‘Syv minutter over midnat’: Rørende film fra manden bag ’Børnehjemmet’
I ’Pans labyrint’ smeltede den lille pige Ofelias fantasi sammen med den trøstesløse virkelige verden omkring hende, og ’Syv minutter over midnat’ af J.A. Bayona (’Børnehjemmet’, ’The Impossible’) handler ligesom Guillermo del Toros på alle måder fantastiske nyklassiker fra 2006 om et traumatiseret barn (Lewis MacDougall), der af ren og skær nødvendighed søger tilflugt i sit eget sind.
Unge Conor vågner hver nat gispende op fra det samme tilbagevendende mareridt, hvori hans mor (Felicity Jones), der er dødeligt syg, falder ned i en dyb afgrund, og under hendes kamp for overlevelse er det svært for sønnen at bevare troen på, at hun nogensinde bliver helbredt.
Derfor fremmaner han et kæmpemæssigt træmonster, der ligner en af Enterne fra et Tolkien-univers og har Liam Neesons stemme. Kæmpen dukker altid op på det i titlen angivne klokkeslæt, og den fortæller drengen tre metaforiske eventyr, der forhåbentlig kan gøre ham i stand til at tackle den store sorg, det vil være at miste hende, der står ham allernærmest.
Virkelighedsflugten giver Conor afløb for noget af al den vrede og frustration, der har hobet sig op i hans indre, og det hjælper ham at få bearbejdet de indestængte følelser, der er ved at æde ham op indefra. Samtidig tilbyder de visuelt fabulerende dele af filmen os nogle tiltrængte afbræk fra de barske realiteter i hans liv.
Conor vil for alt i verden ikke bo hos sin upædagogiske mormor (Sigourney Weaver), og han må ikke flytte fra England til USA, hvor faren (Toby Kebbell) har stiftet en ny familie. Nogle af filmens bedste og mest dybtfølte scener udspiller sig imellem de to, da faderen kommer på et af sine sjældne besøg.
Der bliver i ’Syv minutter over midnat’, hvis originaltitel er ’A Monster Calls’, sat lige vel mange ord på ting, der allerede fremgår tydeligt, som når kæmpen beskriver hovedpersonen som en dreng, der er for gammel til at være et barn og for ung til at være en mand. Og sideplottet, hvor han bliver mobbet på det groveste i skolen, er også lidt for meget af det gode. Man har i forvejen fået godt og grundigt ondt af arme Conor.
Men selvom Patrick Ness’ fortælling, der bygger på forfatterens egen fantasyroman, altså snubler lidt undervejs, genvinder han og Bayona fodfæstet, og kulminationen af deres og den velspillende Lewis MacDougalls karakterportræt vil kunne få selv de mest hærdede filmseere til at føle, at de vist må have fået et par støvfnug i øjnene.
Kort sagt:
J.A. Bayonas visuelt overdådige, men til tider overfrankerede drama om en drengs psykologiske forsvarsmekanismer er oprigtigt rørende.