’Bjerget’: Israelsk debutant tegner stærkt, særegent kvindeportræt
Med sit smukke, brede marmoransigt vandrer Tzvia (Shani Klein) hvileløst omkring blandt gravstenene på Oliebjergets kirkegård i Jerusalem. Hvem er denne kvinde i den tunge frakke med de triste øjne? Dét er og forbliver spørgsmålet i Yaelle Kayams stilfærdigt særegne debutfilm ’Bjerget’; en dansk-israelsk co-produktion.
Tzvia bor sammen med sin mand Reuven og parrets fire små børn i et gammelt, grottelignende hus i udkanten af kirkegården på Oliebjerget; et religiøst mytologisk og kulturhistorisk signifikant sted. For foden af bjerget ligger Getsemane have, og selve den jødiske kirkegård er den ældste, stadig aktive af sin slags. Som ortodokse jøder ser Tzvia og Reuven det som et slags privilegium at bo lige præcis her. Han er en velanset og fremadstormende yeshiva-underviser, mens hun er hjemmegående husmor. Men de uendelige stakke af opvask og grydefuld på grydefuld af sammenkogte retter, sender efterhånden Tzvia til tælling. Hun keder sig og er noget så forbandet ensom. Ikke så mærkeligt, når naboerne, lige så langt øjet rækker, er gravsten.
’Bjerget’ er en eksistentiel vandring sammen med Tzvia blandt gravstenene. Det er, som om døden og vinden og de ensartede, sandfarvede gravsteder på bjergets skråning er et hånligt ekko af Reuven og Tzvias kuldsejlede ægteskab. Han vender dødkøligt skulderen til hende i sengen. Er træt. Overbebyrdet af arbejdet med de religiøse skrifter. Hun hungrer efter varme og fysisk kontakt. Sex, simpelthen. Det er et forhold på direkte kollisionskurs.
På en af sine mange, ensomme gåture, møder hun den flinke Abed. Han er kirkegårdens palæstinensiske opsynsmand, og de to veksler et par venskabelige ord over en cigaret. Men kan hun overhovedet tillade sig den frihed som ortodoks kvinde i et ægteskab? Reuven misbilliger i hvert fald mødet.
Ved nattetid ynder hun at snige sig ud af ’grotten’, rulle en cigaret og ryge den i smug. Endnu en last og side af sig selv, hun skjuler. Den hemmelige stund afbrydes imidlertid af et aparte optrin: I et afsides hjørne af kirkegården ser hun et par dyrke højlydt sex oven på et gravsted. Det viser sig snart, at farlige alfonser og fulde prostituerede har gjort varigt indtog. Og Tzvia, ja, hun er så fascineret og nysgerrig, at hun tropper op med gryderetter til nattens børn aften efter aften.
Vil Tzvia prostituere sig, indlede en romance med Abed eller måske bare flytte til Tel Aviv, hvor der er et velfungerende og levende fællesskab af ortodokse jøder? Den debuterende Yaelle Kayam sætter ingen svar i sten. Hun er tydeligt mere tiltrukket af det komplekse kvindeportræt. Takket være Shani Klein i rollen som den uudgrundelige Tzvia, bliver det et både vellykket og mangefacetteret portræt. Dagligdagens køkkenarbejde gentages rutinemæssigt – som en kærlig hilsen til Chantal Akermans banebrydende kvindeportræt ’Jeanne Dielman, 23 quai du Commerce, 1080 Bruxelles’. Og Klein påkalder sig på naturligste vis kameraets opmærksomhed i alt, hvad hun foretager sig: hakker løg, ruller cigaretter, stryger tøj, vågner fra nattens søvn. Hun er en fabelagtig skuespillerinde.
Med scenen sat på kirkegården på Oliebjerget i Jerusalem blandt ortodokse jøder, prostituerede og deres alfonser, en koreansk turist på pilgrimsrejse til poeten Zeldas grav og en charmerende palæstinenser, vejer filmen også tungt til den allegoriske side. Ud over Tzvia møder vi udelukkende arketyper. Kontrasterne springer for meget i øjnene og den psykologiske dybde hos alle andre end hende, udebliver. Det er ærgerligt.
Kort sagt:
Som identitetssøgende, mørkt kvindeportræt er ’Bjerget’ en på alle måder fornem debutfilm båret frem af Shani Kleins magnetiske præstation i hovedrollen. Yaelle Kayam kunne med fordel have skåret al unødig, allegorisk fedt af historien.