’Blandt mænd og får’: Islandsk Cannes-vinder er tørt humoristisk og rørende
Man kan meget hurtigt får nogle helt forkerte billeder på nethinden, når man hører den danske titel på den islandske vinder af Un Certain Regard-prisen på Cannes-festivalen sidste år. Men ’Blandt mænd og får’ er slet ikke så ulden, som den lyder. Det er derimod en bittersød fortælling om en uddøende kultur fuld af stædighed og stolthed – og nå ja, får.
De to fåreavlere, brødrene Gummi (Sigurdur Sigurjónsson) og Kiddi (Theordór Júlíusson), har ikke været på talefod i 40 år – og det til trods for, at de er naboer i en lillebitte, afsides landsby, hvor alle kender alle. Men da Gummi opdager en dødelig sygdom hos Kiddis vædder, bryder helvedet løs i det lille islandske samfund: Myndighederne kræver, at alle får i området skal aflives, og pludselig hænger brødrenes hæderkronede fåreslægt og dermed hele deres eksistensgrundlag i en tynd tråd.
Historien i de barske naturomgivelser føles på én gang anakronistisk og moderne – vi befinder os uden for lands lov og ret, men samtidig er det den usikre fremtid for de traditionsbårne landmænd, der sættes i og på spil. Det er en fascinerende antropologisk rejse til et iskoldt miljø og en levevis, der forekommer meget fjern fra nutidens vestlige samfund. Her er fåreavl ikke bare et levebrød, det er helligt. Kvæget sørger for mad på bordet, men er også en potensforlænger for egnens ensomme mænd.
Mest af alt føles filmen dog allegorisk almengyldig, som en opdateret version af de islandske sagaer, der fortalte om Gummi og Kiddis stolte forfædre, om æresbegreber, intriger og indbyrdes stridigheder. I ’Blandt mænd og får’ er heltene ganske vist mere vattede, men æren er intakt.
Karaktergalleriet består hovedsageligt af introverte mænd og stolte væddere (ja, sidstnævnte er sågar med i rulleteksterne!), og i denne mandsdominerede verden er stolthed og slægt til stadighed de dominerende værdier. Det kan virke stereotypt, men karaktererne skildres med en hjertevarme og humor, der gør dem elskværdige midt i alt ynkeligheden. Især Sigurdur Sigurjónsson som den forhutlede Gummi leverer med sit fedtede hår, fuldskæg og hullede skjorte en stærk, underspillet og helhjertet præstation.
Häkonarsons forhippelse på streng naturalisme i skildringen af den islandske way of life tester indimellem tålmodigheden, men det opvejes heldigvis af en tør og typisk skandinavisk deadpan-humor, som da Gummi finder sin bror døddrukken og stivfrossen i sneen og uden videre samler ham op med gravemaskinen og dumper ham ved skadestuen.
’Blandt mænd og får’ hylder det lokale og excentriske i en global verden, hvor alt efterhånden skal være ensrettet og desinficeret. På sin egen afdæmpede og originale facon og med storslåede billeder af den islandske natur skildrer Grimur Häkonarsons sammenstødet mellem det traditionelle og moderne samfund, mellem de genstridige og passionerede gårdmænd og regeringens kliniske veterinære – og ikke mindst mellem to stædige gamle mænd.
Og hvor er det dog befriende, at vi slipper for en stor Hollywood-forsoning, men i stedet får en behersket og særdeles rørende afslutning helt i den islandske ånd.
Kort sagt:
En moderne islandsk saga, der beretter om to stædige brødre, som ikke har talt sammen i 40 år. Da deres fåreslægt bliver dødeligt syge, må de pludselig samarbejde. Med sort humor, hjertevarme og antropologiske briller rejser instruktør Grimur Häkonarson ind i en kultur af ensomme og ynkelige fåreavlere, der kæmper for deres sidste rest af stolthed.