’The X-Files’ – sæson 10, afsnit for afsnit

’The X-Files’ – sæson 10, afsnit for afsnit

Afsnit 1: ’My Struggle’

Den længe ventede, 10. sæson starter (selvfølgelig) med en af sci-fi-seriens ikoniske mytologi-afsnit. Mulder og Scully, der for længst har lagt lommelygterne og FBI-habitterne på hylden, kontaktes af deres gamle chef, Walter Skinner, der sætter dem i kontakt med konspirationsnørden Tad O’Malley, der styrer sit eget kritiske og populære internetshow.

O’Malley bringer de to agenter i forbindelse med kvinden Sveta, der angiveligt har været bortført af aliens adskillige gange. Hun giver Mulder og Scully blod på tanden – og pludselig står de over for nye konspirationer, der kan vende op og ned på seriens hidtidige mytologi.

Der er fart over feltet i dette comeback, hvor det virker, som om skaber Chris Carter forsøger at råde bod på de sidste 14 års pause allerede i første afsnit. Vi skal både et smut tilbage til en (visuelt flot) UFO-nedstyrtning i Roswell anno 1947, forholde os til Mulder og Scullys indviklede kærlighedsforhold, hilse på skurken ’The Cigarette Smoking Man’ og altså samtidig navigerer rundt i alien-bortførsler og ny mytologi.

Det betyder, at det hele bliver temmelig forhastet og rodet. Vi springer fra den ene begivenhed til den næste med hovedkuldse konklusioner, og som seer sidder man stakåndet tilbage og ryster på hovedet. Afsnittet emmer af fortællelyst, men hvor glædeligt det end er at se Mulder og Scully igen (også selvom især David Duchovny i første omgang har svært ved at finde Mulder-melodien), så holder første afsnit bare ikke helt, når man går det efter i sømmene.

3 stjerner

Afsnit 2: ’Founder’s Mutation’

‘The X-Files’ var en kærkommen kombination af mytologi og enkeltstående afsnit, de såkaldte ’monster of week’-afsnit. ‘Founder’s Mutation’ falder i sidstnævnte kategori, og bag afsnittet står en af seriens originale forfattere, James Wong.

Mulder og Scully hidkaldes, da en forsker hos forsvarsministeriet på brutal vis begår selvmord – og inden længe er de to agenter på sporet af et hemmeligt mutationseksperiment.

Wong, der også tidligere har instrueret gyseren ’Final Destination’ (der i øvrigt var en henlagt ’The X-Files’-idé), har sans for den grafiske horror, og det er dette islæt, der efterlader det stærkeste indtryk i ’Founder’s Mutation’, der svælger i creepy og blodige øjeblikke fra afsnittets åbning, hvor en skinger hyletone afbrydes, da ofrets tommehinde punkteres med en nål, og siden med totalt deformerede mutantbørn til øjne, der popper ud af hovedet.

Afsnittets sag, som går fra en potentiel regeringssammensværgelse over i en mere banal søskendehistorie, er der ikke synderligt meget at skrive hjem om. Lige lidt hjælper det, at Wong indleder en fortærsket sidehistorie om Scully og Mulders tab og savn af deres bortadopterede søn, der ender i en række højtidelige, ja faktisk næsten pinlige fantasi-flashforwards.

Andet afsnit virker dog i bund og grund efter hensigten. Det smager lidt af den oprindelige 90’er-serie, og selvom det nostalgiske bolsje er suttet væk og glemt til sidst, så er vejen dertil vældigt underholdende.

3 stjerner

Afsnit 3: ‘Mulder & Scully Meet the Were-Monster’

Darin Morgan er blevet kult i ‘The X-Files’-kredse, efter at forfatteren har leveret nogle af seriens mest besynderlige og skæve afsnit, og den status bliver der ikke pillet ved efter denne 10. sæson, hvor Morgan står bag det absolut bedste afsnit.

I ’Mulder & Scully Meet the Were-Monster’ sendes de to FBI-agenter til en lille provinsflække, hvor en række mennesker efter sigende er blevet dræbt af et … varfirben (altså lidt ligesom en varulv, men bare et firben!). Sagen viser sig dog at være endnu mere mærkværdig end som så.

