Patricia Clarkson har en gang i et interview udtalt, at den eneste selvhjælpsmanual, hun har brug for i sit liv, er en flaske whisky – og i sværere tilfælde en joint.
På flere måder passer det glimrende med mit billede af Clarkson. Der er noget lettere intimiderende over hende, eller som Beyoncé ville sige: Hun er fierce!
Og det er jo ikke, fordi hun – Clarkson, altså – ikke kunne have brug for et selvhjælpsboost en gang imellem med tanke på de frustrationer, der må være forbundet med at være en 56-årig skuespillerinde, hvor de interessante kvinderoller ikke ligefrem står i kø. At det heller ikke var særskilt nemt for hende at score de gode roller for hverken 10, 20 eller 30 år siden hænger måske sammen med, at hendes udstråling er mere kompleks end stereotypt sexet.
Med andre ord: Det er godt, hun har en whiskyflaske ved hånden!
Patricia Clarkson debuterede i 1987 i Brian de Palmas ’The Untouchables’ (som Kevin Costner-karakteren Elliott Ness’ kone), men fik først et reelt kritikergennembrud i 1998 i Lisa Cholodenkos ’High Art’, der handler om en kvindelig model – Syd – der ved et tilfælde bliver suget ind i en lettere falmet kvindelig fotografs – Lucy – verden og efterhånden indleder et både professionelt og seksuelt forhold til hende. Typisk for Clarkson spiller hun hverken rollen som Syd eller Lucy, men derimod Lucys heroinafhængige kæreste, Greta, en tyskfødt skuespillerinde, der vel nok har set bedre tider.
Clarkson stjæler samtlige scener, hun er med i uden, at hun behøver at anstrenge sig. Faktisk: Jo mindre hun anstrenger sig, jo mere fascinerer hun. Og apropos det tyske: Bemærk lige ligheden mellem Clarkson som Greta og Marlene Dietrich i dennes storhedstid!
Rollen i ’High Art’ åbnede døren til roller i kommercielle film såsom ’The Green Mile’ og prestigeproduktioner med den rette bismag af indie såsom Sean Penns ’The Pledge’ og Todd Haynes’ ’Far From Heaven’.
I sidstnævnte er hun hjerteknusende god som forstadsnaboen, der viser omsorg og overskud i forbindelse med sin gode venindes ægteskabelige og identitetsmæssige skærmydsler. ’Far From Heaven’ (2002) er ubetinget Julianne Moores film, men Clarkson giver Haynes’ på grænsen til stiliserede film et bankende hjerte og et skær af empati, der gør filmen (og dens publikum) godt.
Det er nok hævet over enhver tvivl, at Clarkson havde sin storhedstid (medmindre den endnu er os til gode!) i 2002-03. Hun var fremragende i ’Spotlight’-instruktør Tom McCarthys indie-komediedrama, ’The Station Agent’, hvor hun spiller en mor, der har mistet sin søn. Scenen, hvor hun deler sin smerte og sit syn på livet med Peter Dinklages karakter, dværgen Finbar, er særligt fornem, et definitivt Oscar moment i en parallelverden, hvor værdien af menneskelig genkendelse og blotlægningen af åbne sår er det, der tæller.
Nå, men udover at medvirke i Lars von Triers ’Dogville’ – hvor hun i en intens scene får Nicole Kidmans Grace til at græde – blev hendes annus mirabilis fuldt cementeret med ’Pieces of April’, der gav Clarkson – i hård intern konkurrence med sig selv (for ’The Station Agent’)! – en Oscarnominering. Clarkson er ikke bare rørende i rollen som en mor med brystkræft, hun er også genuint morsom. Og så får hun tilsyneladende Katie Holmes til at slappe så meget af, at denne leverer sin vel nok fineste stund nogensinde foran et kamera i scenerne sammen med Clarkson.
Succesårene i første halvdel af 00erne blev også slået fast på tv-fronten. Hun gæstespillede i rollen som mor Ruths søster, tante Sarah, i Alan Balls uovertrufne peak-HBO-serie ’Six Feet Under’, hvor hun på forrygende vis rammer seriens mørkt-komiske tone lige på kornet.
Sarah er en tidligere Allen Ginsberg-hangaround, der hvert år arrangerer oplæsninger af beatpoetens generationsdefinerende langdigt, ’Howl’, i sin hytte i Topanga Canyon. Så har man vist med få ord fastslået hendes type!
Clarkson er fantastisk og vandt da også en Emmy i både 2002 og 2006 som bedste gæsteskuespillerinde i en tv-serie.
Årene sidenhen har ikke været helt så markante for Clarkson, der ofte må nøjes med ganske små roller. Udover en fint ramt cameo i ’Vicky Christina Barcelona’, kan man nyde hende – i små, men opkvikkende doser – i bl.a. ’Good Night, and Good Luck’ (som kollega/hemmelig kæreste til seks år yngre (!) Robert Downey Jr.), den småsløje Philip Roth-filmatisering ’Elegy’, ’Whatever Works’ (Woody Allen igen), ’Cairo Time’ og ’Shutter Island’.
Penge til at købe whisky af fineste klasse har hun fået for sin medvirken i ’The Maze Runner’-franchisen. Det er hende åh så vel undt.
Kunstnerisk skal to roller dog fremhæves fra de senere år: Rollen som den rummelige doktor Berman i ’Lars and the Real Girl’ og som mor Rosemary i den ret pragtfulde Emma Stone-(gennembruds)komedie ’Easy A’, hvor Clarkson er forbilledligt morsom i bl.a. nedenstående scene.
Indrømmet, akavede forælder-barn-samtaler om emnet er en ultra-klassisk trope i teen-komedie-land, men Stone og Clarkson ophæver det til en kunstart.
Det slår mig, at Clarkson har spillet ret mange mor-roller, men hvad er det man siger: It goes with the territory. Heldigvis er hendes hæse latter, dybe stemme og på en gang sarte og krøllede skønhed garanti for alt andet end gængse soccer mom-stereotyper.
Og sådan er det generelt med Clarkson: Hun skiller sig ud, selvom hun som regel kun får en håndfuld minutter per film til at fæstne sig i din bevidsthed.