Hvordan lykkedes det en gruppe fattige teenagere at skabe en kultur, der forandrede hele verden? Det spørgsmål har den australske instruktør Baz Luhrmann sat sig for at undersøge med sin nye Netflix-serie ‘The Get Down’, der fortæller om hiphopkulturens fødsel og discoens sidste dage i South Bronx i New York i slutningen af 1970’erne.
Luhrmann er med film som ‘Romeo og Julie’, ‘Moulin Rouge!’ og ‘The Great Gatsby’ kendt for sin excessive og teatralske stil med koreograferede sang- og danseindslag kombineret med en kærligheds- og coming of age-historie.
‘The Get Down’ er ingen undtagelse, selvom den foregår i et mere råt miljø. Med fuld knald på farverne, overdådige discodansescener og svedige hiphopbeats følger serien den unge digter Ezekiel ‘Books’ (Justice Smith), der forsøger at vinde sin klassekammerat og aspirerende discodiva Mylenes (Herizen Guardiola) hjerte, og hans ven DJ’en Shaolin Fantastic.
Den firedobbelte Oscar-vinder Catherine Martin, der har arbejdet sammen med Luhrmann i 30 år som kostumedesigner, scenograf og producer – og er gift med Luhrmann – har som executive producer og kostumedesigner på pilotafsnittet været med til at skabe seriens visuelle tøjudtryk.
Vi mødte Martin i London til en snak om spændingen mellem hiphop og disco, menneskets universelle ønske om at se godt ud og tilhøre en gruppe og om at redde verden én paillet ad gangen.
Førstehåndserfaringer fra dem, der var
Hvordan researchede du til serien?
»Baz har altid ret strenge researchkrav og får os til at læse en række bøger og se dokumentarfilm, så vi har en grundlæggende forståelse for perioden. Det interessante ved at skildre 70’erne var, at vi kunne samarbejde med de mennesker, der rent faktisk var der.
To af vores forfattere, Nelson George og Seth Zvi Rosenfeld, var vidner til hiphoppens fødsel, og vi havde hiphoppens grundlæggere, DJ Kool Herc, Grandmaster Flash og Afrika Bambaataa samt fotografen Joe Conzo med som konsulenter. Med ‘Moulin Rouge!’ kunne jeg ikke spørge den franske maler Henri de Toulouse-Lautrec om hans mening, så det har været fantastisk at kunne det«.
Hvad ved hiphopmiljøet i 70’erne fascinerede dig?
»Hiphop er en kollagekunstart, der i sine rødder blandede disco og rock’n’roll med alt, der ville skabe en god playliste. Den fordomsfrihed over for sine kilder deler Baz – han mikser eksempelvis også Kanye West med klassisk musik med et beat i sine historiske film.
Som designer elsker jeg blandingen af høj- og lavkultur – ideen om konstant at narre øjet i forhold til hvad, der udgør glamour. Som Coco Chanel, der gjorde sportstøj til high fashion, og hiphopperne, der ophøjede et joggingsæt til det sindssygeste bling Gucci-extravaganza.
Jeg var også interesseret i spændet mellem hiphop og disco, der var den absolut fremherskende musikkultur på den tid, hvad enten du var sort, hvid eller puertoricansk. I forhold til mode er disco en skinnende påfugleagtig præsentation af dig selv, mens hiphoppen har en begrænset palet af enkelt tøj – jeans, t-shirts og sneakers.
Men de udspringer begge fra præcist samme ønske: at være cool og stilfuld. Alle vil se godt ud. Der findes ingen kulturer, om det er hiphop eller australske aboriginals, hvor det ikke er målet. Det er et fundamentalt menneskeligt ønske. Alle forsøger både at være enestående og associere sig med en bestemt gruppe og differentiere sig fra en anden.
For de unge i serien er målet at se anderledes ud end Cadillac (den lokale gangsterdiscokonge, red.). Deres ressourcer er begrænsede, så de er nødt til at skabe en stil ud fra det tøj, de har«.
Hvad symboliserer Shaolin Fantastics røde Puma-sko?
»De symboliserer, at han er the dude. Der var tre acceptable hiphop-sneakers: Converse, PRO-Keds eller Puma. Addidas og Nike, som vi i dag forbinder med hiphop, blev først populære i 80’erne. Pumaen kostede halvanden gang så meget som de to andre, så det var statusskoen. Han har dem i rød, en sjælden farve, han er mange af dem, og de er altid perfekte, hvilket også var vigtigt«.
Husk graffiti på skoene
De unge er opdelt i mange forskellige grupper – disco, hiphop, graffiti, poeter. Hvordan arbejdede du med at adskille dem kostumemæssigt?
»Jeriana San Juan, som jeg arbejdede på kostumerne med, og jeg talte meget om, hvordan vi skulle sørge for, at seerne vidste, hvem alle var, når de ofte bare var klædt i jeans og t-shirts. Vi prøvede at vise det med subtile detaljer.
Vi gjorde Books boget ved ikke at give ham jeans på, men en slags kanvasbukser, der også var meget moderne i Bronx på det tidspunkt. CRASH and DAZE (legendarisk graffitiduo fra New York, red.) fortalte, at vi skulle sørge for, at graffitifyrene har maling på skoene. De malede med handsker på, så det var skoene, der afslørede dem.”
Er det en udfordring i periodefilm eller -serier som denne, at kostumerne ‘larmer’ for meget i forhold til historien?
»Da Baz først så discokostumerne, var han bekymret for, om de var lidt for fancy. Men problemet med disco er, at det er blevet gjort så mange gange på film og meget spektakulært. Hvis vi ikke skruede op for det, ville der ikke være en kontrast til hiphop-looket, og det havde vi brug for«.
Aldrig mere brunt
Som kostumedesigner har du ikke mulighed for at have din egen stil – eller har du?
»Jeg tror, alle har en stil til en vis grad. Jeg håber, at jeg er alsidig nok til at tilpasse mig enhver historie eller periode, men der er bestemte ting, jeg bruger igen og igen. Jeg elsker hatte og har altid en hatteafdeling på produktionerne, hvilket studier og producere altid finder besværligt. Men en specifik hat kan virkelig skabe en karakter.
Jeg elsker snørestøvler. Der bliver brugt snørestøvler i alle Catherine Martins historiske produktioner, med undtagelse af denne. Og så elsker jeg en engelsk læderstøvle, der hedder Baxter Boot, som jeg bestiller en uanselig mængde af«.
Er der nogen 70’er-trend, du nægter at bruge i ‘The Get Down’?
»Jeg nægter ikke at bruge nogen trend, for da jeg gik på dramaskole, og alt i moden var brunt, sagde jeg, at jeg aldrig nogensinde ville designe i brunt. Og så arbejdede jeg på ‘Australia’ (fra 2008, instrueret af Baz Luhrmann med Nicole Kidman og Hugh Jackman, red.), som var brun fra ende til anden.
Da jeg forlod skolen var jeg sikker på, at jeg ville designe smagfulde Strindberg, Ibsen og Shakespeare-stykker, fordi min stil på skolen var meget modernistisk, enkel og nøjsom. Og jeg ville aldrig arbejde på en musical.
Mit første job efter skolen var ‘Strictly Ballroom’, en musical fuld af glimmer, pailletter og struttende kjoler. Jeg joker med, at jeg burde have en t-shirt med ordene ‘Jeg redder verden én paillet ad gangen’, for det er det, jeg har baseret hele min karriere på. Så mit svar er, at jeg vil anvende enhver tænkelig stil, for det handler om, hvad der tjener historien. Og så snart du siger nej, er det det næste, du arbejder med«.