‘Love’
Mickey er en nogenlunde tørlagt alkoholiker i begyndelsen af 30’erne, der kører laissez faire-stilen i Los Angeles: Lange rygepauser på jobbet som radioproducer, frustrationer over »hvor cool livet var før« og et idiotisk on/off-forhold til pothead-eksen.
Gus er hendes umiddelbart diametrale modsætning: Uncool matematiklærer for børneskuespillere på et filmset i Hollywood, en flok nørdede venner og et håbløst forlist forhold i bagagen. De to er ikke et oplagt match, og da de tilfældigvis mødes på den lokale tankstation og ender med at tilbringe dagen dalrende sammen, er det måske også mest Gus, der er betaget af Mickey – og ikke omvendt.
Men! Ikke alle romancer er så letforståelige og todimensionelle, som de ofte ser ud på tv, og lige præcis det beskriver Judd Apatows Netflix-serie så ganske fantastisk gennem sin første sæsons ti afsnit. Kærlighed og flirt er nemlig i både ’Love’ og i virkeligheden lige dele magtkamp, spil og hovedløs uigennemtænkt handling (og ditto sms’er).
Og det er faktisk sjældent, at en komedieserie (hvilket ’Love’ trods alt må betegnes som, selvom serien heldigvis har skippet dåselatteren og de værste slapstickøjeblikke) håndterer kærlighedens udsving så realistisk og flerfacetteret, som ’Love’ formår. Det er en – undskyld udtrykket – moderne og tidstypisk skildring af de tidlige faser i et forhold (eller hvad vi nu skal kalde det).
Eksempelvis kommer serien omkring, hvad fanden flirten i den anden ende af sms-korrespondancen egentlig tænker på, når iPhonens hoppende besked-på-vej-prik-prik-prik’er pludselig går i sig selv.
Serien vinder – også – på sit cast. Der er selvfølgelig Mickey, spillet af Gillian Jacobs, som mange nok kender bedst som aktivisten Britta i’Community’. Og hun er faktisk meget stærkere i ’Love’, fordi hendes noget polerede profil bliver pillet lidt fra hinanden, efterhånden som vi kommer ind under huden på den sårbare kvinde med det klassisk hårde hipsterydre.
Så er der Gus, spillet af Paul Rust (kendt fra et par håndfulde afsnit af en af de bedste tv-serier nogensinde, ’Arrested Development’), der også er medforfatter på serien. Han er perfekt. Og dybt kompliceret. Første gang seeren – og måske også Mickey – ser ham, ser man en klassisk nørd. Ranglet, bebrillet og underligt småfedtet. Men hans humor, indre ro og menneskelighed gør ham dragende – både for Mickey og for de adskillige andre hotte bejlere, det snart skal vise sig, at hun ligger i konkurrence med. Begge hovedpersoner kunne være karikerede og kedelige, men i ’Love’ er de bare så uendeligt meget mere komplicerede, end boy-meets-girl-komedien typisk fordrer.
Serien har hertil et væld af biroller, der alle sammen meget elegant understøtter den prisværdige kompleksitet, de to hovedroller rummer. Såvel Gus’ nørdede (og samtidig ultraseje) venner som Mickeys kolleger på radiostationen bidrager til at forme hovedpersonerne som et par uigennemskuelige og meget, well, menneskelige mennesker. Karakterne Gus og Mickey bygges op og spartles til, lag efter lag, og vi får aldrig et endeligt facit. For mennesker kan man ikke bare lige sådan regne ud, lidt som med kærligheden.
Jeg har især et svagt punkt for Mickeys roommate Bertie (spillet af Claudia O’Doherty), der er kommet ind med firtoget direkte fra Australien og har seriens absolut bedste timing. Hun leverer eksempelvis følgende replik med en overbevisning, som måske/måske ikke førte til juice i næsen hos anmelderen, da Mickey spørger, hvad hun har af planer for dagen. Her svarer Bertie med en naiv umiddelbarhed, »Oh, I’m going to book club. We’re reading Dianetics. We just want to see what it is«.
Bertie kunne måske ved første øjekast godt ligne typen, der blev indlemmet i en kult efter et par timer i selskab med Hubbard’sk fiktion, men lad dig ikke narre – også hun rummer mere, end man registrerer indledningsvist.
Og sådan afdækker ’Love’ noget helt nyt land i mumblecore-genren – med en mærkelig lethed gennem alt det svære.
Anmeldelsen er baseret på hele første sæson.