’Det spritnye testamente’: Gud findes, men meningen mangler
10-årige Ea bor i en lejlighed i Bruxelles. Hendes far er en kvabset, aggressiv gammelpot og hendes mor en underkuet kvinde, der hver eneste dag stiller en ekstra tallerken frem. Hun håber på, at Eas storebror Jesus en dag vender tilbage.
For Eas far er Gud, men ikke en barmhjertig en af slagsen. På sit mørkebrune kontor i tusind meters højde sidder han på sin forældede computer og gør livet surt for verdens indbyggere. Guds vrede stammer fra hans kedsomhed, og for sin egen underholdnings skyld laver han universelle regler om, at syltetøjsmaden altid skal lande med syltetøjssiden ned ad, og at den anden kø altid skal gå hurtigere.
Ea vil sætte en stopper for sin fars tyranni. Med gode råd fra sin storebror, der selv gjorde oprør mod sin far med et budskab om næstekærlighed, vælger hun sammen med seks apostle at skrive et nyt testamente og fratage Gud hans magt ved at afsløre hele befolkningens dødsdato. Men hvordan kan det frigøre menneskene at vide, hvornår de skal dø?
Den eksistentialistiske belgiske filminstruktør Jaco van Dormael slipper med ’Det spritnye testamente’ alle hæmninger med sin fortælling om menneskets frie vilje. Tonen var en anden, men budskabet i samme luftlag i hans amerikanske gennembrud ’Mr. Nobody’ fra 2009 med Jared Leto, hvor livet viste sig at være fuld af muligheder, så længe man ikke valgte nogen af dem.
’Mr. Nobody’ var et svimlende stort værk om at være til, mens ’Det spritnye testamente’ holder sig til en let, humoristisk og legesyg form. Giraffer vandrer rundt i gaden, en svævende skeletfisk synger ’Beyond the Sea’, og en fritgående hånd løber på skøjter til Händels Arie. Det er den ultimative frigørelse fra frygt, normer og fysikkens love, spækket med originale indfald, hvor vejen ud af en vaskemaskine repræsenterer Guds jordiske fødsel, og en præst straffer Gud for hans hovmod i et omvendt tilfælde af hybris.
Men mens Gud (en veloplagt Benoît Poelvoorde) jagter sin datter rundt i gaderne og taber en syltetøjsmad (gæt hvilken siden den lander på), en kvinde forelsker sig i en gorilla, og Guds symbolske død bliver menneskehedens frigørelse, så virker det hele… ja, meningsløst.
Budskabet bliver nemlig leveret med sådan en alvor og ensidighed, at det overskygger den anarkistiske lethed. Centralt i Dormaels film står forelskelsen, og det hæmmer den. Hans syn på kærligheden er nemlig uinspirerende – i en film om menneskets frigørelse virker det falskt at gøre kærligheden til altafgørende katalysator for lykken.
Den unge Pili Groyne, der spiller Ea, kan i al sin bedårende rebelskhed ikke bære så tungt et budskab på sine små skuldre. Hun fremstår udtryksløs, når hun fortæller sine apostles historier, og mangler det afgørende dramatiske nærvær.
Ligesom Ea savner apostlene intensitet og nuancer i spillet. Man kommer aldrig rigtigt tæt på den unge apostel Aurélies indre liv, men får bare forklaret, at hun har komplekser over at mangle sin ene arm og være eftertragtet af mændene omkring hende, og det samme gælder apostelkollegaen François, hvis mordertrang forsvinder pure, da han bliver, ja, forelsket.
Det gør Dormaels ellers festlige og lattervækkende fortælling til en i sidste ende hul oplevelse.
Kort sagt:
Benoît Poelvoordes slapstick-Gud og den originale historie kan ikke overskygge meningsløsheden i Jaco van Dormaels ’Det spritnye testamente’.