriterende letkøbt zeitgeisty over seriens inddragelse af hashtags, sms-beskeder, der popper op i billedet med et blip, og valg af Instagramfiltre, når der bliver taget et familiebillede. Der skal mere end et socialt medie-bevidst hashtag til at ramme durk ind i den generation og tidsånd, som instruktør Hella Joof og manuskriptforfatter Mette Heeno kærligt forsøger at portrættere i serien, der har mere komisk end dramatisk slagside.
’Bedre skilt end aldrig’ er en skilsmissefortælling fra et solbeskinnet, københavnsk villaforstadskvarter, hvor ægteparret Line (Maria Rossing) og Martin (Peter Plaugborg) helt udramatisk bliver enige om, at de er vokset fra hinanden. To år uden sex er grænsen for Line, der hungrer efter intimitet. Sindig-jyden Martin indvilger i skilsmissen. Ingen sure miner, så længe han bare må have lov at løbe sig en tur væk fra virkeligheden og problemerne, mens Line stresser over manglen på cremefraiche til den hjemmebagte æbletærte.
Som voksenopdragende programmer som ’I hus til halsen’ og ’Luksusfælden’ har lært os, er det virkelig dumt at miste gnisten i ægteskabet, når huslånet langt fra er betalt. Men det sker jo – også for Line og Martin, der ikke har råd til at sælge villaen og derfor må finde en måde at være skilt og stadig bo under samme tag på. Lige og ulige uger, delebørn, delekat og dele-Nespressomaskine.
Kønsstereotyperne lurer kedeligt og konstant i manuskriptet (der oprindeligt bar titlen ’Kvinder & mænd’), men Mette Heeno punkterer dem heldigvis lige så ofte. Tag bare Maria Rossings Line, som vi i seriens åbningsscene møder stønnende under dynen i færd med at tilfredsstille sig selv. Ved siden af ligger Martin og sover. Af og til kaster Line et sultent blik på hans veltrænede løbekrop. Lysten tager over, og hun kysser hans skulder, så han vågner. Den svedige funk på lydsporet lover noget hedt. Men Martin læner sig bare ind over Line, slukker sengebordslampen og minder hende om, at klokken er tre om natten. »Så ligger jeg dér, som en lille, sørgelig, desperat gris, der bare gerne vil aes«, fortæller Line til sin bedste veninde. Mette Heeno kan skrive sitrende skarp dialog som få.
Joof og Heeno stod også bag charterferiekomedien ’All Inclusive’ (2014), der fint balancerede tilpas lummer situationskomik med varme mor-døtre-følelser på Malta. Heri spillede Maria Rossing også den pertentlige (store)søster med de velturnerede replikker. I ’Bedre skilt end aldrig’ er hun lillesøster over for Stine Schrøder Jensens sjovt famlende singlestoresøster Maja, der trods heftig Tinder-aktivitet og profiler på Elitedaters, Partner med niveau og Doktordating ikke rigtigt kan finde den eneste ene. Eller bare én. Rossing og Schrøder Jensens søsterforhold tegner til at blive seriens sjoveste såvel som følelsesmæssigt stærkeste kort.
Genfinder Line og Martin mon gnisten og ender sammen igen? I en serie, der har den måske lykkelige skilsmisse som omdrejningspunkt, virker det ret reaktionært at kredse om det spørgsmål. Men når Line allerede ved udgangen af andet afsnit sender Martin et kom-her-blik, da han langt om længe har fået færdigbygget det der legehus til døtrene, peger alt i den kedelige retning.
’Bedre skilt end aldrig’ er bedst i sin fnisende genkendelige situationskomik. Når Line hygger sig alene med internetporno og Netflix nede i kælderen i sine store, grimme underbukser og rødmer som en skolepige, når hun bliver opdaget. Eller når søster Maja igennem en hel scene roder med at åbne en flaske vin med en proptrækker, og den viser sig at være med skruelåg. Maria Rossing og Stine Schrøder Jensens funny bones hæver simpelthen serien.
Kort sagt:
Hella Joof og Mette Heeno bygger i skilsmissekomedieserien ’Bedre skilt end aldrig’ videre på den bittersøde situationskomik fra deres ’All Inclusive’. Kønsstereotyperne er af og til lige lovlig bastante, men dialogen heldigvis vanlig Heeno-skarp.
Anmeldelsen er baseret på de to første afsnit.