’Zoolander 2’
Skepsissen melder sig allerede ved synet af cifret i rumpetten på Hollywoods franchises.
Det skal selvfølgelig ikke i sig selv lægge en film til last, at den er undfanget i Hollywoods trædemølle, men det kræver, at den bringer cifrets association med idéforladt pengegriskhed til skamme. Netop det magter ’Zoolander 2’ aldrig.
Tanken er ellers pirrende: Den snotdumme og ridiculously good looking powerduo Zoolander og Hansel udstilles som fortidslevn i en modeverden, der har ændret ansigt siden ikonernes glansdage. Slang-glade hipsterdesignere har banet vejen for 11-årige pr-genier, underlige udtryk for miljøbevidsthed og transkønnede supermodeller (Benedict Cumberbatch på lovlig slap line).
De 15 år, der har gjort Zoolander »old« og »lame«, opsummeres på lårklaskende vis i den indledende montage, hvor ophavsmanden til ’magnum’- og ’blue steel’-grimasserne forsvinder fra offentlighedens radar, efter hans center for læringshæmmede børn styrter i havet med konen Matilda blandt de omkomne (årsagen til kollapset er næsten hele filmen værd).
Så snart Interpols modeafdeling (!) katapulterer de pensionerede modeller ind i et spionplot, der involverer Zoolanders fedladne søn og et mytteri af bibelske dimensioner i modebranchens hjerte, mister filmen dog sin nerve i en kaskade af lunken crazy-komik gennemvædet af et evigt overpulserende score.
Den originale ’Zoolander’ satte også sin lid til hit & miss-komik på absurditetens overdrev, men hvor Stiller så ofte ramte plet i komedienyklassikeren fra 2001, svigter sigtet i toeren, der ikke kan købe et latterkvæk, når emnet er Hansels orgier eller Penélope Cruz’ barm – endsige når de obligatoriske kendisser titter hovederne frem.
Den første film var spækket med geniale gæsteoptrædener fra David Duchovnys håndmodel til salig David Bowies dance off-dommer, men i ’Zoolander 2’ synes kendisfaktoren at være målet i sig selv. Kiefer Sutherland som gravid orgieleder (!!) og Sting som oprørsmand fører an i et miskmask af sløje cameos, der stoler blindt på genkendelighedens glæde og kollapser i samme øjeblik, den fordufter. Kun Justin Bieber med trutmund i dødsstunden slipper heldigt fra tjansen.
Imens fortrænges toerens skæve påfund i sammenstødet mellem friske og forældede modeikoner til fordel for et plot, der synes snydt ud af næsen på den første film, selvfølgelig med Will Ferrells morsomme mode-maniac Mugatu som nederdrægtig mastermind.
Stjerneparaden med Stiller, Wilson og Ferrell i front fremtryller unægteligt glimt af kostelig komik, men intervallerne imellem dem blot vokser i en sequel, der smager ferskt af fanservice på autopilot. ’Zoolander 2’ er blot en skygge af forgængeren.
Kort sagt:
Efter den suveræne startsekvens drukner ’Zoolander 2’ i halvsjove jokes, tamme cameos og et plot, der synes kopieret fra den på alle måder overlegne forgænger.