Sort humor og selvironi er de centrale ingredienser i afsnittet, der tager hele menneskehedens sølle eksistens under kyndig behandling, men også nærmest bliver en ’The X-Files’-spoof i sig selv med et utal af referencer og små vink til tidligere afsnit og personer involveret i serien.

David Duchovny er i sit es som en usædvanligt tvivlende Mulder, og måske er det, fordi Duchovny denne gang kan få lov til at spille med lattermusklerne og lægge de alvorlige miner på hylden, at han nemmere (og endelig) glider tilbage i rollen. Dynamikken med makkeren Gillian Anderson er spot-on, men det er gæsten Rhys Darby, der stjæler hver en scene. I rollen som den patetiske Guy Mann er Darby ikke bare hylende morsom, men også dybt rørende og sørgelig.

’Mulder & Scully Meet the Were-Monster’ er bagudskuende i sin facon og har et stærkt ’The X-Files’-groove over sig, men Darin Morgans ustyrlige fantasi, twistede humor og forunderlige melankoli giver afsnittet et tidsløst skær. Temaet om menneskets uforbederlige stræben er universel, og det gør ikke kun afsnittet til denne sæsons bedste, men et af den samlede series allerbedste.

5 stjerner

Afsnit 4: ‘Home Again’

I et af seriens mest hjertegribende afsnit, ’Beyond the Sea’, tager Scully afsked med sin far – og denne gang lader selvsamme forfatter, Glen Morgan, det så gå ud over Scullys mor.

I ’Home Again’ sendes efterforskerne ellers i første omgang ud til et mord, hvor et offer er blevet revet i stykker. Sagen forbindes med en udflytning af hjemløse – og Mulder kommer på sporet af en mystisk eksistens, der kaldes ’The Band-Aid Man’.

Undervej forlader Scully sagen, da hendes mor indlægges med hjerteproblemer. Hun står ikke til at redde, og Scully må berede sig på et farvel. Men pludselig fyldes hun af ubesvarede spørgsmål.

»I don’t care about the big questions right now, Mulder. I just want one more chance to ask my mother a few little ones«, siger Scully i en af afsnittets mest gribende øjeblikke. Endelig lykkes det i den nye sæson at springe fra de mere højtravende alien-konspirationer og monsterjagten og ned på et meget mere menneskeligt plan uden at snuble på vejen. Gillian Anderson giver en stærk og sensitiv præstation, der giver et gib i maven på alle, der har oplevet at miste og sige farvel – og det opvejer heldigvis den kejtede Duchovny, der er som en elefant i en porcelænsbutik i de følelsestunge scener.

’Home Again’ vinder også ved at være et effektivt monster-afsnit, der på trods af en lidt fesen afslutning på hele scenariet giver os et klassisk ’The X-Files’-monster. Men det fjerde afsnit er og bliver Scully og Andersons triumf – og dermed også det næstbedste afsnit i denne 10. sæson.

4 stjerner

Afsnit 5 – ‘Babylon’

Det er lidt af en gåde, hvordan man i en sæson på kun seks afsnit alligevel kan få sneget det kedelige ’Babylon’ ind. Men når det kommer til afsnit skrevet af serieskaberen Chris Carter selv, må man åbenbart bare erkende, at der er langt mellem snapsene.

Da en terrorist ender i koma efter at have forsøgt at sprænge et shoppingcenter i luften, er der bud efter Mulder og Scully. For hvordan kommer man i kontakt med den bevidstløse og døende mand?

’Babylon’s gimmick er, at Scully og Mulders yngre dobbeltgængere dukker op som henholdsvis agent Einstein (ja, hun er familie med ham dér professoren) og Miller. Ikke nok med at ligheden er slående, så er de to også karikerede ekstremer af vores velkendte agent-kollegaer.

Einstein er en uptight science-freak, for hvem kun videnskabelige facts tæller, mens Miller er en glødende paranormal believer (i skuespiller Robbie Amells tilfælde måske nærmere en belieber). Og jo, det er da meget sjovt … de første fem minutter. Derefter virker det bare uopfindsomt og ufarligt (fans vil vide, at Carter også legede med dobbeltgænger-temaet i afsnittet ’Fight Club’).

Plottet er ligeledes svagt og fantasiløs. Det mest opsigtsvækkende er Mulder (eller er det Hank Moody?) på svampe og en hallucination, der byder på et antiklimatisk gensyn med fanfavoritterne fra The Lone Gunmen.

