’Hidden Figures’: Oscar-film er opløftende og inspirerende
Når det gælder nationens sikkerhed, bliver hudfarve underordnet.
Sådan fremstiller feelgood-filmen ‘Hidden Figures’ den virkelige historie om matematikeren Katherine Gobles (senere Katherine G. Johnson) afgørende bidrag til NASA’s tidlige rummissioner.
Det er ellers op ad bakke at være både sort og kvinde i Virginia anno 1961, hvor segregationsloven stadig hersker. Men Katherine (Taraji P. Henson) og hendes sorte kvindelige kolleger i afdelingen for ’menneskelige computere’ er så dygtige og hårdtarbejdende, at det ikke giver mening for NASA at undlade at udnytte deres potentiale.
Som Katherine reprimanderer sin fremtidige mand (Mahershala Ali), der bliver overrasket over hendes beskæftigelse: »Ja, de lader kvinder foretage sig nogle ting i NASA. Og det er ikke, fordi vi går med nederdel. Det er, fordi vi bærer briller«.
NASA er presset, fordi Sovjet fører rumkapløbet. Afdelingen Space Task Force kæmper med at udfærdige beregninger, der kan sende den første astronaut i kredsløb om jorden, og chefen Al Harrison (Kevin Costner) sender bud efter matematisk forstærkning.
Katherine bliver flyttet til afdelingen for at efterregne de mandlige ingeniørers beregninger. Som eneste sorte medarbejder får hun sin egen kaffekande, skal løbe en lille kilometer til det nærmeste toilet for sorte (som vi ser hende gøre utallige gange på en noget tegneserieagtig vis) og har ikke sikkerhedsgodkendelse til at få den information, hun har behov for for at løse opgaven.
Alligevel formår hun at tilkæmpe sig en position som uundværlig ved at imponere Al, der går mere op i evner end hudfarve. »Her i NASA tisser vi alle den samme farve!« råber han efter at have banket toiletskiltet for farvede kvinder ned i et rigtigt Kevin Costner-øjeblik. Egentlig mest af praktiske grunde: Han har ikke råd til at lade sin skarpeste medarbejder bruge 40 minutter på at gå på toilettet.
Samtidig slås Katherines kolleger og veninder, Dorothy Vaughan (Olivia Spencer, der er nomineret til en Oscar for sin fine præstation) og Mary Jackson (Janelle Monáe) for at opnå respekt på deres områder. Dorothy kæmper for at få den status og løn for det lederjob, hun i realiteten udfører. Mary har ambitioner om at uddanne sig til ingeniør og går i retten for at få lov til at tage et aftenkursus på et hvidt universitet.
‘Hidden Figures’ er et klassisk inspirerende drama om en ufortalt historie – en hyldest til tre oversete kvinder i den amerikanske historie. Det er en skøn empowering-beretning om at trodse modstand i forhold til køn og race, hvor heltinderne er kloge matematiknørder, der avancerer gennem flid og gåpåmod.
Historien er effektivt fortalt og har tre ultrasympatiske hovedpersoner og skuespillere. Det er umuligt ikke at klappe i hænderne, når Katherine får hele sikkerhedsrådet til at tabe underkæben med sine hurtige udregninger.
Filmen maler med den brede pensel, men giver trods alt hverdagsracismen nogle nuancer. Mens Katherines ingeniørkollega (Jim Parsons) er direkte nedladende, repræsenterer kvindernes chef (Kirsten Dunst) den ubevidste racisme. Hun følger bare reglerne, siger hun, det er altså ikke, fordi hun har noget imod de sorte kvinder. »Det ved jeg godt… at du tror«, svarer Dorothy. Slam.
Ligesom instruktøren Theodore Melfis sidste film, ’St. Vincent’, tager patos og didaktik indimellem over. Problematikkerne udtales meget direkte: »Jeg er en sort kvinde. Jeg vil ikke drømme om det umulige«, siger Mary, da hun diskuterer sine muligheder for at blive ingeniør med en opmuntrende hvid mandlig kollega. »Hvis du var en hvid mand, ville du så ønske at blive ingeniør?« spørger han, hvortil hun svarer: »Det ville jeg ikke behøve. Jeg ville allerede være det«.
Godt, så har vi alle med. Og det har filmen faktisk også fået. Den har klaret sig fremragende ved de amerikanske billetluger og er lige blevet nomineret til tre Oscars, herunder for bedste film. I tone og budskab minder den om ‘Niceville’ (’The Help’), der i 2011 også var nomineret til tre Oscars og indbragte en statuette til Octavia Spencer. Mens ’Niceville’ fortalte sorte tjenestepigers historier gennem en hvid kvinde, er det dejligt befordrende for diversiteten i Hollywood, at ‘Hidden Figures’ har tre sorte karrierekvinder i centrum.
‘Hidden Figures’ er ikke nuanceret og underspillet kunst, men en ægte opbyggelig og tilfredsstillende crowdpleaser – definitionen på en feelgood-film. Og det har også sin ret.
Kort sagt:
Oscar-kandidaten ‘Hidden Figures’ fortæller effektivt og engagerende den underbelyste historie om matematikeren Katherine G. Johnsons bidrag til NASA under 1960’ernes rumkapløb. Der er tilført rigelige mængder patos, didaktik og sukker, men man går opløftet og inspireret ud af biografen.
Læs også: Så, er Oscar ikke en forsamling racistiske røvhuller længere?