’Bad Santa 2’: Skuffende toer er langt dummere end sin fordrukne hovedperson
I en tid, hvor USA’s kommende præsident er redeligt leveringsdygtig 24/7 i hånlige Twitter-angreb mod alt fra skønhedsdronninger og handicappede til indvandrere og krigsveteraner, er den politiske ukorrekthed og pralende sexisme blevet om ikke officielt korrekt, så uhyggeligt hverdagsagtig.
Denne nye virkelighed giver selvsagt udfordringer for de mere vulgært-orienterede komediefilmproduktioner i Hollywood-town: Når POTUS himself vader rundt i »grab ’em by the pussy«-gate og tilskriver sine udtalelser locker room banter, er gammeldaws mandehørm pludselig ikke længere så frækt appetitlig en opskrift på kommerciel succes (Mette Blomsterberg vil kunne sympatisere).
De bedste komedier, hvor de end placerer sig på plathedsskalaen, forstår at tage temperaturen på den verden, de udspiller sig i, og affyre skarpladte provokationer, der afdækker samfundets absurditeter og afføder solide grin på bekostning af publikums bornerthed. Det mestrede julehittet ’Bad Santa’ fra 2003, instrueret af satirikeren Terry Zwigoff (’Ghost World’) og med et manuskript, der havde fået en galgenhumoristisk overhaling af selveste Coen-brødrene.
Igennem Billy Bob Thorntons fordrukne Willie Soke sendte ’Bad Santa’ en fandenivoldsk salve efter juleidyllen og gav den gode smag fingeren med et fatalistisk-komisk livssyn, der afspejlede biografgængeres egne behov for at smide hæmningerne og grine ud efter to år med 9/11’s sobre filmefterdønninger og krigsgale politiske klima.
Naturligvis faldt ’Bad Santa’ ikke i lige god jord hos alle, men for os, der elskede filmens kradse humor og Billy Bobs mindeværdige karakter, var der rigeligt at se frem til, da toeren blev premieresat som en tiltrængt tidlig julegave i endnu en mørk æra.
Desværre er ’Bad Santa 2’ som at flå gavepapiret af en tom papkasse.
Komedien åbner meget symbolsk med en scene, hvor en fuld og bitter Willie pisser på et billede af sig selv og kæresten fra første film (Lauren Graham fra ’Gilmore Girls’, der på selvironisk vis spottede sit tuttenuttede tv-image). Alt er gået ned ad bakke for Willie, og til trods for jævnlige besøg af knægten Thurman Merman (Brett Kelly, lige så tyk og blåøjet som i etteren) er den tidligere julemandssvindler klar til at stille træskoene.
Inden det når så vidt, opsøges Willie af sin tidligere partner/nemesis, dværgen Marcus Skidmore (Tony Cox), som overtaler alkoholikeren til »one more job«. I samarbejde med Willies bedrageriske mor (Kathy Bates) vil makkerparret røve en velgørenhedsorganisation i Chicago under dække af at arbejde som, selvfølgelig, julemand og nisse.
Willie trækker igen i den famøse dragt, men da en smækker velgørenhedsmedarbejder (Christina Hendricks) slår forførende med vipperne, og Thurman Merman dukker op som en hengiven hundehvalp, begynder baggårdskattens kynisme at vige for moralske tømmermænd.
’Bad Santa 2’ lider under et irriterende uopfindsomt 1:1-genbrug af jokes fra den første film, der ikke bare trætter (ja, dværgens højde inviterer igen til penisstørrelsesvittigheder), men blotlægger, i hvor høj grad verden har ændret sig siden 2003.
Værst skurrer de overdrevent vulgære kvindekommentarer i ørerne, der alt for ofte står alene og flagrer ubehageligt misogynt i vinden, som et casual-sexistisk tweet fra førnævnte præsident-in-spe. Christina Hendricks’ veldrejede velgørenhedsmedarbejder introduceres for eksempel med replikken »jeg vil vædde med, at den fisse har læber som en gorilla«. Men i modsætning til i etteren, hvor Willies liderlighed blev konfronteret med snappy comebacks fra Lauren Grahams kvindelige modstykke, er toerens kvinder villige rekvisitter, der først og fremmest bare gerne vil have et dyt i bamsen af Santa.
At de eponyme kvinder spilles af Oscar-vinder Octavia Spencer (som luder) og seks gange Emmy-nominerede Christina Hendricks samt Oscar-vinder Kathy Bates som den uhumske mor-djævel, gør ikke sagen bedre: Er det virkelig, hvad Hollywood vil byde sine kvindelige koryfæer anno 2016?
Billy Bob Thornton farer noget bedre (han får i det mindst lov til at tale for sig selv), og udover at hive de bedste grin hjem i scenerne, hvor han som julemand atter må trækkes med materialistiske småbørn på skødet, tilfører han sit skræddersyede alter ego hjerte bag spritånde og eder.
Enkelte scener tangerer det decideret rørende, når Thorntons øjne afslører smerten bag Willies formøblede tilværelse, men øjeblikkene er for få og for flygtige og kan ikke skjule det faktum, at skuespillerens talent er spildt på det inferiøre materiale.
’Mean Girls’-instruktør Mark Waters smider uforklarligt originalitet og satirisk bid på gulvet til fordel for en generisk gross-fest udi bræk og bæ og booty som i den mest forudsigelige frat-boy-komedie.
Den ’genre’ skal der også være plads til, men at reducere kulthittet ’Bad Santa’ til en doven ’American Pie’-pastiche er mere blasfemisk end samtlige platheder, den første film serverede.
Kort sagt:
Selv hardcore fans af ’Bad Santa’ fra 2003 vil have svært ved at holde julehumøret oppe igennem Mark Waters’ dybt skuffende opfølger, der til trods for altid gode Billy Bob Thornton føles stinkende bedaget fra første Trump-sexistiske joke.