’Udyret og hans lærling’: En virtuos animationsfilm fra Miyazakis arvtager
Eventyrlig dannelsesrejse og teenage-typisk outsider-fortælling.
Med et ben i hver lejr drejer den japanske animé-instruktør Mamoru Hosoda (’Wolf Children’, ’Summer Wars’) med ’Udyret og hans lærling’ en lige dele actionfyldt og dybfølt historie, der kan ses af både større børn og voksne.
Hosoda, der helt retfærdigt kaldes Miyazakis arvtager, kombinerer sømløst en nærmest fotorealistisk gengivelse af Tokyo-området Shibuya med paralleluniverset Jutengai, der er beboet af dyr med menneskelignende træk. Den konstante dualitet i både streg og univers gør filmen til en frydefuld oplevelse, der aldrig stopper med at imponere visuelt.
’Udyret og hans lærling’ følger den 9-årige Ren, som i et anfald af raseri og sorg løber hjemmefra, da moren omkommer i en ulykke. Han driver alene rundt i det hektiske shoppingkvarter Shibuya, hvor han en dag møder den bjørnelignende Kumatetsu, der er på sviptur fra Jutengai. Den storskrydende Kumatetsu aner Rens stejle viljestyrke og tager ham med tilbage til Jutengai som sin lærling. De to umage karakterer viser sig at være lige stædige bæster, men, som tiden går, udvikler Ren sig til en fremragende sværdkæmper.
Sideløbende med sensei/lærling-forløbet, der sørger for filmens fremdrift, introducerer Hosoda flere handlingstråde, der modent nuancerer ’Karate Kid’-fortællingen. Outsideren Ren vender således tilbage til Shibuya som ensom teenager, hvor han opsøger sin far. Skilsmissebarnets på én gang forsigtige tilnærmelse og kolde afvisning af faren, der burde have været der for ham, er en fin og afdæmpet afstikker fra Jutengais energiske hverdag. I Shibuya møder Ren også den jævnaldrende pige Kaede, der først lærer den akavede dreng at læse og senere opmuntrer ham til at fortsætte med at studere. Det er med andre ord ikke ung candyfloss-kærlighed, men et stilfærdigt og respektfuldt forhold, man ser udvikle sig mellem de to.
’Udyret og hans lærling’ vises glædeligvis i de danske biografer i den originale, japanske version med danske undertekster, hvilket understreger filmens appel til et ældre segment end det gængse animationspublikum. Stemmeskuespillet er fremragende og indgyder personlighed til Hosodas farverige karakterer. Særligt mindeværdig og morsom er Jutengais hersker: En gammel, mimrende kanin i kimono, der konstant hvisler visdomsord ud mellem de store fortænder.
I hoffet flankeres han i øvrigt af en korpulent, lyserød hvalros iført spraglet hawaiiskjorte og med hang til store, skummende fadøl. En herlig, lille karakter, der afspejler Mamoru Hosodas kreative opfindsomhed som instruktør.
Med sin iøjefaldende blanding af klassisk, energisk animé-streg og smukt detaljerede CGI-animationer er ’Udyret og hans lærling’ ofte en visuelt overrumplende filmoplevelse. Hosoda blander kækt kinesiske myter, følsom coming of age og actiondrevet eventyr uden på noget tidspunkt at miste grebet om filmens egentlige kerne: Den gensidige respekt i sensei/lærling-forholdet og Rens udvikling fra brændt barn til selvsikker teenager.
Kort sagt:
Om det så er virkelighedens travle Shibuya-kvarter i Tokyo eller en fantasiby beboet af talende dyr, levendegør den japanske animéinstruktør begge universer virtuost i den eventyrlige coming of age-film ’Udyret og hans lærling’.