(Læs roligt videre – ingen spoilers om den nye sæson ‘Game of Thrones’)
På fantasizr.com dyster jeg mod fire venner i ’Game of Thrones’. Efter en langstrakt draft-proces, hvor vi skiftedes til at vælge mellem de 70 vigtigste karakterer fra HBO-seriens univers, har vi stillet hvert vores ’GoT’-hold, og hver uge får vi point ud fra, hvordan vores ’spillere’ har klaret sig i aftenens afsnit.
Det giver 10 point, hvis en karakter slår ihjel. 20 point, hvis den, karakteren slår ihjel, er en navngiven figur, 25 point hvis det er en White Walker. Det giver 15 point at være nøgen (bryster/baller) og 25 for at smide det hele.
En sjov oneliner giver fem point, en tale om vinter/vold/fortiden giver fem point, hvis karakteren overraskende bruger magi eller får fat i noget Valyrian steel, giver det 50 point, og hvis man bliver genoplivet giver det også 50 point.
Sidder man fast i et forfærdeligt sideplot, giver det til gengæld minus 10 point per afsnit, bliver man grim eller arret, giver det minus 15, og bliver karakteren pludselig spillet af en ny skuespiller, giver det minus 10.
Mit hold er dybt eklektisk: Jon Snow (!), The Hound (!!), Brienne, Varys, Hodor, Wildlings, Missandei, Osha, Alliser Thorne, Bronn, Gilly, Robin Arryn, Nymeria Sand, Ellaria Sand. Jeg er lidt nervøs over, at jeg ikke har de klassiske kæmpere og kæmper som The (Zombie) Mountain, Thormund Giantsbane og den slags.
Fantasy league-spillet er et godt eksempel på, hvordan ’Game of Thrones’ for længst er flydt ud over seriens breder. Og pludselig er det noget helt andet at se ’Game of Thrones’! For selvom serien, når den er bedst, er forrygende og mere underholdende end noget andet på tv (bortset fra ’Den store bagedyst’, selvsagt), må jeg indrømme, at der til tider er én ting, jeg elsker mere end selve ’Game of Thrones’: Alt det uden om ’Game of Thrones’.
Jeg ved, det nærmer sig blasfemi, men de fleste ’Game of Thrones’-sæsoner svinger efter min opfattelse i såvel underholdningsværdi som kvalitet. Med det svimlende store univers maler forfatterne David Benioff og D.B. Weiss sig indimellem op i et hjørne, hvor hele afsnit føles som bindeled, der skal holde os opdateret om fortællingens utallige fortælletråde og karakterer. Starten på den nye sæson er et godt eksempel – et lidt fodslæbende åbningsafsnit blev afløst af en eminent episode 2.
De sublime afsnit kompenserer i rigt mål for de jævne, fordi man holder af de fleste af karaktererne (eller hader dem af et godt hjerte), og man kan selvfølgelig ikke forvente, at alle afsnit er dramatiske som et Red Wedding.
Men det er interessant, at ’Game of Thrones’ har nået en position, hvor det ikke længere handler om kvaliteten af det, vi ser på skærmen. Dyrkelsen af mytologien og spekulationerne om karakterernes fremtid lever videre uden at lade sig påvirke synderligt af sæsonernes lavpunkter og stedvise middelmådighed.
Det gør ’Game of Thrones’ til noget så sjældent i nutidens medielandskab som perfekt watercooler-tv, og jeg er næppe den eneste, der har en uudslukkelig lyst til at snakke om og høre andre snakke om serien. Jeg elsker fanteorierne, jeg har ikke kunnet få nok af diskussionen om Jon Snows potentielle genoplivning det seneste års tid, jeg følger med i HBO’s nye eftershow-program ’After the Thrones’, og jeg mæsker diverse comedy-takes i mig (som denne nye fra Funny Ha Ha om hvordan relationen mellem boglæserne og serieseerne pludselig er vendt på hovedet). ‘Game of Thrones’ handler mindst lige så meget om fællesskabet som om 50 minutters tv én gang om ugen.
Serien – og George R.R. Martin – udnytter mulighederne for fandyrkelse til det fulde. Cliffhangeren med Jon Snow stammede fra bøgerne, men det er også et brillant markedsføringstrick. Millioner af mennesker har i månedsvis diskuteret, hvor død han var, og selv medier, der aldrig før har beskæftiget sig med serien, er nu hoppet på. Jeg tror, jeg er faldet over de første 40 artikler, der handler om, hvorfor du bør se ’Game of Thrones’, selvom du normalt ikke er til fantasy.
Nogle gange er det bare svært at få indfriet forventningerne, når man først har smidt benene op i sofaen mandag aften. Og midt i al hypen vil jeg minde om, at vi stadig skal kunne se kritisk på serien som serie. Men samtidig, siger jeg til ’Game of Thrones’ hver uge, ved jeg godt, at det ikke er dig, men mig.
Jeg vil have så meget fra ’Game of Thrones’, at serien umuligt kan løfte det alene. Har andre det på samme måde, er her tre tips til udenomsgameofthroneslige affærer:
’After the Thrones’
AMC har haft succes med meta-programmer, der efter ugens afsnit af serier som ’Breaking Bad’ og ’The Walking Dead’ diskuterer aftenens hændelser, ofte med deltagelse fra serieskaberne eller skuespillerne selv.
I år har HBO så lanceret en pendant, ’After the Thrones’ med de erfarne podcastere og snakkehoveder Andy Greenwald og Chris Ryan, der livfuldt, intelligent og humoristisk dykker ned i nørderierne med kompetente gæster og illustrative eksempler undervejs.
Podcasts
En imponerende række podcasts er dedikeret det ene formål at dissekere ’Game of Thrones’ efter hvert afsnit. Nerdette har ’Nerdette Recaps Game of Thrones with Peter Sagal’, folkene bag de famøse honest trailers, Screen Junkies, laver deres ’Watching Throne’ og Entertainment Weekly har ’Game of Thrones Weekly’, der både taler om det, som sker foran og bag kameraet. Man kan have ’Game of Thrones’ i ørene hele ugen.
Vores egen Mathias (Three-Eyed) Rav(e)n
Ananas i egen juice, beklager. På amerikanske sites kan man læse recaps af ugens afsnit, og nogle af skribenterne, som Al Sepinwall hos Hitfix, er i verdensklasse. Men også herhjemme er der et glimrende bud på en recapper, nemlig vores egen Mathias Ravn, der kan ’GoT’-universet på fingerspidserne, formår at se og fremhæve de dybere lag, så teksten løfter sig over det gængse anmeldelsesniveau, og også tør gå kritisk til værks.
Læs hans tekst om afsnit 2 i den nye sæson.
Læs også: ‘Game of Thrones’ sæson 6 afsnit 1 – er den røde kvinde menneskehedens sidste bastion?