‘Dræberne fra Nibe’: Ulrich Thomsen og Nicolas Bro skejer ud i Bornedals barnagtige komedie
Jeg ville have foretrukket comebackfortællingen. Den, hvor Ole Bornedal rejste sig fra sin kunstneriske maveplasker ’1864’ med en svirpende skarp og skæg film, der viste den dumme danske komediefilm, hvordan det skal gøres.
’Dræberne fra Nibe’ er bare ikke den film. Humor er selvfølgelig en individuel størrelse, det er værd at huske, men set gennem min er Bornedals nye en lettere bedaget, lidet begavet og meget lidt morsom krimikomedie.
Efter at være blevet kanøflet af kritikerne for ’1864’ synes Bornedal at have oprustet sit anslag mod smagsdommerne. I DR’s hundedyre serie kom det til udtryk gennem en didaktisk og deklamatorisk stil. Her viser det sig ved en grovkornet komik og en overgearet spillestil, hvor højt respekterede skuespillere som Ulrich Thomsen og Nicolas Bro skejer ud, som var de med i en ’Live fra Bremen’-sketch.
Bornedals manuskript er derefter. Det er gennemsyret af en kakofoni af klichéer og en armodig dyrkelse af stereotyper – fra de bøvede jyske bonderøve med den overspillede dialekt til den arabiske taxachauffør, der naturligvis er jihadist og har bin Laden tatoveret på kroppen. Tanken er nok, at det skal være chokerende og provokerende, men det mest chokerende er, hvor banal og barnagtig filmen er.
Bornedal har før, ikke mindst med ’Nattevagten’ og ’Charlot og Charlotte’, skabt beåndet fiktion ved at stille sig på skuldrene af sine inspirationskilder. I ’Dræberne fra Nibe’ skeler han især til Anders Thomas Jensen og Coen-brødrene, men resultatet er denne gang en bleg imitation. Bornedals replikker har ikke forbilledernes fynd og ligner mest en skriveøvelse i at klemme så mange sjofelheder som muligt ind mellem to punktummer. Og hans karikerede figurer er blottet for den kant og dybde, man ser hos originalerne.
Handlingen er tydeligt inspireret af ’Fargo’: De to sexfikserede håndværkerkammersjukker Ib og Edward (henholdsvis Bro og Thomsen) er godt trætte af deres knibske koner (Mia Lyhne og Lene Maria Christensen), som håner og spotter dem på daglig basis. De tager derfor hinanden i hånden og opsøger en skilsmisseadvokat (Ole Thestrup i en lidt træt Anders Thomas Jensen-reprise) i håb om at få mængderabat.
Men med beskeden om, at konerne står til halvdelen af gildet, går de modfaldne fra mødet, og i deres slukørede brandert får de det indfald at hyre en fordrukken russisk lejemorder til at gøre det af med de irriterende kællinger.
Da de vågner med hovedpine og bondeanger, forsøger de forgæves at annullere ordren, men før de ved af det, står Igor i lufthavnen, og inden længe er konerne godt i gang med at udtænke deres modtræk.
En række mere eller mindre barokke forviklinger følger, men langt de fleste falder tungt til jorden. Kun Mia Lyhne, en ferm sketchskuespiller, formår at fremprovokere enkelte fnis ved sin knastørre, rapkæftede turnering af replikkernes obskøniteter.
Ellers er skuespillerne for det meste prisgivne, og man får næsten ondt af Ulrich Thomsen og Nicolas Bro, når de flintrer rundt med dametøj, paryk og fistelstemme, og Bros Ib pludselig bliver revet med af situationen og giver sig til at gribe ud efter Edwards kønsdele.
Hvad Bornedal angår, så skal han nok klare sig. Allerede til efteråret er han aktuel igen med en biopic om John Mogensen. Og kender jeg ham ret, giver han alligevel ikke en fuck for, hvad smagsdommerne måtte mene.
Kort sagt:
Ole Bornedal følger op på ’1864’ med en stribe sjofelheder og stereotyper i bleg og usjov Anders Thomas Jensen-imitation uden kant på karikaturerne.
Læs også: Interview med Ole Bornedal – »jeg bliver nødt til at provokere mig selv, når jeg skriver mine film«