Skal jeg være helt ærlig? Jeg ved ikke, om jeg synes, det pynter. Men det har ikke desto mindre fået en prominent plads her i Jonatan Spangs lækkerlyse Vesterbro-lejlighed, det sejrstrofæ, han tog med hjem fra Zulu Comedy Galla den 1. september.
På en mørkegrøn vinreol står det strunkt og stolt, lige når man kommer ind i det spatiøse køkken-alrum. Det forestiller en hånd, der krammer en ornamentalt indrammet tavle, som forkynder, at Jonatan Spang er kongerigets morsomste komiker lige nu.
Den 38-årige spasmager, der er uddannet fra Skuespillerskolen i Aarhus, vandt prisen for sit samfundssatiriske onemanshow ’Danmark’ og for komedieserien ’Lillemand’, der kørte på TV 2 Zulu i foråret 2015.
I ’Lillemand’ spiller Jonatan Spang en fiktionaliseret udgave af sig selv (han omtaler konsekvent karakteren i tredjeperson: Jonatan), og ligesom ’Klovn’ spiller serien hele tiden bold op ad virkeligheden. Mest minder den dog med sin blanding af standup og sædekomik om de amerikanske forbilleder ’Seinfeld’ og ’Louie’.
Slut med gymnasiegigs
Nu er ’Lillemand’ tilbage med en ny sæson, som får premiere den 17. oktober. Det er anledningen til, at jeg er her. Men det har jeg det med at glemme, synes Jonatan Spang.
»Spørgsmålet er, om jeg stadig er ved at sælge min serie…« kommenterer han undrende, da vi har været forbi Muhammed-krisen og komikeres naturlige berøringsangst over for islam.
Og nej, det er han måske ikke lige dér. Men anden sæson af ’Lillemand’ tager tråden op fra ’Danmark’ og tackler politiske og kulturelle tabuer med knopperne forrest.
Jonatan Spang ved ikke, hvorfor det er sådan. Han lavede ’Danmark’ efter en periode, hvor han havde rejst meget og var blevet bevidst om, hvor meget han har taget farve af den danske kultur. Måske har det show smittet af på sæson to. Måske er det noget med alderen. Måske er det, fordi verden er lidt fucked for tiden.
»Jeg tror bare, at det, jeg siger, skal interessere mig selv. Jeg ville ikke i dag kunne tage ud og underholde på et gymnasium på samme måde, som jeg kunne for 10 år siden. De ting, der optager mig i dag, ligger for langt fra dem,« fortæller han.
Lille mand med en strap-on i røven
En af de ting, der optager Spang, og som også gennemstrømmer den nye sæson, er moderne kønsroller. Det ligger næsten i titlen: ’Lillemand’. Ikke en tabermand, bare en lidt forvirret mand, der ikke ved, hvad han skal gøre af sig selv i den ny orden, hvor kvinderne kan det hele selv.
Og nu vil de gudhjælpemig også til at kneppe ham i røven med en strap-on. Det lægger Jonatan – med blodige følger – anus til i første afsnit af den nye sæson, ’Feminazi’, der tager strøm på både radikal feminisme og frustrerede mænd, hvis afmagt udmønter sig i voldelige vredesanfald.
Manden har tidligere ikke behøvet at tage stilling til ret mange ting
»Manden har tidligere ikke behøvet at tage stilling til ret mange ting. Men nu skal han pludselig til at tage stilling til verden og tænke over, hvordan han vil være mand. Og så er der nogen, der i stedet længes tilbage til ’de gode gamle dage’ og føler, at noget er blevet taget fra dem. Og det er noget frygteligt vås«.
»Måske ville det i den første uge være meget rart, at skjorten var lagt frem og strøget, men ellers må det da have været dødhamrende kedeligt i 30’erne, når manden kom hjem og fortalte, hvad der var sket på værftet, mens konen bare gik derhjemme og ikke havde noget at fortælle, fordi hun ikke havde oplevet noget,« forklarer Jonatan Spang.
