’Sherlock’ sæson 4 afsnit 2: Overrumplende cliffhanger i sublimt afsnit på alle parametre

(NB! Jeg kommer til at spoile mere end i sidste uge, så læs KUN videre, hvis du har set ’The Lying Detective’.)

»It’s gone downhill a bit, hasn’t it?«

Sådan siger en jovial sygeplejerske om Sherlock Holmes’ – undskyld: John Watsons – blog halvvejs gennem ’The Lying Detective’. En fiffig, selvironisk kommentar til den kritik, ’Sherlock’ har mødt siden den fabelagtige sæson 2, men også en farlig leg at lege. Det bliver ikke mere okay at lave noget skrald, bare fordi man ved, det er noget skrald. Faktisk bliver det kun værre, fordi man så burde have båret skraldet ud eller gjort det bedre.

Nu har ’Sherlock’ aldrig ligefrem været noget skrald, men forfatterne Steven Moffat (på pennen i denne uge) og Mark Gatiss har alligevel lyttet til kritikken og fået serien tilbage på rette spor i denne længe ventede fjerde sæson. Jeg står ved min begejstrede bedømmelse af sidste uges sæsonpremiere, som ellers har delt vandene, men det kan godt ske, at gensynets glæde har trukket karakteren en enkelt pind op, for i denne uge blev vi mindet om, hvor god serien kan være, når den er allerbedst.

’The Lying Detective’ var på alle parametre en bedre episode end ’The Six Thatchers’. Plottet var skruet bedre sammen med mere suspense, klipningen var strammere, det visuelle patchwork var stærkere i syningerne, og en ækel, slesk og excentrisk Toby Jones leverede en skurk fuldt ud på højde med Andrew Scotts Moriarty.

For Conan Doyle-puristerne var der muligvis for lidt mordopklaring og deduktion, men serien kompenserede med en mængde vildledning og overraskelser samt et overrumplende cliffhangertwist, som i hvert fald rev tæppet væk under mig.

Man tvivlede aldrig rigtig på, at Sherlock havde ret om den morderiske filantrop Culverton Smith. Dertil var Toby Jones simpelthen for sardonisk og grotesk udseende i de skævt indrammede nærbilleder. Til gengæld udgjorde han en værdig og tilpas diabolsk modstander for den omtumlede, langsomtvirkende (langsommere end normalt, that is) Sherlock i et af seriens mørkeste afsnit til dato.

Med morbid dødsforagt og tiltagende uberegnelighed skildrede Benedict Cumberbatch mesterdetektivens smuldrende, eksalterede sind overbevisende, og det samme gjorde instruktør Nick Hurran med asynkron lyd og en veritabel billedstorm af skæve vinkler, slørede billeder, opfindsomme arrangementer med kreativ kulissebrug, fejende kamerabevægelser, ekstreme close-ups og ultrakorte flashbackglimt i et frenetisk klippetempo.

Der var stadig tid til jokes undervejs, som da Mrs. Hudson, der i det hele taget strålede i ugens afsnit, steg ud af sin røde sportsvogn efter at have kørt dødskørsel gennem Londons gader med en sammenkrøllet Sherlock i bagagerummet. Men for det meste var Sherlocks selvvalgte helvedesridt dystert og dommedagsagtigt, og havde det været sæsonens sidste afsnit, kunne det godt have lignet mesterdetektivens sidste time.

Men med (mindst) halvanden time tilbage af serien var en lidt uretfærdigt Sherlock-bebrejdende Watson naturligvis nødt til at komme over sig selv og redde sin ven i nøden, sådan som Mary (der fungerede glimrende som den observante engel på Watsons skulder) noget voveligt havde forudsagt det.

Selv på stoffer er Sherlocks hjerne hurtigere end alle andres, og han havde, viste det sig, forudset det hele tre uger forinden, om end han havde brug for lidt heldig timing og et par variable, der faldt ud til hans fordel. Det var et morsomt touch, at Watson ikke engang kunne finde ud af at fjerne stokkens håndtag, hvor Sherlock havde gemt mikrofonen, der fældede Culverton Smith.

Watson gik til bekendelse om sin sexting over for Mary og græd den ud i Sherlocks arme, og med bromancen genoprettet, deerstalkeren stovt på Sherlocks hoved og udsigt til kage var det hele næsten ved at være godt igen.

Men så smed Watsons psykolog parykken og afslørede sig selv som Eurus, Sherlocks ikke-kanoniske søster, der står i ledtog med både Culverton Smith og, må vi formode, Moriarty. Det er sådan et twist, der ville falde totalt til jorden, hvis man havde genkendt hende som den falske Faith eller som Watsons rødhårede sextingpartner.

Det havde jeg ikke, så for mig var det en chokerende cliffhanger, som efterlod mig åndeløst spændt på næste uges sæsonfinale.

Læs også: Anmeldelse af sæson 4 afsnit 1 – »ét af seriens bedste og mest modige til dato«