’Eye in the sky’: Ulideligt spændende terrordrama med Alan Rickman og Aaron Paul

Puha. Det er lang tid siden, jeg har holdt vejret så længe som under det sidste noget nær ulideligt nervepirrende kvarter af Gavin Hoods krigsthriller ’Eye in Sky’, en af de vigtigste film, du absolut bør se dette forår.

Præmissen er lige så simpel, som den på en og samme tid repræsenterer en gordisk etisk knude: En gruppe højtstående terrorister mødes i et hus i et beboelsesområde i Nairobi kontrolleret af den somalisk islamistiske terrorbevægelse Al-Shabaab. Fra London følger oberst Katherine Powell (Helen Mirren) begivenhederne via drone og spionkameraer for at tilfangetage tre af England og USA’s mest eftersøgte, når de igen forlader det svært bevogtede kvarter. Heriblandt den konverterede engelske kvinde Ayesha al-Hardy, som har stået bag en række terrorangreb på civile.

Droneflyet foroven fjernstyres af piloten Steve Watts (Aaron Paul) fra en militærbase i Las Vegas, alt imens generalløjtnanten Frank Benson (Alan Rickman i sit livs sidste rolle) og repræsentanter fra det engelske parlament drikker te og følger med på skærme i et mødelokale i London. På jorden i Nairobi styres spionkameraet inde i selve huset af fodagenten Jama Farah (Barkhad Abdi), og for et øjeblik synes alle missionens brikker at falde i hak.

Lige indtil det viser sig, at to mænd i huset er ved at blive udstyret med selvmordsveste. Capture bliver til kill, da et angreb mod civile mål synes overhængende nært. Briterne vrider sig: De så helst en reel retssag med al-Hardy på engelsk grund, men Powell vil ikke risikere en blodig massakre a la dem, Nairobi før har set udspille sig i shoppecentre og på skoler.

The kill chain – rækken af beslutningstagere, der skal autorisere et missilangreb – diskuterer, og piloten Watts får ultimativt grønt lys til for første gang i sin karriere at affyre de dødbringende våben, hans dronefly foruden kameraer er udstyret med. Men så slår en lille pige sig pludselig ned for at sælge brød på vejen uden for terroristernes rede.

Ét uskyldigt barn mod et hus fyldt med terrorister. Der er som bekendt ingen krig uden tab – men hvilken død medfører mest PR-værdi for henholdsvis fjender og vestlige medier? Skal de allierede lade et barn dø med fuldt overlæg og risikere en medie-shitstorm, hvis billederne lækker, eller skåne pigen og lade terroristerne sprænge utallige mennesker i luften – og derigennem oppiske yderligere offentlig og politisk opbakning til krigen mod terror?

Det er et modbydeligt dilemma, men stålsatte Powell er ikke i tvivl: Hellere ét barn end potentielt 100 civile i byens centrum. Hendes landsmænd trækker imidlertid hårdt i alle følelsesmæssige bremser ved udsigten til at skulle bevidne pigens død for åben skærm, og skønt generalløjtnanten Benson forsøger at påvise vigtigheden af en hurtig indsats, tales der pludselig om at involvere både udenrigs- og premierminister.

Ingen vil have pigens blod på hænderne, heller ikke dronepiloten, eller ende som strafskyldige, i hvad der potentielt kan udvikle sig til en betændt international propagandasag. Men mens ansvaret kastes frem og tilbage, tikker uret, og terroristerne gør sig klar til at rykke ud.

Instruktør Gavin Hood (som også stod bag den barske ’Tsotsi’) orkestrerer mesterligt spændingsopbygningen, mens vi springer fra de stridende allierede i Las Vegas til London, Nairobi og sågar en militærbase på Hawaii. Det er et fascinerende og knugende indblik i de processer og menneskelige versus politiske overvejelser, der går forud for den slags fjernstyrede militære angreb, vi efterhånden er blevet uhyggeligt vant til at skimme ubekvemt henover i nyhedsmedierne, om vi så ser tv-avis på fladskærmen eller swiper over blodige overskrifter på telefonen.

Krigen mod terror udkæmpes i høj grad via disse glatte skærme ud fra beslutninger truffet med en halv scone i mundvigen af personer på den anden side af kloden fra brændpunkternes kaos. Og ’Eye in the sky’ frifinder heller ikke sit publikum, når vi ser med over hovedpersonernes spændte skuldre. Biograflærredet bliver endnu et aktivt skærmlag, som vi, de civile borgere, kryber sammen bag i mørket med en ubehagelig fornemmelse af delagtiggørelse i maven.

Historien løftes yderligere af sit solide stjernecast, og Helen Mirren, Alan Rickman og Aaron Paul gør alle stort indtryk som hver deres type militærmand/-kvinde, der bestemt ikke er enige om, hvordan situationen skal løses. Der er ingen udprægede bad guys omkring forhandlingsbordet, blot mennesker i til tider umenneskelige jobs.

Karismatiske Rickman får ganske symbolsk filmens sidste ord og minder i det hele taget fra start til slut om, hvilken enorm personlighed filmens verden mistede, da skuespilleren døde i januar. Det er en flot og værdig sidste præstation.

Over for de mere etablerede kræfter skinner Barkhad Abdi i sin blot anden store filmrolle efter hans Oscar-nominerede sørøver i ’Captain Philips’. Væk er den lille skibskapres ludende farlighed, der i stedet her er erstattet af et bundsympatisk nærvær, mens Abdis karakter Jama lægger spionudstyret fra sig og gør et desperat forsøg på at få pigen i centrum væk fra missilernes sprængvidde. Velvidende at han muligvis er på en håbløs selvmordsmission ansigt til ansigt med Al-Shabaab.

Der er ingen klare sejrherrer eller et ansvarsfralæggende modus operandi at søge trøst i, når man stirrer ind i krigens ansigt. Slet ikke når ansigtet sidder på et barn.

---

Kort sagt:
Instruktør og skuespiller Gavin Hoods neglebidende spændende drone-thriller er en uafrystelig biografoplevelse, der takket være sit eminent velspillende cast og uhyggeligt aktuelle emne – krigsførelse via fjernstyring – delagtiggør beskueren i de militære kontrolrums ofte hjerteskærende etiske overvejelser i en desperat terrortid.