’Batman: The Killing Joke’: Spildte muligheder ender som en dårlig joke
Samarbejdet mellem Warner Bros. og DC Comics fører i øjeblikket til den ene elendige superheltefilm efter den anden. Trods adskillige skuffelser tropper tegneseriefans og drengerøve dog stadig trofast op i biografen med håbet om »at denne gang kan det ikke gå galt«.
Samme forhåbning må sidde dybt manifesteret i grundvolden på de DC-nostalgikere, der vælger at løse billet til ’Batman: The Killing Joke’. Det er slet ikke svært at forstå. Alan Moores ’Batman: The Killing Joke’ om Jokerens psykotiske sind har siden 1988 stået som den bedste og mest dystre tegneserie med Batman.
Fortællingen leger på udfordrende og drilsk vis med tanken om, at den maskerede hævner Batman og den psykotiske forbryder Jokeren ikke er så forskellige endda. Selvom tegneserien aldrig før har fået sin egen film, så har dette fascinerende afsæt inspireret både Tim Burtons ’Batman’ (1989) og Christopher Nolans ’The Dark Knight’ (2008), der med bred konsensus betegnes som to af historiens bedste superheltefilm.
Forventningerne til filmatiseringen er nok ikke blevet fattigere af, at ’Batman: The Killing Joke’ har samlet mange af animationskræfterne fra Bruce Timms og Eric Radomskis ’Batman: The Animated Series’ (1992) og ’Batman: Mask of Phantasm’ (1993), som regnes for tegnefilmenes storhedstid.
Udover at Bruce Timm er tilknyttet i en producerrolle, så er det stadig lyssværdlegenden Mark Hamill, der med sit karakteristiske og humørsvingende grin lægger lyd til Jokerens skræmmende og underholdende vanvid. Batmans sprøde røst bliver også igen gjort levende af Kevin Conroy, der til gengæld måske er begyndt at blive lidt for stiv i replikleveringen – også selvom Batman absolut skal lyde som en vred indadvendt knudemand.
Instruktør Sam Liu, manuskriptforfatter Brian Azzarello og producer Bruce Timm har på forhånd har haft optimale kort på hænderne, men det lykkedes alligevel ikke at indfri forventninger til den længe efterspurgte filmatisering. ’Batman: The Killing Joke’ fungerer slet ikke på film, og det er der hovedsaligt én åbenlys grund til.
Filmen varer en time og 16 minutter, og Jokeren introduceres først en halv time inde i sin egen oprindelseshistorie. Alan Moores tegneserie starter således først halvvejs inden i filmudgaven af ’Batman: The Killing Joke’. I stedet bruger filmen spilletid på Barbara Gordon og hendes alterego Batgirls kamp for at opnå accept, tillid og kærlighed hos læremesteren Batman.
Tegneserien er blevet kritiseret for at udstille og ydmyge en af DC-selskabets mest elskværdige heltinder på en måde, som man ikke kunne forestille sig ske for de kappeklædte mænd. Som et plaster på såret forsøger man i denne filmudgave at give Barbara Gordon en større stemme, så hun ikke blot er et seksualiseret objekt til at drive plottet fremad. Det har dog ikke hjulpet at lade hende knalde med Batman for bagefter at tude over, at den noget stærkere fyr tager afstand fra hende.
Hvis denne indledning er blevet tilsat fortællingen for at imødekomme tegneseriens feministiske kritikere, så har man både fejlet i at tilføre karakteren selvstændighed samt skabe en balanceret filmfortælling. ’Batman: The Killing Joke’ føles lidt som to film, hvor Batman er bifigur i dem begge, og hvis herrerne bag filmen ønskede at lave en film om Batgirl, så skulle de måske have valgt at adaptere en anden tegneserie.
De to skiftende fortællere giver publikum en ufokuseret og ubalanceret oplevelse, hvor forlæggets mest fascinerende momenter desværre falder en smule til jorden. Brian Bollards flotte tegninger fra forlægget bliver forsøgt gengivet, ofte billede for billede, men desværre holder eksempelvis afslutningen slet ikke den tvetydighed og uhyggelig dystopi, som billederne i tegneserien formår. Det får den ikoniske slutning til at virke spøjs og antiklimatisk – som en dårlig joke.
Kort sagt:
’Batman: The Killing Joke’ er en forsimplet og ubalanceret filmatisering af Alan Moores tegneserieklassikker, og de skuffende DC-filmatiseringer har nu desværre også spredt sig til animationsuniverset.