Den store kabelpakke
Han vægrer sig ved at prikke hul på emnet. Han vil ikke udstikke en facitliste til sine jokes, han gider ikke have betegnelsen ’politisk komiker’ plastret på sig, og han orker slet ikke at deltage i den offentlige debat, som han mener er blevet vulgariseret til en skyttegravskrig mellem det ene mere rabiate synspunkt end det andet.
»I det øjeblik man siger noget, så bliver man taget til indtægt for en hel masse andet. Går jeg ud og siger, at jeg synes, man i et samfund bør kunne tænke og udtrykke sig fuldstændig frit, så er det, som om jeg pludselig også støtter indvandrerstop og staten Israel. Men det må vel være muligt at have nogle holdninger, uden at man behøver at abonnere på den store kabelpakke«, siger han.
Hvorfor er det blevet sådan?
»Jeg oplever, at langt de fleste danskere har et afbalanceret forhold til de her ting og har deres humor intakt. Men pressen er presset, og så prøver Berlingske og Politiken af buffe op med et korps af bloggere, og hvis der skal være klik i det, skal holdningerne helst være helt ekstreme.
På samme måde er tv-debatter blevet et underholdningsformat, hvor det ikke er interessant at tage fornuftige, løsningsorienterede mennesker ind. Nej, så hellere få nogle freaks til at kæmpe, lad os få Søren Fauli og Henrik Marstal ind og snakke feminisme. Og man sidder og tænker: Jamen, de er jo begge to idioter, for helvede,« siger Jonatan Spang og slår opgivende ud med armene.
»Det skulle jo gerne være sådan, når man ser en debat på tv, at debattørerne repræsenterer nogle holdninger, som findes ude foran skærmene. Det har man misset i et forsøg på at skabe underholdning. Og for mange af debattørernes vedkommende er det jo en levevej, hvor de er nødt til at finde på nye freaky holdninger for at holde sig inde i den dér strøm, for ellers ringer medierne bare til en anden freak. Det bliver et kapløb på vanvid.«
Er det svært for en komiker at balancere på så tynd en kant, eller er der tværtimod god komik i yderlighederne?
»Der er meget godt at tage fat i som komiker, for komik kommer ofte fra det konfliktfyldte. Så der er ingen tvivl om, at der er godt materiale i det. Spørgsmålet er mere, om der er et godt samfund i det«.
Jonatan Spang har ikke lyst til at vifte med pegefingeren. Men han vil gerne pege den på det, han synes er latterligt. Udstille yderlighederne. Og herigennem, måske, relativisere den polariserede debat bare en lille smule.
»Jeg bliver træt, når jeg ser komikere forsøge at belære folk. Det er ikke opgaven. Comedy handler om at rive ned, om at skyde på dem alle sammen, ikke om at sige: Det er det dér, vi skal, eller ham dér har ret. Jeg har ikke nogen færdig mening, men jeg vil gerne sige til folk: Hey, kan I ikke se, at det her er langt ude, og det dér er også kugleskørt?«.
Hvad må man?
Det er for eksempel det, han forsøger, når han i ’Feminazi’ linder på låget til Pandoras æske. Nemlig den yderst ømtålelige samtykkedebat, der fulgte med forargelsen over den omstridte voldtægtssag fra Herfølge tidligere på året, hvor tre drenge i første omgang blev frifundet for at have haft sex med en nærmest bevidstløst beruset 17-årig pige, inden de senere blev dømt til fængsel i landsretten.
Det er Torben Chris og Linda P, Jonatans venner i serien, der pirker til tabuet, da de advarer Jonatan om, at man nærmest skal udfærdige en kontrakt, før man knalder. »For hvis kvinden fortryder, er det teknisk set bare en voldtægt.«
»Det er igen en sjov debat,« siger Jonatan Spang, og hans blik bliver alvorligt, mens han skynder sig at indskyde: »Du skal vide, at jeg bruger ordet ’sjovt’ helt forkert hele tiden«.
