’Café Society’: Kristen Stewart og Jesse Eisenberg i ufarlig og hyggelig Woody Allen-film
Utrættelige Woody Allen spytter fortsat en film ud årligt som et urværk, præcis som han har gjort nærmest uden undtagelse siden 70’erne. Men skønt den tilbagevendende udsigt til endnu en omgang rablende filosoferen over kærlighed og katarsis frisk fra mesterens trofaste Olympia-skrivemaskine stadig inspirerer varm forventningsglæde blandt alle os, som håber på et sidste hovedværk fra manden bag ‘Annie Hall’ og ‘Manhattan’, kommer man ikke uden om, at tandhjulene i maskineriet knager mærkbart.
Særligt i det nye årtusind har Allen haft for vane at skyde forbi målet med mindst hvert andet projekt. Storhittet ‘Midnight in Paris’ (2011) blev fulgt op af rodebutikken ‘To Rome with Love’ (2012), mens den brillante ‘Blue Jasmine’ (2013) gik forud for skuffelserne ‘Magic in the Moonlight’ (2014) og ‘Irrational Man’ (2015). ‘Café Society’ knækker akkurat den formkurve.
Jesse Eisenberg spiller blåøjede Bobby, som i 30’erne rejser fra familiereden i Bronx til glamourøse Hollywood for at arbejde for sin succesfulde onkel i filmbranchen, Phil (Steve Carell i fin, underspillet form). Her falder Bobby pladask for assistenten Vonnie (Kristen Stewart), som imidlertid også er Phils udenomsægteskabelige lagenpartner, og et aparte trekantsdrama spirer, idet Bobby erfarer, at livet i La La Land er knapt så attråværdigt som på film.
I mellemtiden driver Bobbys storebror Ben (karismatiske Corey Stoll) morderisk gangstervirksomhed i New York, mens forældrene Marty (Ken Stott) og Rose (geniale Jeannie Berlin fra ‘The Night Of’) lukker øjnene og opfordrer Bobby til at være mere som Ben, hvis han vil blive til noget.
Fumlende Eisenberg agerer som i ‘To Rome with Love’ en oplagt stand-in for Allen selv og får tiltrængt oprejsning oven på sit fæle overspil i forårets ‘Batman v Superman: Dawn of Justice’. Dog er det en skam, at Allen ikke udforsker karakterens lurende små-sadistiske nerve, der kunne have givet Bobby mere facetteret usympatisk kant i takt med, at ynglingen trækkes ind i Bens lyssky forretningsverden.
Der er en snert af ‘The Great Gatsby’-fatalisme over Bobbys kærlighedskvababbelser, men ‘Café Society’ graver ikke dybere i sine karakterers psykologiske deroutes, end at genbrugte Allen-jokes om religion og familierelationer ikke kan forsøde stemningen, når alvoren banker på – som den om jødedommen, der ville have flere kunder i butikken, hvis den prædikede liv efter døden. Det er en observation, instruktøren ofte før har leget med.
‘Café Society’ er afgjort morsom, når den udstiller ikoniserede Hollywood og New Yorks bagsider i en tid, hvor titlens society-dyrkelse af kendisglamour dækkede over blomstrende kriminalitet og korruption under det bedre borgerskabs fejende gallakjoler og overflodsfester. Ikke ulig dagens amerikanske samfund, kan man mene. Kudos også til Allen for at få en fremragende præstation ud af Kristen Stewart, som tydeligvis har fået besked på at tøjle sin enerverende læbebidning og åndenødsdiktion.
Vi er endnu et stykke fra instruktørens storhedstid, og det er således med nød og næppe, at ‘Café Society’ sniger sig op på de fire stjerner, takket være jovial underholdningsværdi, visuelt indtagende detaljerigdom og det velspillende persongalleri.
Selv en ufarlig hyggenote af en Woody Allen-film kan være mere skævt seværdig end de fleste af de larmende ligegyldigheder, der præger filmlandskabet i dag, men som inkarneret fan sidder man alligevel tilbage med en følelse af, at Allens genialt satiriske livsvisdom her spiller andenviolin til ‘Café Society’s postkortsmukke scenografi. Og selv om det er velkomment, at instruktørens egen fortællerstemme driver historien, er der fortsat mere autopilot end auteur over manuskriptets ambitionsniveau.
Til næste år skal den sidde lige i skabet, kære Woody.
Kort sagt:
’Café Society’ hæver niveauet fra de forgangne to års ærgerlige Woody Allen-skuffelser, men skønt man er godt underholdt i selskab med veloplagte Jesse Eisenberg, Kristen Stewart og Steve Carell i 1930’ernes solgyldne Hollywood, er vi stadig langt fra instruktørens tidligere satiriske mesterværker.