Værst er dog afslutningen, der med en bibelsk lignelse (deraf ’Babylon’) byder på en af seriens til dato mest tåkrummende dialoger, der er så tyk i sin prædiken om fred mellem forskellige folkeslag, at det er svært at se den til ende.

2 stjerner

Afsnit 6: ‘My Struggle II’

I mytologi-afsnittet ’My Struggle II’ rammes Jordens befolkning af en sygdomsepidemi, der truer med at affolke hele planeten. Hjernen bag er (selvfølgelig) den kæderygende skurk ’The Cigarette Smoking Man’ – og han har ikke intentioner om at skåne nogen. Men da det viser sig, at Scully har alien-DNA og dermed er beskyttet, er det nu pludselig op til hende at redde os alle.

Kun én karakter kan overleve at få et missil i hovedet, og hvor cheesy man end måtte synes, ’The Cigarette Smoking Man’ er, er det svært at afvise karakterens uovervindelige karisma. Og i 2016 er han mere diabolsk og perverteret end nogensinde før. Mødet mellem Mulder og hans nemesis er så fornøjeligt nostalgisk, at man uden videre tilgiver skurken for hans motivationer (eller mangel på samme) for at udslette jorden: »Hvorfor ikke?«.

Afsnittet byder også på et interessant gensyn med agent Reyes (fra sæson 8 og 9), der giver historien et fint nyt twist, og generelt formår skaber Chris Carter at holde liv i kludende i finalen. Fine præstationer fra især Anderson og Lauren Ambrose, der er tilbage som agent Einstein, opretholder intensiteten og nerven.

Den adrenalinpumpende afslutning vil dele vandene – for havde nogen regnet med en dramatisk cliffhanger? Carter virker overbevist om, at han får en fortsættelse, men sker det ikke, kan ’The X-Files’ arv for alvor være lagt i ruiner.

Finalen synes utilfredsstillende, men man kan spørge sig selv, om ’The X-Files’ ikke altid har været det? Et af seriens væsentlige træk har altid været manglen på entydige svar, så måske er finalen slet ikke så ringe endda. The truth is still out there.

4 stjerner

Vurdering af hele sæsonen:

»Back in the day. Scully, back in the day is now«, siger Mulder kækt til sin kollega i den nye sæson. Holdet bag ’The X-Files’ er helt bevidste om, at serien er fra en anden tid – og i stedet for at løbe fra det dyrker man det i stedet. Nostalgien er trækplasteret i den 10. sæson, der byder på seks afsnit, der stikker i hver deres retning.

Men kan spørge sig selv, om Carter & co. har haft en større idé med at bringe karakterne til live på ny? Det virker mest af alt som et legitimt afsavn, der hos hver forfatter har brødfødt en lyst til at skabe nye fortællinger med Mulder og Scully. Men efter 14 år burde standarden være højere.

’The X-Files’ har altid været præget af en svigende kvalitet og en charmende, men nonchalant hit-and-miss-attitude. Masser af serier har efterhånden løbet gennem tv-åen, og i 2016 er serieudbuddet, og ikke mindst kvaliteten, langt højere end i starten af 90’erne. Derfor burde et klenodie som ’The X-Files’ være blevet forvaltet bedre.

Dermed ikke sagt at ’The X-Files’ ikke kan konkurrere med nutidens tv-serier. Afsnittet ’Mulder & Scully Meet the Were-Man’ beviser, at serien stadig har den quirkyness, som gjorde den så højt elsket, og underholdningsniveauet var på trods af skavankerne højt i adskillige episoder.

Mytologien og arven svæver i det uvisse, men som inkarneret X-Phile ønsker jeg fortsat inderligt at tro. Håbet for mere hedenske tv-junkies er dog nok mere spinkelt.

Tv-serie. Hovedforfatter: Chris Carter. Medvirkende: Gillian Anderson, David Duchovny, Joel McHale, Annet Mahendru, Mitch Pileggi, William B. Davis, Giacomo Baessato, Gardiner Millar, Rance Howard, Aliza Vellani. Spilletid: 6 afsnit á 44 min.. Premiere: Kan ses på Viaplay.dk
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af