Samtidig er vi nødt til at have en samtale om, hvad samtykke er. Hvad må man? For vi kommunikerer jo på alle mulige måder hele tiden
»Men når du først stiller det op imod noget så frygteligt som voldtægt, så er det jo klart, at ingen har lyst til at være den, der siger: Nu bliver det sgu for fjollet. Men samtidig er vi nødt til at have en samtale om, hvad samtykke er. Hvad må man? For vi kommunikerer jo på alle mulige måder hele tiden. Og det bliver bare lidt sjovt, når man sætter det på spidsen.«
»Jeg er da glad for, at jeg ikke vokser op som teenager i dag, for det var sgu forvirrende nok i forvejen. Jeg kan for eksempel huske, at jeg tog nogle nøgenbilleder sammen med min allerførste kæreste, og det mest grænseoverskridende var, at vi skulle ned og have dem fremkaldt i Brugsen, og så var der sikkert nogle, der kiggede på dem. De billeder er jo forsvundet, gudsketakoglov, men det gør de jo aldrig i dag. Det er jo for sindssygt. Det må fandeme være svært at vokse op og skulle navigere i det dér shit.«
Du havde nærmest ikke turdet at være sammen med en pige, hvis du var teenager i dag?
»Nej, det tror jeg sgu havde været kompliceret«.
Væk fra bøvet mandehalløj
Der er mere og mere, vi ikke tør tale om, mener Jonatan Spang. For ikke så længe siden optrådte han for en gruppe tandlæger og tandplejere. Stort set kun kvinder. Så var det »sjovt«, syntes han, at lave nogle af sine ligestillingsjokes, men det var der en kvinde blandt publikum, der bestemt ikke syntes.
»Hun blev rasende. Råbte og skreg op. Det pudsige var, at hun ikke ville have mig til at stoppe, hun ville bare have mig til at skifte emne. Dét emne var simpelthen for seriøst til at lave sjov med. På mange måder er det en fantastisk ting for en komiker, for man lever af at tage nogle tabuer op, og dem har vi traditionelt ikke haft særlig mange af herhjemme. Men vi nærmer os mere tabubelagte tider«, fortæller Spang.
I ’Lillemand’ stikker han tommeltotten dybt ned i tabuerne og tværer den rundt. I første afsnit er det ’feminazier’, tabermænd, samtykkedebat og store, fede strap-ons i heteroseksuelle mandenumser. I andet afsnit er det gamle (og han siger »gamle«) menneskers sexliv og den socialt accepterede deponering af gamle familiemedlemmer på plejehjem, der tager sig af alt det, vi ikke selv gider.
Jeg har meget svært ved at omfavne den politiske korrekthed
Hvis den politiske korrekthed er ved at indvandre fra Sverige, skal den ikke regne med at få lov at crashe på Jonatan Spangs gråbrune sofa.
»Jeg har meget svært ved at omfavne den politiske korrekthed. Jeg synes, det står i modsætning til standup«, siger han.
Den politiske korrekthed var standupkomikernes fælles fjendebillede, da genren skød op herhjemme. Men i en tid, hvor sociale mangfoldighedsbevægelser sætter kritisk spot på sexisme, transfobi, heteronormativitet og ableism (diskrimination af handicappede), har eksempelvis den fremstormende danske komiker Sofie Hagen, der i øvrigt også var nomineret til årets komiker, kritiseret dansk standup for at »sparke nedad«.
»Det er vildt svært at definere, hvornår man sparker nedad. Det kan hurtigt lyde enormt selvfedt: Jamen, jeg er jo helt heroppe, så hvem må jeg sparke på!?« siger Spang med påtaget enfoldig stemme.
»Der er sket en enorm udvikling i de 17 år, jeg har lavet comedy. Der bliver ganske givet stadig lavet nogle åndssvage, smagløse jokes. Men der er ikke nær så mange jokes, hvor punchlinen hedder: Så var han bøsse, ha-ha-ha! Og det er enormt klædeligt, at vi kommer væk fra det dér bøvede mandehalløj«.
