Han er bedsteven med Jude Law, søn af den oprindelige Doctor Who, havde Kate Moss som brudepige til sit bryllup, og så spillede han en af hovedrollerne i den bedste engelske horrorkomedie i 00’erne, ’Dog Soldiers’.
Men der er gode chancer for, at du aldrig har hørt navnet Sean Pertwee før.
Med sin karakteristisk hæse stemme, vejrbidte fjæs og tykke London-accent kan ærkeengelske Sean Pertwee ved første filmmøde godt fremstå som lidt af en pub-bisse. En grovkornet type, hvis blå glugger kan gå fra godmodig bassethund på udkig efter livets ulidelige lethed på bunden af en mørk ale til bat-svingede hooligan-crazy sekundet efter.
Og den nu 52-årige skuespiller har da også spillet sin (uforholdsmæssigt store) del barbariske bad guys og hårdkogte soldater-typer med en overlevelseskvotient, der giver filmverdenens hyppigst ihjelslåede mand, Sean Bean, kamp til stregen (for år tilbage iværksatte Pertwee-fans sågar en »Sean Pertwee must live«-kampagne på nettet).
Som så mange andre retningsløse og/eller undervurderede 90’er-skuespillere har Sean Pertwee dermed ligeledes sovset rundt i det 21. århundredes ofte sjælløse og ultravoldelige c-films-labyrint, der har klistret tvivlsomme titler som ’Mutant Chronicles’, ’Botched’ og ’Alien Uprising’ til hans temmelig brogede CV – og næsten camoufleret det faktum, at Pertwee under den rette instruktion kan folde sig ud som en scenestjæler af format.
Forrige år kom der endelig nye toner fra klaveret, da skuespilleren tilsyneladende rejste sig fra asken af sin engang så lovende karriere og etablerede sig som en serielands mest karismatiske karakterer i Fox’ rasende ujævne, glimtvis gal-geniale præ-Batman-feberdrøm ’Gotham’.
Her spiller englænderen Bruce Wayne-butleren Alfred, og Sean Pertwees mere tegneserie-tro, hårdtslående formidling af den ikoniske rolle har begejstret mangen en fan og anmelder, der endog har sammenlignet hans Alfred med en aldrende James Bond (at ’Gotham’ så efter undertegnedes mening kørte ubehjælpsomt af sporet i den netop afsluttede anden sæson er en sang til en anden god gang).
90’er-fest med Londons ’Brit Pack’
Sean Pertwee filmdebuterede som 23-årig i en lille rolle i Stephen Frears-dramaet ’Prick Up Your Ears’ med Gary Oldman, men havde allerede stået på de skrå brædder adskillige gange forinden og turnerede med teatertruppen The Royal Shakespeare Company i England. Som så mange andre af sine engelske kolleger har Pertwee alle dage haft et blødt punkt for Shakespeare, og i 1998 kanaliserede han effektfuldt sin eksplosive intensitet ind i rollen som Macbeth i en overset, men underholdende moderniseret filmversion af poetens blodige stykke af samme navn.
Da var Sean Pertwee imidlertid for længst blevet landskendt, for udover at være født ind i et af Englands skuespillerfamiliedynastier (far Jon Pertwee spillede den første Doctor Who, mens farfar var manusforfatteren Roland Pertwee), blev han i midt-90’erne del af Londons festglade ’Brit Pack’, der ligeledes talte Jude Law, Sadie Frost, Ewan McGregor, Jonny Lee Miller (Angelina Jolies første husbond), Kate Moss, Ray Winstone og Sean Pertwees kone, makeupartisten Jacqui Hamilton-Smith med royale aner (og Robbie Williams’ ekskæreste).
Alle boede tæt på hinanden i det mondæne Primrose Hill-kvarter i London, og i en årrække holdt banden ugentligt larmende hof på byens våde beværtninger til tabloidavisernes begejstring, ligesom størstedelen af flokken, Pertwee inklusiv, også medvirkede i krimikomedien ’Love, Honor and Obey’ i 2000.
Sean Pertwee havde mødt Jude Law og dennes kommende kone/ekskone Sadie Frost under indspilningerne til Paul W.S. Andersons krimi ’Shopping’ i 1994, og i 1997 formede trioen sammen med Ewan McGregor og Jonny Lee Miller produktionsselskabet Natural Nylon (mere 90’er-klingende navn skal man lede længe efter). Natural Nylon stod bl.a. bag David Cronenbergs ’eXistenZ’ og ’Sky Captain and the World of Tomorrow’, men blev lukket ned igen i 2003, da Jude Law og Ewan McGregor fik for travlt med andre projekter.
