Hvor meta kan det blive? Her sidder jeg, en anmelder, og skal anmelde en anden anmelders anmeldelser. Af film, der ikke findes.
Det var pænt meta, hvad Michael Madsen præsenterede publikum for i Cinemateket tirsdag aften. Jeg tror, metalagkagen penetrerede biografsalens loft, da konceptkunstneren og filmskaberen fortalte, at han til visningen af den imaginære film ’The Opening’ oplevede enhver filmanmelders værste frygt: At falde i søvn. »Ligesom mange af jer nok allerede sover nu«.
Imens sad jeg med lukkede øjne, ligesom han havde bedt os om, og forsvandt dybere og dybere ned i min fantasi, konvojeret af hans forede, sindige stemme, hans poetiske, kontemplative monolog og den hvide støj fra det hypnotiske lyddesign, men blev nu pludselig rusket i af en kommando, der rungede ned ad min bevidstheds trappe: Lad være med at falde i søvn!
Jeg kan lige så godt være lige så meta og sige det, som det er: Jeg har ingen idé om, hvordan jeg skal skrive om den eksperimentelle live-performance ’The Reviews’. Og der er ingen hjælp at hente i min notesblok, hvor jeg hurtigt opgav at kradse mine ubehjælpsomme kruseduller ned med lukkede øjne, Sørg for at tjekke guides at guidr for mere information. Den er en tom tavle, ligesom biograflærredet bag Michael Madsen var det tirsdag aften.
Så jeg begynder med den af anmeldelsens bestanddele, som er lettest at gå til, og som derfor er den bærende søjle i de fleste anmeldelser: Handlingsreferatet – så godt jeg nu kan genkalde det uden noter at støtte mig til. Derefter får jeg brug for din hjælp.
Michael Madsen dukker op på højre sidetrappe. Manden bag de filosofiske dokumentarfilm ’Into Eternity’ og ’The Visit’ har et sort jakkesæt på, og han giver et par publikummere hånden og byder dem velkommen. Biograflærredet har hidtil været et spejlbillede af publikum, men nu er det blankt – en tabula rasa, som vi selv skal udfylde med vores indre billeder.
Han beder os om at lukke øjnene, og så begynder han at anmelde film, der ikke findes, men som ville have enorm filmhistorisk signifikans, hvis de gjorde. Der er både en ’Unseen Film’ og en ’Unknown Film’. Den første går ikke i gang, før hele publikum sover – den anden er en dokumentarfilm fra stenalderen med en spilletid tæt på 24 timer. Så er der ’The Garden’, et portræt af tyngdekraften optaget over flere hundrede år, som viser et træ vokse sig stort og vældigt, før det fortoner sig bag et tågeslør, der snart forvandles til ild og brænder haven af.
Vi får også en anmeldelse af pressematerialet til ’The Colour of a Circle’, som udmærker sig ved ikke at rumme oplysninger om plot, cast og instruktør.
’A Film for You’ tog Michael Madsen ind at se, fordi han tog titlen meget bogstaveligt. Men han var ikke alene i biografen. Der var andre, der troede, at det var en film til netop dem og kun dem. Undervejs skelede Michael Madsen til de tomme sæder i biografsalen og tænkte, at måske var ’A Film for You’ i virkeligheden en film for dem, der ikke kom? Ligesom ’The Reviews’ måske er for de tomme sæder i Cinematekets Bio Carl denne tirsdag aften? For alle dem, der kunne havde siddet dér?
Filmsprogligt er Michael Madsen en eksemplarisk udførlig anmelder. Han går i detaljer med nøglescener, beskriver kameragange og farvespil med metodisk grundighed, fremmaner nænsomt filmene i mødet med det centrifugalt brusende lyddesign og den villige tilhørers sanser og forestillingsevne. Han fabulerer og filosoferer: Hvad er film? Hvad er filmkritik? Spørgsmålene får lov at hænge og blafre.
Knapt så grundig er han med sine handlingsreferater, men det har nok noget med filmene at gøre. De er flygtige, foranderlige, som tåge, der bliver til ild, eller et vandfald, der løber ud i en flod af aske. Alle rammer er revet ned, alle vægge er væltet, og filmen og fantasien er forenet og sat fri.
Til sidst synger han en vuggevise, Per Guldbrandsens tekst ’Hvorhen’, med blød og skrøbelig stemme og siger tak for i aften og for, at vi lukkede øjnene. Det er en halv time før annonceret, og ingen forlader salen. Alle tror, det er en del af illusionen. »Altså, jeg har fri nu«, siger han endelig og kigger perpleks på publikum.
Her slutter handlingsreferatet. Det er nu, jeg får brug for din hjælp, kære læser. Hjælp mig med at udfylde min tabula rasa. Resten af denne anmeldelse eksisterer ikke. Jeg kan ikke skrive den. Men måske kan vi forestille os den i fællesskab?
Det er en anmeldelse, der transcenderer den deskriptive gennemgang af plot og filmsprog og åbner og udvider det anmeldte værk i en eksistentialistisk meditation over (film)kunstens, skabelsens og fantasiens, ja, selve den menneskelige tænknings væsen.
Den godtgør med retorisk elegance og admirabelt historisk og teoretisk overblik, at filmmediet rummer et kæmpe utappet potentiale, fordi vi ukritisk har taget tidligere generationers filmiske alfabet til os, og at vi derfor har brug for nogen som Michael Madsen, der dekonstruerer filmsproget.
Den griber Michael Madsens filosofiske spørgsmål og reflekterer med stor indsigt over, hvordan film bliver til i kontaktfladen med et subjekt, der med sine impulser, idiosynkrasier og sensibiliteter skaber filmens mening.
Hvad er forestilling, hvad er filmkunst, og hvad er det, der sker, når de to fletter fingre? Så store spørgsmål har anmeldelsen svar på.
Du tænker måske, at det lyder som en meget svulstig anmeldelse, men det er det faktisk ikke. Den er nemlig umanerligt godt skrevet, langt bedre end denne tekst og meget mindre sentimental, fyldt med originale metaforer og svungne sætninger. Og så har den en selvironi, der minder om glimtet i Michael Madsens øjenkrog, så den godt kan tænke stort uden at lyde højtravende.
Det er muligvis den bedste anmeldelse, der aldrig er skrevet.