’Den lille prins’: Charmerende filmatisering af elsket børnebog
Hvordan filmatiserer man en af de mest elskede børnebøger nogensinde? En bog, der er oversat til flere end 250 sprog og er solgt i mere end 145 millioner eksemplarer. En bog, hvis visdom og illustrationer jævnligt bliver citeret i alt fra konfirmationstaler til tatoveringer.
Tatoveringerne er selvfølgelig illustrationen fra Antoine de Saint-Exupérys ikoniske mesterværk fra 1943, ’Den lille prins’, hvor bogens fortæller håndtegner en kvælerslanger, der har slugt en elefant. Helt fejlagtigt synes alle de voksne dog, at det ligner en hat. Derfor tegner fortælleren det indvendige af slangen for tydeligere at illustrere fordøjelsesprocessen, fordi »de voksne skal altid have alting forklaret«.
’Den lille prins’ er fortællingen om en pilot, der nødlander i Saharaørknen. Her stifter han bekendtskab med en lille prins, der i fortvivlelse over sin krævende rose har forladt sit hjem, asteroiden B612, hvorfra man kan se hele 44 solnedgange på én dag. Det er en fortælling, der med sin perfekte balance mellem allegori, filosofi og naivitet nok kan tælle flere voksne fans end børn.
Instruktøren bag det nye forsøg på en filmatisering, Mark Osborne, løser den store udfordring ved at sætte historien om den lille prins ind i rammefortælling. Den lille prins er altså trådt i baggrunden til fordel for en lille, unavngiven pige, der under ledelse af sin diktatoriske mor kæmper en brav kamp hen over sommerferien, så hun kan komme ind på drømmeskolen. »Der er 76.320 minutter på 53 dage, og de skal fyldes ud med meningsfuld forberedelse«, siger moren, mens hun hænger en kalender op med så mange detaljer, at selv de næste mange års fødselsdagsgaver står beskrevet.
Et brag, et hul i huset og en snurrende flypropel får heldigvis afbrudt den rimelig tørre sommerferie og starter samtidig mødet mellem pigen og en gammel excentrisk nabo. En nabo, der viser sig at være en pilot, som i en ung alder styrtede ned i ørkenen og blev venner med en lille prins. Herfra fodres vi med livsvisdommen om, at vi skal huske at blive til nogen, før vi kan blive til noget, for nu at citere The Minds of 99.
Bogens allegoriske og filosofiske natur gør det unægtelig svært at oversætte beskrivelserne til levende billeder. Men det er en opgave, som Osborne og animationsfolkene bag til fulde forstår at løfte med den enkelte, men effektive genistreg at lade fortællingen om den lille pige udspille sig i en CGI-animereret verden, som vi kender den fra Pixars film, mens eventyret om Den lille prins er stop-motion-animeret med dukker og papir og så meget kærlighed, at magien og melankolien fra bogens illustrationer bliver håndgribelige.
Men selvom fans af bogen roligt kan glæde sig over filmens visuelle udtryk, er handlingen en anden sag. Skal man opfinde sin egen fortælling uden om den nok bedste børnebog, der nogensinde er skrevet, skal det være, fordi man føler, at rammen kan tilføje noget nyt.
Desværre minder det mest om en skuffende lagkage, hvor hvert lag smager af det samme og egentlig blot understreger laget under det. Måske fordi »de voksne altid skal have alting forklaret«. Den lille prins skal lære at elske og sige farvel sin rose. Piloten skal lære det samme med den lille prins. Og pigen det samme med piloten.
I forhold til hvor tro filmen faktisk er over for det originale værk, kommer det som en slem overraskelse, da filmen i sidste akt kaster sig ud i en disneyficeret overfortolkning af, hvad der skete med prinsen efter bogens slutning. Det grænser næsten til det blasfemiske at brygge videre på prinsens rejse! Det er jo netop bogens åbne slutning, der har gjort det svært for læsere verden over at sige farvel til den lille prins.
Selvom rammefortællingen gør, at filmen mere føles som en hyldest til bogen end en egentlig filmatisering af den, har den ikke desto mindre et budskab, der i vores produktionssamfund med kvoter og reformer er mere relevant end nogensinde før. Kombineret med gakket opfindsomhed og et mesterligt stop-motion-univers gør det filmen til en charmerende oplevelse.
Kort sagt:
’Den lille prins’ er en smuk hyldest til den ikoniske børnebog, men overskygges til tider af tunge budskaber, der taler ned til de voksne fans i forsøget på at modernisere de universelle temaer om kærlighed og venskab for børnepublikummet.