Zach Braff er nok bedst kendt for at have spillet J.D. i hospitalskomedieserien ‘Scrubs’ (2001-2010), men efterfølgende – og undervejs – prøvede han også kræfter med instruktørrollen. I 2004 blev det til Sundance-hittet og indie-nyklassikeren ‘Garden State’ med Braff selv og Natalie Portman i de bærende roller, og senest fik Braff via Kickstarter lanceret ‘Wish I Was Here’, der fik en blandet modtagelse.
Braffs nyeste instruktørforsøg er et remake af 1979-heist-filmen af samme navn, ‘Going in Style’, og har et veteranhold af tidligere Oscarvindere i ryggen.
Michael Caine, Morgan Freeman og Alan Arkin er de tre livslange venner Joe, Willie og Albert, som efter et livs hårdt arbejde lever af deres bistand. Efter at være blevet snydt af banken beslutter de sig for at røve den, men de tre er ikke ligefrem naturtalenter inden for den kriminelle løbebane.
‘Going in Style’ lader til at være en hjertelig krimikomedie, der i stil med biografaktuelle ‘Hell or High Water’ lancerer en kritik af den tyvagtige bankverden.
Filmen har dansk premiere 20. april næste år.
Læs også: Anmeldelse af ’Hell or High Water’