Da jeg sidste år interviewede Michael Noer, talte vi en del om ’Pretty Woman’, ret meget faktisk, og om hvor fantastisk den egentlig er. Og den danske instruktør havde en drøm. At genindspille Garry Marshalls romantiske prostitutionskomedie med en rigtig levende narkoluder og en ægte afstumpet, socialt handicappet finansmand i stedet for Julia Roberts og Richard Gere, eller noget i den stil. Manuskriptet skulle dog være præcis det samme. I de efterfølgende dage gik jeg og spekulerede på, hvem der ville passe ind i rollen som Vivian Ward.
Reality rules dog knap så meget i mit hoved som i Michael Noers, og da jeg i øvrigt ikke kender nogen narkoludere, måtte jeg vælge blandt de skuespillerinder, der lige sprang frem i bevidstheden. Kate Winslet, for sød, Cate Blanchett, for stiv britisk overlæbe-agtig, for statuarisk, Chloë Sevigny, Tilda Swinton, for oplagte og for hipstere. Paprika Steen, for kendt til det her sted. Jeg skød det ud af hovedet. Lige indtil der landede en mail fra Soundvenue i min inbox: Skriv om en af verdens mest, intet mindre, underkendte aktive skuespillere.
Maskulin feminin
På skærmen foran mig var vores egen Mads Mikkelsen just i færd med at danse en yndefuld og ikke så lidt suggestiv, morderisk tango med altid kølige, altid elegant afmålte Gillian Anderson i tredje sæson af ’Hannibal’, det farverige sammenkog af nærmest samtlige Thomas Harris-romaner. Og et par måneder forinden havde jeg set selv samme Anderson i den mesterlige, britiske krimiserie ’The Fall’, hvor hun på fænomenal vis inkarnerer den maskulint feminine kriminalkommissær Stella Gibson, hendes usikkerhed, skrøbelighed, hendes benhårde vilje og hendes pragmatiske forhold til de mænd, hun nyder som petitfour til aftenkaffen. Det er et fantastisk og komplekst menneskeportræt, Anderson tegner af en kvinde, der slår næsten alle de mandlige noir-detektiver, inklusive Sarah Lund, på deres egen hjemmebane. Med en rodløs og rastløs melankoli. En prås gik op for mig: Er hun egentlig ikke ret underkendt?
Efterfølgende googlede jeg hende og fandt et videoklip på The Guardians hjemmeside, hvor den britiske avis havde bedt den amerikansk-britiske tv-stjerne om at tegne sit eget selvportræt. I klippet er hun dødsympatisk, men også nøgen. Uden make up. Uden et manuskript at camouflere sig bag. Og så er vi omsider tilbage ved Michael Noer og Pretty Woman. For der sad muligvis hans narkoluder, helt afskallet, stolt, ærlig og bramfri, værdig på en vidunderligt trash’et måde.
Hvorfor har hun aldrig fået lov til sådan noget eller sagt ja til den slags? Hun kan jo så uendelig meget mere end at være elegant melankolsk. Eller en rational, videnskabelig morakker som dr. Dana Scully, den karrieredefinerende rolle, der på en gang gjorde hende til en stjerne på de små skærme og syntes at besegle hendes skæbne. For hvorfor helvede er Gillian Anderson ellers ikke en af de største, med Oscar og Palme og what not på kaminhylden? Hvorom alting er, så rækker hendes ikke uanseelige talent altså langt længere end disse kølige politi- og videnskabskvinder.
Selvsikker fuck up
Efter en turbulent tidlig barndom pendulerende mellem USA, Puerto Rico og London flytter hun som 11-årig med sin familie tilbage til staterne, nærmere bestemt til Grand Rapid i staten Michigan. Hun er den eneste i byen, der er mærkelig, punk. En brite i USA. »Jeg var en selvsikker fuck up. Jeg tog stoffer og gik til koncerter, og jeg listede ud af huset, og jeg gjorde alle de oprørske ting, teenagere nu engang gør«, har hun fortalt hun i et interview til The Guardian.
Måske er det derfor, hun ikke virker super tilpas i buksedragten, da hele verden i 1993 kan se hende, blot 24 år gammel, i ’Strengt fortroligt’, der spiller ni sæsoner helt frem til 2002 og senere kaster to spillefilm af sig. I ni år er hun mere eller mindre synonym med Dana Scully, og sladderpressen rapporterer jævnligt om det skiftevis fjendtlige og romantiske forhold mellem Anderson og David Duchovny, der spiller den maniske, men charmerende agent, Fox Mulder, som for alt i verden vil finde sin søsters ekstraterrestriske kidnapper. Anderson bliver en tv-stjerne! Og som sin overtroiske agentkollegas sunde fornuft perfektionerer hun den melankolske videnskabskvinde (som dog i ’Strengt fortroligt’ vist nok ender med en alien i maven og et blødende moderhjerte). Og i år kunne man se det ikoniske makkerpar, Mulder og Scully, tone frem på skærmen igen igen i en – indtil videre – sidste, tiende sæson.
Gillian Anderson er dog aldrig rigtig blevet en filmstjerne. Det har ellers ikke skortet på tilbud. Og man kan diskutere, om ikke hun nærmere bare er kræsen end decideret underkendt. For sandheden er nok desværre bare den, at Gillian Anderson aldrig valgte Hollywood til.
For tretten år siden valgte hun derimod at flytte til London, og på BBC har hun optrådt i et hav af litterære filmatiseringer og så selvfølgelig i serie-mesterværket ’The Fall’. Men på filmfronten er der langt mellem snapsene. Og det er – hvis I spørger mig – egentlig synd. For hun kan altså, som i ’The Last King of Scotland’, give en særlig vilter energi til en film.
Fornuft og følelser
I slut-90’erne vælger Anderson den britiske mester Terence Davies, der som det måske eneste menneske på den vestlige halvkugle ikke har set ’Strengt fortroligt’, men som alligevel vil have hende til at spille hovedrollen i sin nye film. Hendes ansigt, hendes udstråling minder ham om en af 40’ernes elegante starletter. ’Munterhedens hus’ handler om en kvinde fra det bedre borgerskab i New York anno fin de scièle, hvor følelserne ligger i konflikt med fornuften. Noget lignende gælder øjensynligt også for Anderson selv. Hun har nemlig set alle Davies’ stemningsfulde skildringer af britisk arbejder-barndom, som ’Fjerne stemmer, stille liv’ og ’The Long Day Closes’. Og hun er fuldstændigt forgabt i den gamle mester. Hun vælger med hjertet.
”Gillian Anderson fra ’X-Files’ fremstiller denne egentlig forkælede og beskyttede Lily Bart med forbløffende sans for figurens ambivalens og tragik”, skriver dansk filmkritiks grand old man, Morten Piil, begejstret i information.
I dag pendler hun ubesværet mellem England og USA, og forleden satte en engageret fan gang i rygtebørsen med et billede af Anderson som Jane Bond, som hun selv publicerede på sin Twitter-profil. Og hvorfor dog ikke? På Broadway har hun til gengæld spillet Blanche DuBois, der rejser til storbyen efter at have mistet familiehjemmet, i ’Omstigning til Paradis’. Og i den forbindelse instruerede hun faktisk selv denne lille kortfilm, dette stykke tv-teater, en slags prequel til historien om Blanche, ’The Departure’. Og her får vi et lille flygtigt blik af den anden Gillian Anderson, som jeg er sikker på ville være den perfekt uperfekte narkoluder i ’Pretty Woman directed by Michael Noer’.