‘Lillemand’ sæson 2: Jonatan Spang stikker en kæmpemæssig påspændingsdildo ind i et blødende samfundsrøvhul
Hvis man tror eller mener, at ’Lillemand’ er en uoriginal kopi af ’Klovn’, tager man grueligt fejl.
For lighederne til trods (danske komikere, der spiller sig selv i en fiktiobiografisk ramme) er forskellene mellem de to danske komedieserier de mest bemærkelsesværdige. Det står særlig tydeligt efter at have set de første tre afsnit af den sprængfarlige og, måske vigtigst, følelsesfulde sæson 2 af Jonatan Spangs Zulu-serie.
Den fiktionaliserede Spang er den velmenende udgave af Frank Hvams sociopatklovn: Han er et mere virkeligt menneske, der dybest inde har de bedste intentioner. Og netop derfor holder man med ham på et følelsesmæssigt plan, når han afsnit for afsnit støder ind i det moderne Danmarks diffuse forventninger til mandens rolle. På den ene side efterspørges rå machoattitude (motorcykler er et gennemgående symbol i serien), på den anden kræves en art total udviskning af maskulin identitet.
I dette grænseland turer vores stakkels antihelt rundt.
Anden sæsons åbningsafsnit ’Feminazi’ sætter denne konflikt elegant på spidsen. Spang bliver i en tv-kønsdebat trynet for at have opildnet til mandschauvinistisk galde på Facebook. For at redde sin ære – og måske endda score en tur i sengen med den iltre moddebattør og feminist Sandra (Josephine Park) – indvilger han i at holde et politisk korrekt stand-up show på en Feministisk Landslejr.
»Hun havde nogle virkelige gode pointer«, forklarer Spang om sine bevæggrunde til vennerne Torben Chris og Linda P.
»Hvad er det for noget bras«, svarer Linda P. »Det er da for at kneppe hende, altså«.
Med sin tematisering af tidens kønsdebat stikker Spang og medforfatterne Christian Fuhlendorff og Kirstine K. Høgsbro ikke bare en finger, men en kæmpemæssig lilla påspændingsdildo (bogstaveligt talt) ind i et blødende samfundsrøvhul, der smerter i et krydsfelt af politisk korrekthed og grov kønsdiskrimination.
’Lillemand’s styrke er, at den tør gøre grin med debattens rabiate og hårde tone snarere end de forskellige karakterers synspunkter. Og dens pointe er tilmed konstruktiv, i den forstand at den viser, at virkeligheden sjældent er enten-eller, men typisk både-og. Selvfølgelig vil Spang gerne i kanen med Sandra, men derfor kan han jo godt respektere hendes holdninger som et ligeværdigt menneske.
’Lillemand’ har også – inden for sine sitcom-agtige rammer – en fortællemæssig og æstetisk legesyge. Den eksperimenterer både med elegante flashbacks, et indfølt og melankolsk soundtrack af blandt andre Jacob Bellens og sjove tableaubilleder i sin titelsekvens.
På det niveau hæver den sig både over førnævnte ’Klovn’ og DR’s ’Ditte & Louise’ – og stiller sig snarere side om side med sine amerikanske forbilleder, ’Seinfeld’ og ’Louie’.
Kort sagt:
Jonatan Spang leverer årets danske satire, når han i sæson 2 af sin følelsesfulde tv-serie ’Lillemand’ tør stille flere af tidens vigtigste spørgsmål: Findes lykken i parforholdet eller i singletilværelsen? Er man et egoistisk svin, hvis man sender sin morfar på plejehjem? Og er man mandschauvinist, hvis man som mand ikke vil lade sig kneppe i røven af en kvinde med påspændingsdildo?
Anmeldt på baggrund af de tre første afsnit.
Læs også: Stort interview med Jonatan Spang – »vi nærmer os mere tabubelagte tider«