’Urmageren’: Forudsigelig film om Hitlers næsten-nemesis
13 minutter. Så tæt på var modstandsmanden Georg Elser (Christian Friedel) fra at slå Hitler ihjel i 1939. Var Hitlers planer ikke blevet ændret, og han var blevet lidt længere i ølhallen Bürgerbräukeller i München, hvor han holdt tale, havde vi formentlig undgået Anden Verdenskrig, jødeudryddelse, blodsudgydelse og et smadret Europa.
’Urmageren’ fortæller historien om den pacifistiske tømrer og musiker Elser, der på egen hånd gør oprør mod Nazi-Tyskland ved at bygge en bombe, som han altså næsten lykkes at ramme Hitler med.
At attentatet mislykkes, er der som bekendt ingen tvivl om, så efter en virtuos bombeplantningssekvens lægger filmen ud med, at Elser bliver taget til fange af politiet og identificeret som attentatmanden. Spændingen består i, om Elser kan overbevise Gestapo-lederen om, at han har handlet på egen hånd – fra Berlin lyder ordren på tortur, indtil han afslører bagmændene.
Og endnu værre: Politiet truer med at lade Elsers modvilje gå ud over hans kæreste, Elsa (Katharina Schlütter). Hvad hun betyder for ham, får vi at vide gennem en række lange flashbacks, der også forsøger at forklare, hvad der har fået den unge upolitiske kvindebedårer – i en tidlig scene overlader han et barslagsmål med nationalsocialisterne til sine venner, mens han forfører en gift kvinde udenfor – til at gå så radikalt til værks.
Svaret er ikke så overraskende, at nazisterne er nogle lede svin, hans kommunistvenner bliver sendt i tvangslejr, og hans familie og naboer i landsbyen får stadig dårlige levekår.
I det hele taget er der ikke så meget overraskende i den tyske instruktør Oliver Hirschbiegels biopic. Hirschbiegel har haft skiftende held (blandt andet ‘Diana’ floppede grumt) siden sit gennembrud med ’Der Undergang’ i 2004, så det er forståeligt, at han vender tilbage til den genre, han mestrer. Men modsat ‘Der Untergang’, der var kontroversiel i sin måde at skabe sympati for Hitler, er ‘Urmageren’ forudsigelig, glat og uden nuancer i karakterportrætterne.
Historien om attentatet er spændende, filmen er flot skruet sammen, og Christian Friedel er en dragende skuespiller. Scenerne i arresten er – trods nogle lovlig torturpornografiske scener – langt mere interessante end den sentimentale forhistorie, der får alt for meget plads og stadig aldrig kommer ind bag huden på karakteren Georg Elser.
Jeg ville hellere have haft en forklaring på, hvorfor naziregimet ventede fem år med at henrette Elser og gav ham særbehandling i koncentrationslejeren.
Der er produceret så uendeligt mange Anden Verdenskrigsfilm, at det kræver en god portion originalitet for at bede publikum betale for at se endnu en. At det godt kan lade sig gøre, beviser nyere mesterværker som Pawel Pawlikowskis ‘Ida’ og Lazlo Némes’ ‘Sauls søn’ samt Martin Zandvliets ‘Under sandet’. Ved siden af dem føles ‘Urmageren’ som en uambitiøs tv-film.
Men modsat et hav af Hollywood-film taler karakterne i det mindste tysk!
Kort sagt:
Oliver Hirschbiegels portræt af modstandsmanden Georg Elser, der stod bag et mislykket attentat på Hitler i 1939, er en standard biopic på godt og ondt. En flot eksekvereret og velspillet historielektion, men også forudsigelig, unuanceret og sentimental. Kan anbefales til interesserede i Nazi-Tyskland, men ikke til interesserede i original filmkunst.