‘O.J.: Made in America’: Et monumentalt mesterværk, der ryster dig i din grundvold
Som hvid mand i Danmark har race ikke fyldt noget særligt i mit liv. Det er en forkælet, men sand naivitet, som jeg faktisk deler med den yngre O.J. Simpson, der af hele sit hjerte ønskede og til dels lykkedes med at være farveløs.
Men efter at have set den fremragende dokumentarserie ’O.J.: Made in America’ – og den i øvrigt også fremragende fiktionsserie ’American Crime Story: The People v. O.J. Simpson’ – står ét citat ualmindeligt stærkt tilbage:
»Der findes ingen større fortælling i det amerikanske samfund end den om race«.
At åbne og nuancere denne fortælling om race i USA – også for den danske seer – er instruktør Ezra Edelmans triumf. Og han gør det med en monumental vision, hvis lige skal findes i tilsvarende mestres mastodontprojekter som Claude Lanzmanns ni timer lange Holocaust-helvede, ’Shoah’.
Vi er oppe i samme høje luftlag med ESPN’s dokumentarserie, ’O.J.: Made in America’, der er fortalt i fem dele, som hver især kan opleves som fuldt udviklede og afrundede spillefilm. Og de næsten otte timer føles ikke som et sekund for meget, særligt ikke, fordi de er lavet med et så utroligt dramaturgisk overblik, der udlægger historien, som var det en minutiøst konstrueret fiktion.
Projektets fascinationskraft skyldes selvfølgelig også manden i midten, den afroamerikanske football- og Hollywood-stjerne O.J. Simpson, et af de mest karismatiske og charmerende mennesker, der har betrådt denne jord siden Jesus Kristus.
Men O.J. var også Satan. En systematisk wife beater og med al sandsynlighed (ifølge dna-beviser: én til et højt antal milliarder) rovmorder af sin eks-hustru Nicole (der var mor til to af hans børn) og den komplet tilfældige unge mand, Ron Goldman.
Det interessante ved O.J. er dog, at han blev et symbol på noget større. På den amerikanske drøm, den amerikanske helt, der faldt fra tinderne og som skæbnens ironi blev en afroamerikansk talisman, selvom han det meste af sit liv havde underkendt og endda transcenderet spørgsmålet om race.
»Jeg er ikke sort, jeg er O.J.«, blev en catchphrase for ham, ytret første gang i 1968, da han nægtede at tilslutte sig borgerrettighedskampen anført af blandt andre Muhammed Ali og andre sorte sportsstjerner.
Men som vi ved fra den græske tragedie, rammer straffen desto hårdere, jo mere du fornægter din identitet og skæbne. Og således ender O.J.’s himmelflugt med at blive en tragedie om race i USA fyldt med meningsløs vold og død.
Edelman er bevidst om, at alle tragedier begynder langt inden det fatale point of no return. I det her tilfælde altså langt før O.J.’s involvering i den mordsag, der skulle blive den mest mediedækkede nyhedshistorie i moderne amerikansk historie.
De to første dele beretter derfor om O.J.’s barn- og ungdom – fra ghetto til NFL – hvor venner fra tiden giver rørende indblik i det charmerende mysterium, som O.J. var helt fra begyndelsen. Alt sammen sømløst forenet med gyldne arkivoptagelser fra Los Angeles og diverse football-stadioner i 60’erne og 70’erne.
I disse afsnit står det klart, at O.J. ikke var en psykopat fra begyndelsen. Han satte altid sine venner, familie og medspillere over sig selv. Han var en enestående individualist, men dybest set en holdspiller.
Således giver man sig hen til drømmen om, at manden var en slags moderne Kristus – og endnu værre: At han da umuligt kan være morder. Edelman formår helt afgørende at hensætte sin seere i den samme trance – af flere venner kaldet »O.J.-effekten« – som det meste af den amerikanske befolkning.
Så meget desto hårdere rammer de bestialske realiteter én i de senere afsnit. For på et tidspunkt derinde midt i al lykken og hæderen bliver et monster skabt. For øjnene af os og hele verden uden, at vi præcist kan bedømme hvornår og hvorfor.
Realiteterne tøver Edelman dog ikke med at udpensle. Han går hele vejen og viser elegante rekonstruktioner af ’vredens nat’, den 12. juni 1994, samt detaljerede billeder fra gerningsstedet. Og den gru, billederne afføder, er uafrystelig.
Afsnit 3 og 4 er et retssalsdrama, som skildrer det, der i sandhed er århundredets sag, The People v. O.J. Simpson. Retssagen har alt: Uventede drejninger, som selv ikke den bedste forfatter kunne have skrevet, og et hav af mere eller mindre geniale og vanvittige advokater.
Groft sagt fokuserede anklageren på de utvetydige DNA-beviser samt det faktum, at Simpson var en voldelig hustrumishandler, altså at der var et motiv. O.J.’s stjernedyre forsvarer havde dog fornemmet, at Rodney King-sagen stadig ulmede friskt i særligt den afroamerikanske befolknings erindring. Deres forsvar gik kort og godt ud på, at sorte igennem hele USA’s historie var blevet undertrykt og mishandlet af White America – og at O.J. var blevet offer for en ond, racistisk konspiration af LAPD.
Forsvarerne opfandt og spillede ’racismekortet’, hvilket om muligt medførte en endnu dybere splittelse mellem hvid og sort. »77 procent hvide tror, Simpson er skyldig. 72 procent sorte tror, han er uskyldig«, lyder det i filmen.
Så hvis man som jeg er overbevist om, at O.J. er skyldig, er det så sund fornuft, eller slet og ret fordi man er hvid? Og kan man tillade sig at hævde, at det var tåbeligt at frikende O.J.. uden at fornærme afroamerikanere groft?
Sådanne spørgsmål – som det lykkes sagen og serien at fremprovokere – er grundvoldsrystende, og de rystede da også det amerikanske samfund for bestandig. I dag oplever man fortsat, hvor ustabilt fundamentet står, når sager som den i Ferguson opstår.
O.J.’s fortælling om misogyni og racisme har derfor akkurat lige så stor betydning, som den havde dengang, for der er øjensynligt stadig så store skel i samfundet mellem sorte og hvide – og mænd og kvinder for den sags skyld – at ingen kan tillade sig at lukke øjnene.
Sidste afsnit viser, hvor O.J. befinder sig i dag – for historien sluttede ikke i 90’erne – og understreger, at ordet mesterværk er et ord, man ikke kan komme uden om, når man skal beskrive serien om den tragiske amerikanske helt, Orenthal James Simpson.
Kort sagt:
Den ekstremt dybdegående dokumentarkrønike om O.J. Simpson er et monument over menneskelig storhed og fald og amerikansk historie og kultur i det 20. århundrede. Det er ’The Jinx’ møder ’Making a Murderer’ møder ’To Kill a Mockingbird’ møder nutidens debat om ligestilling mellem kønnene. Alt sammen blandet i en cocktail, der for altid vil nuancere dit forhold til det amerikanske samfund og dets største fortælling: Tragedien om race.