’Designated Survivor’: Et sted mellem ’24 timer’ og ’The West Wing’ – men hvor?
Hvordan er det mon at få at vide, at man skal fyres fra sin post i den amerikanske regering det ene øjeblik og pludselig det næste øjeblik – faktisk under 24 timer senere – være indehaver af verdens vigtigste embede?
Det dilemma arbejder netop den detroniserede Secretary of Housing and Urban Development (USA’s svar på en boligminister) Tom Kirkwood på at få det bedste ud af i serien ’Designated Survivor’. Og det lyder jo som en lovende præmis, der desværre ikke løftes helt.
Det begynder ellers lovende. Serien åbner med en mildest talt afslappet klædt hovedperson overbevisende portrætteret af Kiefer Sutherland. Han sidder med sin hustru i et rum omgivet af Secret Service-agenter, men det tager han stille og roligt. Han skal nemlig kun sidde der, til præsidentens årlige tale til Kongressen – State of the Union – er overstået. Altså den tid det tager Tom Kirkwood at sluge den skål med popcorn, han har taget med i rummet.
Tom Kirkwood er ’the designated survivor’ – det medlem af den siddende regering, der bliver præsident, skulle hele den øvrige regering blive udslettet under dette højhellige øjeblik i januar. Og ja, sådan en ordning findes faktisk i virkeligheden.
Mens de sidder der, stormer agenterne pludselig ind, flår mobiltelefoner ud af hænderne på parret og prøver at få dem videre til et sikkert sted. Tom Kirkwood når dog lige præcis at se ud af vinduet og opdager til sin forfærdelse, at den amerikanske regeringsbygning, The Capitol, står i flammer.
Tom Kirkwood har pludselig fået travlt. Meget travlt. Befolkningen skal beroliges ved hjælp af en hastigt forberedt tv-tale, iranerne rasler med sablen, og det samme gør det amerikanske forsvars nye stærke mand, der så småt lufter tankerne om at fjerne spejderdrengen Tom Kirkwood.
Og hvad med oprydningen efter tragedien, der ikke er set større siden 9/11? Er der overlevende? Og kommer der flere angreb? Ikke mindst skal en helt ny regering sættes sammen. Første afsnit af ’Designated Survivor’ skildrer den tilstand af kontrolleret panik, der har grebet ledelsen af USA. I midten af det hele står en højpandet Kiefer Sutherland – lige så blød som den grå hættetrøje fra Cornell University han står i, da han i al hast skal aflægge ed som USA’s præsident.
Det er et plot, der har et kæmpe potentiale i retning af potent politisk actionthriller, men seriens forfattere får hurtigt udhulet interessen, da det er utroligt vigtigt for dem at få alt forklaret i dialogen. »I never thought I’d be in a position to decide who lives or dies«, siger den nyslåede præsident til sin hustru. Vel at mærke i fjerde afsnit.
På det tidspunkt har seeren sådan nogenlunde en idé om de frygtelige dilemmaer, vores hovedperson står i, og behøver ikke have det bøjet i Times Square-størrelse-neon.
Forfatterne har meget travlt med, at vi skal have et personligt, ja nærmest intimt forhold til samtlige figurer, og smider hurtigt et spirende kærlighedssubplot mellem to rivaliserende rådgivere på banen, når den i virkeligheden burde intensivere jagten på de ugerningsmænd, der har udraderet hele senatet, kongressen og regeringen. Altså bortset fra én person.
De kommende afsnit må gerne gå lidt mere til stålet, tak.
Kort sagt:
’Designated Survivor’ beskriver som i ’The West Wing’, hvad der foregår behind the scenes i Det Hvide Hus. Samtidig er USA som i ’24 timer’ truet af ukendte gerningsmænd, der i en ekstremt effektiv aktion udrydder hele landets politiske ledelse. På nær den bløde boligminister, der egentlig var blevet fyret, men pludselig bestrider verdens vigtigste embede.
Anmeldt på baggrund af fire afsnit.