‘London Spy’
Da den omflakkende Danny (Whishaw) render ind i karrieremennesket Alex (Holcroft), er det begyndelsen på en stormfuld forelskelse. De flygter ind i hinanden, men kan i sidste ende ikke flygte fra deres fortid. Danny efterlades alene tilbage med alle de store spørgsmål. Det største af dem kan han ikke slippe igen: Er Alex det menneske, han troede, han kendte?
‘London Spy’ er en ambitiøs miniserie, der præsenterer mindre kendt stof i kendte klæder. Som en række britiske miniserier har den i flere henseender et litterært tilsnit, og det kommer ikke mindst til udtryk i seriens dramatiske struktur. Der er ikke bare tale om, at serien i én eller anden forstand har en klassisk dramatisk struktur: Dens fem afsnit passer nærmest præcist på den romerske digter Horats’ fem dramatiske knudepunkter.
Det er ikke kun i formatet, at serien har sine rødder i en velkendt tradition. Serien blander spionthrilleren med den romantiske tragedie. Det er næsten ikke til at finde to genrer, der er mere britiske. Det er Joseph Conrad eller John le Carré, der møder Jane Austen eller William Wordsworth.
I den forstand er det hele formet efter en velkendt skabelon, men det er alt andet end velkendt, når serien udfordrer spionthrillerens maskulinitetsideal og klassesnobberi med en romance mellem to mænd, der intet har fået forærende. Alex og Danny kommer fra to verdener, der sjældent støder ind i hinanden, men under overfladen er de i alle henseender queer. Danny er ude af skabet – ikke bare seksuelt – mens Alex er fanget i facaderne i et London, der er fuld af kølige jakkesæt og blottet for ægte følelser.
Den homoseksuelle romance er fint fortalt, fordi det formuleres som en anden normal snarere end det exceptionelle. Pointen er ikke (kun), at der i London ikke er plads til følsomme mænd, der elsker hinanden. Pointen er, at der ikke er plads til følsomme mennesker.
Det er store temaer, der udforskes og efterforskes i ‘London Spy’, og det er det tematiske gods, der står stærkest. Serien formulerer fint følelsen af at være helt grundlæggende anderledes og alene og endeligt at møde nogen, der har det lige sådan. Eller som Alex præciserer med karakteristisk melankoli: »In school I was old. At university I was young. I’ve always been out of step with the people around me«.
Og mens romancen udfoldes, stiller thrilleren et andet vigtigt spørgsmål, der er lige så gammelt som genren: Hvor godt kender vi dem, vi elsker? Hvad er løgnene, og hvad er sandheden om et andet menneske?
Derfor er det en skam, dramaet ofte toner falsk. Mens de store linjer er på plads, halter det med de små. Replikkerne føles skønlitterære, så det ender teatralsk, og særligt Charlotte Rampling som Alex aristokratiske mor og Jim Broadbent som Dannys mentor og ven må jonglere med tekst, der føles for kunstlet. Rampling taler alt for blomstret – hos hende hedder det ikke ‘like’ eller ‘middle’, men ‘akin’ eller ‘midst’ – så end ikke hendes sikre positur som inkarnationen af stoisk ro redder replikkerne hjem.
Det er mere end skønhedsfejl i en serie, der bæres frem af samtaler mellem fremmede. Og når billedsiden er medfortællende – hvilket den er for sjældent – falder det igennem, fordi pointerne markeres med syvtommersøm. Som når Whishaw udfylder alle felterne i et krydsord med Alex’ navn og lytter til ‘Stand By Your Man’. Eller når hækken former en labyrint bag den fine residens, der huser Alex’ familie, og Danny helt inde i labyrintens hjerte finder en mand, der er groet til. Da Danny anbefales at indstille eftersøgningen, præsenteres man for aberne, der ikke må tale, se eller høre. Og for at cementere dette point of no return slentrer Danny i næste scene på en perron under et skilt med teksten ‘Way out’.
Serien er bedst i de stille øjeblikke, som Ben Whishaw ejer med alle fibre i sin krop. Her er en skuespiller, der i sin korte karriere har spillet alt fra A til Z – eller ‘Hamlet’ til ‘Q’ – men er allerfinest i disse roller som forpint outsider (‘Criminal Justice’, ‘The Hour’).
Der er ikke en eneste medspiller, der når ham til sokkeholderne. Men end ikke Whishaw kan redde ‘London Spy’, der har fine ambitioner, men er fortalt uden finesse.