Jeg har endnu ikke hørt om et feministisk terrorangreb – men det kan jo være, det kommer
»Jeg forsøger at holde mig for fin til nogle jokes, men jeg ville aldrig sige: Det her emne vil jeg simpelthen ikke røre ved. I en moderne kønsdiskurs sparker jeg jo nedad som privilegeret mand, hvis jeg laver lidt sjov med kvinder. Men måtte jeg ikke det, så kunne jeg slet ikke fortælle historien om, hvordan Jonatan flytter sig i løbet af afsnittet (’Feminazi’, red.)«.
»Dengang jeg var kreativ direktør på Nørrebro Teater, talte jeg med en svensk teaterchef, som fortalte, at der var masser af Shakespeare, de ikke kunne spille i Sverige. ’Trold kan tæmmes’ var for eksempel udelukket, fordi det handler om en kvinde, der bliver tvunget ind i et ægteskab. Og det kan man åbenbart ikke engang tale om som en historisk ting. Det synes jeg er en totalt hjernedød måde at se verden på«.
Han, hun og høn
Og nu vi er ved Sverige, så fortæller Jonatan Spang historien, der inspirerede ham til afsnittet ’Eks’en’ fra første sæson, hvor Jonatan støder ind i en gammel flamme og hendes nye mand, som opdrager deres barn kønsneutralt.
Det var en af Jonatan Spangs skuespillervenner, der rendte ind i et gammelt vennepar fra Sverige, som skubbede på en barnevogn. Er det en dreng eller en pige? spurgte Spangs ven. Uskyldigt, troede han.
»Det är en människa«, imiterer Spang med borende blik og docerende diktion.
»Så har han nærmest fornærmet dem! Og det var jo bare et totalt trivielt small talk-spørgsmål, han var sikkert ikke engang vildt interesseret. Nogle gange er man nødt til ikke kun at kigge på ordene, der bliver sagt, men også på, om de bliver afsendt med onde intentioner«.
»Men der er jeg alligevel splittet, for jeg synes jo, det er et totalt bogus argument, når nogen siger: Jeg må godt sige neger, for jeg ser det ikke som et dårligt ord! Hvis nogen ikke synes, det er rart at blive kaldt neger, så skal man selvfølgelig lade være med at sige det. Det er ikke et ord, jeg bruger.
Men på den anden side tænker jeg også, at alle ord kan jo siges grimt, og vi kan ikke bare blive ved med at opfinde nye ord, fordi vi bliver bange for det stigma, der klæber sig til det gamle«.
Kvoter og smagsdommeri
Det er cirka her, jeg (figurativt, forstås) smækker tegningerne på det rustikke træbord, vi sidder ved. Muhammed-tegningerne, Charlie Hebdo-tegningerne, Dan Park-tegningerne. Og det er måske lidt ufint, for den slags emner er ikke på dagsordenen i de tre ’Lillemand’-afsnit, jeg har set.
Ikke fordi Jonatan Spang ikke har en holdning, dog.
»Jeg synes, det er vildt, at Dan Parks tegninger kan sende ham i fængsel i et land som Sverige, som vi normalt sammenligner os med, og at hans tegninger tilmed skulle destrueres. De var simpelthen så farlige, at man var nødt til at fjerne dem fra Jordens overflade. Det er noget frygteligt sludder. Vi må stole på, at mennesker godt kan tåle at se ting uden at blive hjernevasket«.
»Da Muhammed-tegningerne kørte første gang, var jeg meget på Tøger Seidenfadens hold. At det var en unødig provokation, og hvorfor skulle man absolut gøre de mennesker kede af det. Siden har jeg flyttet mig utroligt meget. I dag ser jeg intet alternativ til den holdning, at det er afgørende at forsvare ytringsfriheden.
Det vil altid ende i noget smagsdommeri, og for mig at se er det udelukkende sminke oven på ens egen frygt for repressalier. Så kan man kalde det alt muligt, men det er angsten, der er styrende. Det er der faktisk et afsnit om i anden sæson (bingo!, red.).«
Mærker du selv den angst?
»Ja, selvfølgelig gør jeg det. Hvad jeg siger og ikke siger på scenen, er da superafgjort af, hvad jeg forventer, der kan være af konsekvenser«.
