’Kvinden i toget’: Bestsellerfilmatisering er ’Gone Girl 2: Forstadslivet’

En smuk, ung forstadsfrue keder sig i sit perfekte villakvarter og i ægteskabet til sin jævnt blanke hunk af et mandebrød. Han vil bare gerne knalde i badet og tylle kolde fra køleskabet, men forstadsfruens øjne vandrer restløst. Engang havde hun smart karriere. Nu jobber hun som barnepige for nabokonen, der, ligesom alle andre mødretyper, kaster misundelige blikke efter forstadsfruens spændstige ungpigekrop.

En krop for foruroligende lækker til et familievenligt kvarter med letpåvirkelige ægtemænd i hver en forhave.

Og så en dag forsvinder den blonde forstadsfrue som dug for solen. Manden mistænkes. Naboerne snakker. En kvindelig betjent graver i sagen. Og langsomt oprulles den forsvundne kvindes fortid, komplet med mørke hemmeligheder, og kølig bekræftelsessex med egocentriske beundrere.

Kære læsere, velkommen til ’Gone Girl 2: Pendlerlivet’! Også kendt som filmudgaven af den bedstsælgende, noget overvurderede engelske roman ’Kvinden i toget’ af Paula Hawkins, der siden udgivelsen sidste år har solgt over 11 millioner eksemplarer på verdensplan.

En hastig Hollywood-filmatisering var uundgåelig, og den får vi her, ikke udpræget vellykket og hensat til amerikansk jord, hvorfor romanens ultra-britiske, socialrealistiske middelklasse-lede og atmosfærisk regnvåde London-setting vrages til fordel for en mere generisk pittoresk New York-forstad.

Smukke Megans/forstadfruens (Haley Bennett) forsvinding bliver genstand for en reel besættelse for triste, alkoholiske Rachel (Emily Blunt), som dagligt pendler i tog forbi Megans hus. Fra sit vinduessæde misunder Rachel Megans imaginært lykkelige tilværelse, der er indbegrebet af al den forstadsidyl, Rachel selv mistede, da hendes ægteskab til Ken-dukken Tom (Justin Theroux) krakelerede.

Rachel boede sågar i huset ved siden af Megans, indtil Tom blev træt af hendes tiltagende drikkeri og indledte en affære med ejendomsmægleren Anna (Rebecca Ferguson). Nu hygger Tom og Anna og deres baby sig oven på ruinerne af Rachels eksistensgrundlag, og Emily Blunt gør en brav indsats som en kvinde, hvis personlighed er ved at drukne i en mudret cocktail af forbitrelse, sorg og sprut i vandflasken.

At Blunt alligevel fremstår bemærkelsesværdigt fotogen i sin tristesse – sammenlignet med romanens overvægtige og forhutlede Rachel – er endnu et tåbeligt eksempel på typisk Hollywood-kommercialisering af en mindre fuckable kvindelig hovedperson. Men det skal ikke ligge gode Blunt til last, snarere filmens producenter, som intet sted i ’Kvinden i toget’ tør satse på farlig realisme over iscenesat thriller-gritty reklamelækkerhed.

Tilbage på sporet: Da Rachel spotter Megan kysse på en fremmed mand (Edgar Ramirez), optændes hun af selvretfærdigt raseri: Hvor vover Megan at sætte sit forbilledlige liv over styr?! Rachel hopper af toget og stavrer fordrukkent mod sit gamle hood for at sige Megan en sandhed eller to. Mere husker hun ikke.

Næste morgen vågner Rachel søbet ind i blod og jord, Megan er væk, og politiet (aka Alison Janney) banker på. Kan Rachel have begået en forbrydelse, hun ikke erindrer?

Det er ’Kvinden i toget’s primære selling-point, at både Rachel og publikum skal tvivle på hendes karakter til det sidste. Med sine blackouts er Rachel en utroværdig fortællerstemme, men det samme er muligvis også Megan og Anna, som begge er med til at folde begivenhederne ud igennem flashbacks. Desværre afslører filmversionen dog sin hånd alt for tidligt, og skønt romanens slutning heller ikke just kom som nogen stor overraskelse, er pay-off’et her givet væk til den vakse seer inden for et kvarter.

Og det er selvsagt temmelig uheldigt for en thriller, der bryster sig af et neglebidende labyrintisk plot. Instruktør Tate Taylor (’The Help’) kan sin ’Gone Girl’-inspirerede David Fincher-scenografi til fingerspidserne, men halter efter forbilledets dramaturgiske dispositioner, hvad angår medrivende historiefortælling.

Med ’Gone Girl’ formåede Fincher til dels både at fokusere forfatter Gillian Flynns forlæg og sætte sit personlige filmiske præg. Til sammenligning svælger Taylors ’Kvinden i toget’ uambitiøst i sin romans svageste sider, heriblandt gumpetunge dialoger,  endimensionelle bipersoner (hej Laura Prepon fra ’Orange Is the New Black’) og passionsløs sex, der i et uopfindsomt noir-greb efter at sidestille kødelige lyster med fordærv konsekvent fremstilles som noget, karaktererne gør mod hinanden (og udelukkende bagfra, så man kan se kvinden kede sig) og ikke med.

Gud ske tak og lov for Emily Blunt, som ene kvinde hiver en ekstra stjerne i land.

---

Kort sagt:
De, der elskede Paula Hawkins bedst-sælgende roman ’Kvinden i toget’, vil få en vis fornøjelse ud af Tate Taylors filmversion, der ligesom sit forlæg er en letfordøjelig gang thriller-pulp uden de store overraskelser. Emily Blunt leverer en dedikeret hovedrollepræstation, men helhedsindtrykket er flygtigt forglemmeligt frem for farligt forførende.