Overskygget af Ewan McGregor
Pertwees første egentlige filmhovedrolle var i kultsurferkomedien ’Blue Juice’ fra 1995, hvor han og (en særdeles betagende) Catherine Zeta-Jones spillede et ungt par med knas i forholdet i det idylliske Cornwall. Ewan McGregor birollede den som problematisk bedsteven, men efter den skotske skuespillers karriere eksploderede oven på ’Trainspotting’ året efter, skiftede udspekulerede marketingstyper simpelthen Pertwee ud med McGregor på ’Blue Juice’s plakat og videoomslag.
Bestemt ikke fair når man tager Sean Pertwees glimrende præstation i betragtning i en film, hvor han på papiret var castet stik mod type. Rollen som den vægelsindede, blonde surfer J.C. er et af de gode eksempler på, hvordan englænderen over for veloplagte medspillere og med tilpas albuerum udstråler et inciterende naturligt nærvær, komisk timing og en sympatisk nerve, der føjer nye facetter til den klassiske britiske working class man.
I 1996 blev Sean Pertwee castet i tv-serien ’Bodyguards’, men ’Blue Juice’ kastede ikke umiddelbart de store filmmuligheder af sig, og skønt mindre 90’er-roller i sci-fi-gyseren ’Event Horizon’ og Kurt Russell-filmen ’Soldier’ (begge actionfyldte produkter af Paul W.S. Anderson igen) slog fast, at der er altid synes at være mere på spil bag Sean Pertwees søgende øjne end selv de mest klichétunge replikker afslører, har der immervæk været langt mellem de gode roller for skuespilleren, som enten lider af umådelig dårlig dømmekraft eller under en hovedløs agents kamikaze-forvaltning af sin klients karriere.
Bloddryppende b-filmsucces
Først i 2002 ramte Sean Pertwee for alvor plet med den overraskende vellykkede horrorsplatterkomedie ’Dog Soldiers’. Filmen om en gruppe soldaters møde med varulve i de skotske skove vekslede mellem alvorstung uhygge og kulsorthumoristiske scenarier, og debutinstruktør Neil Marshall udnyttede til fulde Pertwees tørre komedietalent, ludende autoritet og fysiske energi – få skuespillere havde fx fået mere absurd underholdning ud af scenerne, hvor Pertwees uheldige Sergent Wells har fået maven sprættet op af glubske varulve, og febrilsk forsøger at presse tarmene tilbage på plads!
’Dog Soldiers’ var en blodsprøjtende soldaterfilms-triumf af herligste grynede karat, der, ligesom sin underkendte stjerne dog aldrig har fået den anerkendelse den fortjente, uagtet, at Sean Pertwee ytrede udødelige linjer som »If Little Red Riding Hood shows up with a bazooka and a bad attitude, I expect you to chin the bitch«.
Samme år medvirkede Sean Pertwee desuden i den ikke uefne sci-fi-thriller ’Equilibrium’, men derfra og helt frem til ’Gotham’ i 2014 stod den hovedsageligt på voice over-arbejde til diverse computerspil, straight to DVD-film og småroller i en række serier, deriblandt ’Elementary’ (overfor vennen Jonny Lee Millers Sherlock Holmes), ’The Tudors’ og ’Camelot’.
Nu er Sean Pertwee så tilbage på tv-scenen i sit livs største rolle og som del af et cast, der, når de ikke forsøger at holde sammen på ’Gothams’ vildfarne plottråde, har en regulær fest til Comic Con-events og på hinandens Instagram-profiler (fans kan med fordel følge Pertwee for en overflod af ’Gotham’-relateret backstage-spas).
’Gotham’ er langt fra noget mesterværk, men den markerer et vendepunkt for Sean Pertwees stagnerede karriere såvel som en gylden mulighed for skuespilleren for at vise producenter alle steder, at han kun er blevet bedre, mere distingveret med alderen og den grå hårpragt, der langt om længe matcher de ru stemmebånd.
Stik ham fx en vægtig birolle i Christopher Nolans kommende krigsfilm ’Dunkirk’ eller brug hans gave udi at kombinere farlighed med slapstick-komik i en sæson af ’Fargo’. Mulighederne burde være mange for en skuespiller med Sean Pertwees evner. Hvis han da ellers kan give slip på kamikaze-agenten.