Så der er emner, du er mere håndsky over for end andre?
»Helt klart.«
For eksempel det emne, som Muhammed-tegningerne også berørte?
»Ja, ja, det er da islam. Det er det for alle mennesker. Det burde der ikke være noget som helst odiøst eller overraskende i at sige højt, for det er så tydeligt, at det er noget særligt. Det har bare en særstatus i forhold til alle andre emner«.
Men feministerne er du så ikke bange for?
»Nej, det er jeg ikke. Jeg har endnu ikke hørt om et feministisk terrorangreb – men det kan jo være, det kommer«.
Betragter du dig selv som feminist?
»Ja, helt bestemt. Det har jeg gjort i mange år. Jeg går naturligvis ind for, at alle skal have de samme muligheder, og at man selvfølgelig ikke skal diskrimineres på grund af sit køn. Og jeg mener også, at det kan være nødvendigt med en form for særbehandling for at rykke et samfund videre«.
I form af kvoter?
»Ja. Når man skal nedsætte en bestyrelse, så ser man ofte på: Hvem har bestyrelseserfaring? Hvem sidder i andre bestyrelser? Og så bliver det jo den samme gruppe, man recycler, og der er man nok nødt til at gøre noget aktivt for at få nogle kvinder ind i den pulje.
Man taler om at tage den bedste kandidat, men det er meget svævende, for det er jo ikke en disciplin som et 100-meter-løb, hvor man kan måle præcist, hvem der er den bedste. Det bliver et subjektivt skøn, og dem tror jeg, det er nødvendigt at påvirke«.
Gælder det samme inden for dansk film, hvor kvindekvoter også er et varmt emne?
»Det er et godt spørgsmål,« siger han med et skuldersænkende suk og spejder ud ad det brede vinduesparti, som træbordet flugter med, som om svaret stod skrevet på den rødkalkede bygning på den anden side af gaden. Det gør det åbenbart ikke:
»… som jeg ikke ved nok om«.
L.A. kalder
Og så vil han ellers gerne tilbage til anledningen til, at jeg er her. ’Lillemand’. For han er faktisk ret stolt af den nye sæson. Og den her slags digressioner er netop én af de ting, han har forsøgt at skære ned på.
»I første sæson havde jeg den opfattelse, at det godt måtte være mere sludrende«, siger han og knipser friskfyragtigt med fingrene.
»At standuppen godt måtte føles meget open mic-agtig, hvor man snakkede løst og fast om dit og dat, selvom det måske kun var løst relateret til afsnittets tema. Men da jeg så tilbage på sæson ét, kunne jeg se, at der var behov for mere stringens og styring. Også i forhold til historierne, som i en del afsnit var for langsomme om at komme i gang. Måske derfor blev nogle af dem lidt for små«.
»I den nye sæson etablerer vi præmissen lynhurtigt, og historierne er større med flere vendepunkter. Der sker mere, og vi kommer flere forskellige steder hen«.
Zulu har allerede købt en tredje sæson af ’Lillemand’, og Jonatan Spang er på vej til Los Angeles for at skrive på den. Der roder lidt i lejligheden, og foran hånden på vinreolen ligger der en næsten færdigpakket sportstaske og gaber utålmodigt.
’Seinfeld’ kørte i ni sæsoner. ’Louie’ er oppe på fem og vender måske, måske ikke, tilbage. Og står det til Spang, behøver ’Lillemand’ heller ikke slutte lige foreløbig.
»Lige nu er der ikke noget, jeg hellere vil lave. Med ’Lillemand’ får jeg mulighed for at gøre rigtig mange af de ting, jeg bedst kan lide. Jeg skriver, jeg laver standup, og jeg spiller skuespil, og især det sidste har der ikke været så meget af de sidste par år. Så jeg kunne sagtens forestille mig at blive ved i lang tid endnu«.
Anden sæson af ‘Lillemand’ kan ses på TV 2 Zulu og TV 2 Play.
Læs også: 5 stjerner til ‘Lillemand’ sæson 2