’Split’: M. Night Shyamalans nye film med ni udgaver af James McAvoy er dybt frustrerende

’Split’: M. Night Shyamalans nye film med ni udgaver af James McAvoy er dybt frustrerende

Velkommen tilbage til Shyamalalaland! Vi beder publikum spænde sølvpapirshjelmen og forberede sig på endnu en gedigen skuffelse med et afslutningsvist twist af tvivlsom karakter. Så kører bussen:

Siden Kevin Wendel Crump (James McAvoy) var lille, har ikke færre end 23 farverige personligheder dagligt kæmpet om styringen af hans hjerne. Og nej, her er ikke tale om en live-action-opfølger til Pixars søde ’Inderst Inde’, hvor Glæde og Vrede jovialt slås om at diktere dagligdagens op- og nedture, men derimod et foruroligende portræt af en ung mand med sindslidelsen DID (’dissociative identity disorder’).

Kevins alteregoer er udsprunget af en traumatisk barndom med misbrug og angst og har forskellige køn, seksuel orientering, intelligens, fysik og alder. Naive ’Hedwig’ er for eksempel bare ni år gammel og læsper, ’Patricia’ er en velformuleret, dominerende furie, bomstærke ’Dennis’ kan lide at tvinge piger til at smide tøjet, mens modeelskende, homoseksuelle ’Barry’s største frygt er, at de mere militante personligheder skal overtage Kevins hjerne for bestandig.

Kevin selv er stort set aldrig til stede i sit eget hoved, og når han er, har han ingen erindring om, hvad egoerne har foretaget sig. Et temmelig rædselsvækkende scenarie, der udover at være præmissen for M. Night Shyamalans thriller desværre også er hverdag for en lille gruppe mennesker i den virkelige verden (mellem 0.01 og 1 procent af den amerikanske befolkning lider af DID).

Split I

Det ser ikke for godt ud for hverken den uvildige vært Kevin eller fredsmægleren Barry, da Dennis og Patricia i filmens start kidnapper tre barmfagre teenagepiger og låser dem inde i et klaustrofobisk kælderrum med henblik på at ofre dem til ’The Beast’: Kevins formodede 24. personlighed med Hulk-lignende kræfter og appetit på labre lavers indvolde. Men er ’The Beast’ blot et fantasifoster?

Pigerne er forståeligt nok både dødsensangste og forvirrede over deres fangevogters voldsomme identitetsskift, indtil handlekraftige Casey (Anya Taylor-Joy fra ’The Witch’ i en endnu en prekær gysersituation) øjner muligheden for at spille egoerne ud mod hinanden og udnytte særligt barnlige Hedwigs fysiske og psykiske svagheder.

Det lyder umiddelbart ganske spændende, og det er ’Split’ også det første kvarter, hvor man også med glæde noterer sig Shyamalans tilbagevenden til et filmsprog langt mere i stil med ’Den sjette sans’ taktile detaljerigdom og Hitchcock-inspirerede kameravinkler (symbolske vindeltrapper og farverne rød og gul er alle visuelle Shyamalan-klassikere) end senere års blockbuster-sci-fi-fadæser ’After Earth’ og ’The Last Airbender’.

Så meget desto mere frustrerende er det, da ’Split’ fortaber sig i den form for generisk hostage-horror, der har domineret b-gyserfilmsgenren i hele det 21. århundrede, komplet med hulkende ungmøer klædt af til BH og trusser.

Både det forudsigelige handlingsforløb, de forlorne dialoger og påklistret tragiske baggrundshistorier (incestplot skaber ikke per automatik dybe karakterer) føles under instruktørens værdighed, men mest uheldig er Shyamalans ublu udlægning af psykisk sygdom som katalysator for monstrøs ondskab.

Split II

’Split’s simplificerende forklaringer på egoernes ellers så fascinerende fysiske transformationer, leveret af lægen Fletcher (Betty Buckley), stinker af klodset eksposition – som har Shyamalan instrueret med et halvt øje på Fantastiskesindslidelseroghvordefindes.com.

Shyamalans tidlige, mest vellykkede titler dyrkede sensibelt ’særlingenes’ udstødelse og smerte illustreret igennem karakterer, hvis fysiske og psykiske handicap vendes til (overnaturlige) styrker. Både for de gode (spøgelseshviskeren Cole i ’Den Sjette Sans’, blinde Ivy i ’The Village’, usårlige David Dunn i ’Unbreakable’), men også de virkelig onde (Mr. Glass i ’Unbreakable’).

Her er instruktøren dog ærgerligt nok ikke interesseret i at bruge sin hovedpersons sygdom som andet end ren gyser-gimmick, og skønt McAvoy gør en imponerende dedikeret indsats som ni forskellige egoer (sorry, vi møder aldrig plakatcitatets lovede 24 …), og ’Split’ i allersidste minut slår en vild Shyamalan’sk saltomortale for at sætte Kevins skæbne ind i en bredere filmisk kontekst, er skuffelsen massiv og uundgåelig.

Jeg har indtil nu tilhørt de tåbeligt håbefulde Shyamalan-fans, der selv efter have siddet igennem førnævnte sci-fi-flops og den eneste gyser i filmhistorien, hvor buske dræber (’The Happening’), stadig tror på, at manden kan overraske positivt. Men nu går den altså snart ikke længere.


Kort sagt:
M. Night Shyamalan bevæger sig langt om længe tilbage mod det filmiske territorium, der i sin tid gjorde ham til en af Hollywoods mest spændende instruktører oven på den ’Den Sjette Sans’ og ’Unbreakable’. Så meget desto mere surt, at ’Split’ forfalder til hostage horror-pladder og gimmick-udnyttelse af psykisk sygdom.

Spillefilm. Instruktion: M. Night Shyamalan. Medvirkende: James McAvoy, Anya Taylor-Joy, Betty Buckley, Haley Lu Richardson, Jessica Sula. Spilletid: 117 min.. Premiere: I biografen 26. januar 2017 – kan nu ses på Neflix, Viaplay og Blockbuster
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af