‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 2 – kimen er lagt til bastardernes kamp

‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 2 – kimen er lagt til bastardernes kamp

(Spoiler alert: Læs naturligvis først videre, når du har set det nyeste afsnit ‘Game of Thrones’.)

Endelig indtraf den: Årets mindst overraskende overraskelse. Med afslutningen på afsnittet ’Home’ fik spekulanterne, fanteoretikerne og de mest håbefulde fans det svar, de havde ventet: Jon Snow er i live.

Også tvivlerne kan ånde lettet op. Ikke mindst den håndfuld af undertegnedes venner, der med alvorsfulde miner har fremturet, at de ville holde op med at se serien, hvis Jon Snow ikke vendte tilbage fra de døde. Det udsagn alene siger mere om Jons særstatus end anmeldernes forkromede personkarakteristikker tilsammen.

Var vækkelsesseancen så det helt store tilløbsstykke, man havde forventet? Scenerne på Castle Black hørte bestemt til dem, der fungerede bedst i afsnittet, men man kunne passende spørge, om ikke det havde været endnu mere effektfuldt at kombinere dem? Set i bakspejlet føltes det lidt, som om der manglede en bagkant i Melisandres foretagende.

Hvis hendes ritual var i fare for at blive afbrudt af Allister Thornes mænd, ville spændingen kunne strækkes til bristepunktet. Og Wun-Wuns bombastiske ankomst ville virke som en endnu større forløsning, end den gjorde i denne opsætning.

Her skulle der være tredjeparts-indhold, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

En sammenblanding af de to scener ville desuden binde en fin sløjfe på fortællingen om Jon Snow, fordi det ville være med til at eksplicitere, at det var Jons gode gerninger, der reddede hans skind i sidste ende. Melisandre vækker ham fra de døde, men det er Wun-Wun og Tormund Giantsbane, der stopper Thorne og forhindrer, at Jon Snow brændes på bålet. Jon har hjulpet dem begge ud af penible situationer. I ’Home’ betaler de nådegælden tilbage.

Andre steder i afsnitter var der ingen nåde. En lidt accentudfordret Pilou Asbæk fik sin debut i serien med en gangbro og et brodermord. Ramsay Bolton cementerede endnu engang sin position som seriens ukronede masochistkonge med et fadermord og et hundeslagsmål og tilranede sig dermed titlen som Lord Bolton af Winterfell. Begge tilslutter sig dermed gruppen af kinslayers.

Begge scener virkede lidt for nemme. Ramsays brutalitet lider fortsat under, at hans handlinger er gratis. Hans foretagende kan kun ende galt, men straffen for ugerningerne udsættes lidt endnu. Det planlagte togt mod Castle Black kunne passende ende med mødet mellem de to bastardunger, som må siges at repræsentere de klareste nuancer af henholdsvis sort og hvidt i seriens univers. Det ville være kampen mellem den Snow, der erobrede Winterfell og sin faders efternavn, og den Snow, der takkede nej til begge dele for at ære sin faders ånd og kodeks.

Game of Thrones 6
Pilou Asbæks brodermord efterlader en tom trone på The Iron Islands, hvor der indkaldes til Kingsmoot for at finde Balon Greyjoys efterfølger. I bøgerne er mordet et regulært whodunnit, og det er lidt en skam, at Asbæks Euron afsløres som morderen i serien lige med det samme.

For den berejste Euron er et tillokkende og afskrækkende mysterium og et fremmedelement blandt de enfoldige øboere. Han er som en ondsindet blanding af Erasmus Montanus og Cristoffer Columbus. Bedrevidende, magtbegærlig og parat til at sætte alt på spil for at vinde den ultimative hæder. Interessen for dette mysterium er ikke mindst ønsket om at finde ud af, om han er loyal over for sine frænder og sit folk. Når han i første scene afsløres som brodermorder, sætter det scenen for en mindre interessant og sort-hvid konkurrence mellem ham og Yara Greyjoy.

Aryas historie skrider mere frem end den totale stasis, som indfandt sig i første afsnit, men den lider fortsat under, at hendes helt store modstander er noget så umiddelbart udefinerbart som en sans, der tages fra hende.

Serien formår ikke overbevisende at formidle det totale tab, der er forbundet med at miste evnen til at se. Vi er fint i stand til at forstå, at det forvolder Arya fysisk smerte, når hun afstraffes af en usynlig fjende, men den mindre håndgribelige, men langt mere gennemgribende sindsforstyrrelse, hun udsættes for, brænder ikke igennem.

Game of Thrones 5
Det er til dels et resultat af, at serien er bundet til en bestemt æstetik. Den har ikke mulighed for at udforske mørket i Aryas reducerede sanseapparat i form af en mere eksperimenterende visuel fremstillingsform. Men det er også en konsekvens af, at man ikke placerer hende i dramatiske situationer, der undersøger de forskellige omkostninger, det har at være blind – simpelthen fordi man ikke har tiden til det. Begge dele bærer skylden for, at Aryas del af fortællingen halter.

Jon Snow er måske nok afsnittets helt store stjerne. Men det er ikke Jon, der vender hjem, eller mordene på familiepatriarkerne andetsteds, som seriens showrunners alluderer til med afsnittets titel ’Home’. Det er Bran, der endelig dukker frem efter noget, der føles som flere års ventetid. Sammen med The Three-eyed Raven rejser han tilbage i tiden og hjem til Winterfell for at se sin far Ned og Benjen slås i en scene, der næsten er en gentagelse af scenen fra seriens allerførste afsnit, hvor Jon og Robb lærer Bran at skyde med bue og pil.

Det er dermed helt sikkert, at Brans fortælling ikke mindst, og uden at afsløre for meget, skal bruges til at forklare omstændigheder i fortiden, der nuancerer familieforholdene i fremtiden. Det bliver spændende at se, hvordan denne del af fortællingen væves sammen med de andre historier.

Game of Thrones 3
Med vækkelsesritual, patriarkmord og tidsrejse slår ’Home’ nogle helt andre og langt mere inciterende toner an end det tamme åbningsafsnit. Foruden scenerne oppe nordpå bød afsnittet på dragegrotte i Meereens katakomber og et par stærke skuespillerpræstationer i King’s Landing.

Med Bran og Jon tilbage som seerens stærke, altruistiske stedfortrædere, virker balancen mellem det gennemgribende dunkle og det mere håbefulde næsten genoprettet. Den sidste helt fra Westeros er ikke død endnu, men der er stærke kræfter til stede på de godes side, som end ikke de mest skruppelløse vendekåber fra Winterfell kan knægte.

Det klæder serien, når den har plads til at fokusere på de to primærverdener i The North og King’s Landing og ikke er nødt til at skabe plads til alt for mange sekundære plottråde. Det er ikke noget, der kommer til at vare ved, men man må bifalde det, når det sker.

Læs også: ‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 1 – Er den røde kvinde menneskehedens sidste bastion?

Læs også: Bekendelse – der er én ting ved ‘Game of Thrones’, jeg elsker mere end ‘Game of Thrones’

Tv-serie. Hovedforfattere: D.B. Weiss, David Benioff. Medvirkende: Emilia Clarke, Peter Dinklage, Lena Headey, Sophie Turner, Maisie Williams, Nikolaj Coster-Waldau, Ian Glen, Alfie Allen, Gwendoline Christie, Liam Cunningham, Natalie Dormer, Carice van Houten . Spilletid: 49 min.. Premiere: Den 2. maj på HBO Nordic
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af