Når Oscar-uddelingen anno 2017 løber af stablen på søndag, er det med et langt mere mangfoldigt ensemble af nominerede end de seneste år. Men der er stadig knas i ligestillingen, viser ny undersøgelse.
Analytikere fra St. Lawrence University i New York har set på nærmere på de 92 film, der har været nomineret i kategorien bedste film siden 2006. Undersøgelsen viser, at mændene i disse film gennemsnitligt tilbringer 43 procent af spilletiden på skærmen over for kvindernes 22 procent.
»Akademiet affejer ofte film, der har en stærk kvindelig hovedkarakter til fordel for konventionelle hvide mandlige hovedroller, der er godkendt af Hollywood«, siger forskningslederen Bailey O’Keeffe.
Samtidig viser det sig, at det særligt er de mandlige instruktørers film, der opretholder status quo. Her lyder fordelingen på 41 procents skærmtid til mænd og 21 procent for kvinder. Det skal ses i lyset af, at kategorien for bedste instruktør kun én gang gennem tiden er blevet vundet af en kvinde.
Løsningen, mener O’Keeffe, ligger i at hyre flere kvindelige instruktører, da de mere ligeligt fordeler spilletiden mellem mænd og kvinder – helt præcist 31 procent til herrerne og 30 procent til damerne.
Læs mere: Sort film rykker, også ved Oscar – men på særligt ét punkt er problemet stadig massivt