‘Captain America: Civil War’: Intern splid i superhelteland er kolossalt underholdende

‘Captain America: Civil War’: Intern splid i superhelteland er kolossalt underholdende

»People never think how things affect the family of a henchman«, lyder det i ‘Austin Powers’.

Heller ikke actionhelte reflekterer ofte over, hvilke konsekvenser deres fandenivoldskhed får, og særligt superheltefilm indebærer typisk destruktion af en størrelsesorden, hvor collateral damage vel nærmest er uundgåelig.

Der er et ekko af ‘Watchmen’ i ‘Captain America: Civil War’, hvor The Avengers efter tragiske civile tab bliver beskyldt for at være gemene selvtægtsmænd. FN vil stille dem til regnskab for deres handlinger og pålægger udenrigsminister Thaddeus Ross (William Hurt) at håndhæve en ny lovgivning, der indskrænker den uregerlige gruppes rettigheder.

Den normalt så rebelske Tony Stark (Robert Downey Jr.) accepterer overraskende nok påbuddet, og da Steve ’Captain America’ Rogers (Chris Evans) pure nægter at underlægge sig regeringens sanktioner, anspores en konflikt, der spidser til, da prinsen T’Challas (Chadwick Boseman) far bliver myrdet. Samtidig pønser den udspekulerede Zemo (Daniel Brühl) på at afsløre en mørk hemmelighed fra fortiden.

Captain Americas støtter tæller Falcon (Anthony Mackie) og Hawkeye (Jeremy Renner), mens blandt andre War Machine (Don Cheadle) er på Iron Mans side, og et af filmens absolutte højdepunkter er et omfattende opgør i en tysk lufthavn mellem de to stridende fraktioner, hvor hele 12 helte – inklusive Black Panther, Ant-Man og en ung Spider-Man! – viser deres alsidige evner frem.

Man kan indvende, at visse figurer med fuldkommen overlegne kræfter (Elizabeth Olsens Scarlet Witch og Paul Bettanys Vision) gør de andre involverede til ren staffage, men det ville nu alligevel være ærgerligt at skulle undvære for eksempel Scarlett Johanssons nærkampe, der er et ‘Tekken’-spil værdige.

I den forrige Captain America’-film, The Winter Soldier’, udmærkede instruktørduoen Anthony og Joe Russo (og deres manuskriptforfattere) sig ved at give den ved første øjekast endimensionale hovedkarakter forbavsende meget fylde. Og til trods for at deres opfølger giver plads til en lang parade af stjerner, høster brødrene, som de har sået, idet omdrejningspunktet forbliver den principfaste Captain America og hans loyalitet over for barndomsvennen Bucky (Sebastian Stan).

Fordi den tredje Captain America-film udforsker moralske gråzoner i en splid, der ikke synes afgjort på forhånd, leverer den, ligesom den genrebevidste toer, mere tyngde og spænding end de andre Marvel-film. Men først og fremmest gør den homogene vinderkombination af action, humor, mysterium og drama ‘Civil War’ helt kolossalt underholdende.


Kort sagt:
I Russo-brødrenes anden Marvel-film, ‘Captain America: Civil War’, samler Captain America og Iron Man medlemmerne af The Avengers under hver deres fane. Glæd dig til tegneserieimperiets mest velsmurte – og mest eftertænksomme – omgang superhelte-bonanza!

Spillefilm. Instruktion: Anthony Russo, Joe Russo. Medvirkende: Chris Evans, Robert Downey Jr., Scarlett Johansson, Sebastian Stan, Anthony Mackie, Don Cheadle, Daniel Brühl, Elizabeth Olsen, Paul Bettany, Chadwick Boseman, Jeremy Renner, William Hurt, Tom Holland, Paul Rudd, Emily VanCamp, Martin Freeman, John Slattery, Hope Davis, Frank Grillo, Marisa Tomei, Jim Rash. Spilletid: 147 min.. Premiere: Den 28. april
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af