’Girl Asleep’: Coming of age-film skæver lidt for meget til Wes Anderson
Fem sekunder inde i ’Girl Asleep’ sidder den generte Greta og venskabssøgende Elliot sirligt symmetrisk på en bænk omkranset af to basketballkurve, mens blå, gule og grønne pasteller lyser billedet op. Wes Anderson har ikke levet forgæves.
’Girl Asleep’ finder dog efterhånden en lidt anden, finurlig humor og naturalistisk spillestil, men alligevel har den australske coming-of-age-fortælling svært ved at finde et helt overbevisende ståsted.
Det samme gælder Greta (Bethany Whitmore). Hun er på vej mod de 15 år og en status som myndig, men går nærmest i barndom for at holde fast i den verden, hun kender. På den anden side af sommeren venter både ondskabsfuld pigefnidder og romantiske bejlere, mens Greta foretrækker sin samling af plastic-heste og morens gamle spilledåse.
Ved lyden af spilledåsens toner flyver hendes tanker hen i en parallelverden, hvor både fantasifulde, farverige og mistænkelige væsener vandrer rundt mellem mørke træstammer. Hun stiller sig ved stakittet på tærsklen til dette fantasiland med en ærefrygtig nysgerrighed. Hvad betyder det egentlig at krydse stakittet og få det ekstra lys på fødselsdagskagen? Det er, som den finlandske kriger Huldra beskriver det for Greta i filmens symbolladede drømmespor, hvor ungdommens kvaler bogstavelig talt udkæmpes: »Some scary shit«.
’Girl Asleep’ leger stilbevidst med magisk realisme, og der er noget dragende ved dens 70’er-prægede scenografi og kostumer, der fortjener en Tumblr-blog for sig selv. Og da gæsterne til Gretas fødselsdag ankommer i en Soul Train-lignende dansesekvens og bevæger lemmerne i en koreografi til Sylvesters ’You Make Me Feel (Mighty Real)’, er det banalt besættende.
Men instruktør Rosemary Myers’ debutfilm trækker for meget og for længe på filmkunstnere som Wes Anderson og Jared Hess’ (’Napoleon Dynamite’) farvepalet og stil. De beskedne karakterer mangler glød og kant, og den potentielt hjertegribende fortælling løfter sig ikke helt over forkærligheden for kompositioner og arketyper.
Især den pigebande, der gør livet surt for Greta, kammer over og støder sammen med den utæmmede magi og afdramatiserede spillestil. Selv ikke en fransk forfører, en bedårende tumling og en far i hotpants kan redde ’Girl Asleep’ over målstregen.
Kort sagt:
Der er mere Wes Anderson end Rosemary Myers i coming of age-fantasien ’Girl Asleep’, der på trods af legende optimisme og gåpåmod føles for ufuldstændig.