’Al Medina’: Ny dansk film er en sten i skoen
Yusif sidder lænket til metalbordet, mens arabiske fængselsansatte vogter over ham. Hans undertrøje er svedig og møgbeskidt, hans hud bærer blå mærker, og hans øjne er trætte – næsten udtryksløse, som om sjælen er blevet tævet ud af kroppen på ham.
På den anden side af metalbordet sidder hans danske hustru, Sarah, med lyst hår og pastellyserød, ren frakke. Hun fortæller Yusif, at overfaldet, som han prøvede at redde hende fra – overfaldet, der endte med mord og Yusif bag tremmer – har resulteret i, at hun haft en spontan abort. Deres ufødte barn nåede aldrig at opleve livet. Yusif svarer køligt den grædefærdige Sarah »Vi tilhører Gud, og til ham vender han tilbage«.
Den palæstinensiskdanske instruktør, Omar Shargawi, der også spiller hovedrollen Yusif, har tidligere vundet priser for sin debut ’Gå med fred Jamil’ og dokumentaren ’Fra Haifa til Nørrebro’. Med ’Al Medina’ fortsætter han sit vigtige tema om mennesker, der befinder sig i såvel kulturel som i åndelig og kropslig splittelse. Denne gang udspiller lidelsesfortællingen sig i en udefinerbar mellemøstlig by, som Yusif rejser til med sin gravide hustru Sarah (Sarah Hjort Ditlevsen).
Lykken eksploderer dog som en slugt håndgranat i maven på ham, da han vikles ind i et mord på en gadedreng, fængsles, forlades af Sarah, voldtages, flygter fra fangeskabet og først dér udsættes for de hårde prøvelser.
I den første del af filmen er Gud til stede i næsten samtlige af Yusifs replikker. Efter han bryder fri fra fængslet, kravler han tilbage til moskeen og lægger sig på et bedetæppe – ikke for at bede, men for at sove. Herfra er der ikke langt til at stjæle penge fra en barmhjertig samaritaner, dyrke sex med prostituerede og drikke alkohol. Og da han opsøges af pseudo-gangsteren Dr. Rami og udsættes for den mest modbydelige prøvelse af alle – som ikke skal afsløres her – falder han i. Ikke fordi han aktivt vælger det, men fordi han passivt ikke vælger det fra.
Netop dette bliver filmens største sten i skoen. I sin jagt på at undersøge grænserne for, hvordan den rodløse rastløshed og fuldkomne håbløshed påvirker et menneske, får Shargawi opbygget en karakter, der før har kunnet bortforklare sin ufødte søns død som Guds vilje, men nu ikke kan forklare noget som helst. Når filmen er slut, har han handlet så utilgiveligt, at David Plainview fra ’There Will Be Blood’ virker sympatisk til sammenligning.
’Al Medina’ er en sten i skoen – en kæmpe bautasten. Med de konstant rystende nærbilleder og den nådesløse skildring af voldtægt og børnedød er den simpelthen bare en ubehagelig oplevelse.
Når ’Al Medina’ er værst, er det en lidelsesfortælling, der skubber sit publikum væk, mens den tvinger sine ofte stereotype karakterer ind i et alt for konstrueret plot.
Men når den er bedst, er det et klaustrofobisk mareridt a la Lars von Triers ’Forbrydelsernes element’ – en fortælling om en sjæleforladt mand på jagt efter balance i en by, hvor højtalere det ene sekund skråler »Gud er stor« ud over hele byen, mens indbyggerne sekundet efter bytter bedetæppet ud med bordeller og spiritus.
Med andre ord en frustrerende oplevelse – og det er i sig selv med en dansk film, der ikke stryger sit publikum med hårene.
Kort sagt:
’Al Medina’ er en moderne religiøs lidelsesfortælling, der på trods af sit overbud af lidelser sætter sig fast i sjælen.