Sort film rykker, også ved Oscar – men på særligt ét punkt er problemet stadig massivt

Mange jublede, da rekordmange sorte var at finde i årets Oscar-felt. Men er alt så fryd og gammen på diversitetsfronten? Er der sket reelle fremskridt for sort film i det 21. århundrede? Vi gør status.
Sort film rykker, også ved Oscar – men på særligt ét punkt er problemet stadig massivt
Denzel Washington og Viola Davis i 'Fences' (Foto: Carlos Alvarez/Getty Images)

Af ret indlysende grunde er der historisk set ikke mange, der har fundet anledning til at tale om ’hvide’ film. Det ville være en ret absurd afgrænsning, eftersom flertallet af de film, der rammer den almindelige vestlige kulturforbruger, består af lutter hvide ansigter.

Anderledes forholder det sig med ’sorte’ film. Der er så relativt sorte film, at det giver mening at give dem en selvstændig betegnelse som en gruppe af film.

Det fjerner naturligvis ikke diskussionen om, hvilke kriterier der skal være opfyldt for at tale om sorte (eller hvide) film: Er en film sort, når den er instrueret, produceret eller skrevet af sorte? Eller kun når den er både skrevet, instrueret og produceret af sorte (og følger det deraf, at den er mindre sort, hvis den kun opfylder to af de tre kriterier?)? Handler en films ’sorthed’ snarere – eller helt og holdent – om de personer, der troner frem på lærredet, altså farven på skuespillernes ansigter?

Man kan måske også argumentere for en tredje vej: At det, der definerer en sort film, er særlige tematikker, der knytter sig til en sort erfaring, måske suppleret med beskrivelsen af en specifik type sorte miljøer?

Hvad siger tallene?

The Economist lavede sidste år (i forlængelse af #Oscarssowhite-affæren) en undersøgelse af, hvordan sorte skuespillere positionerer sig i forhold til udbuddet af roller og priser for selvsamme.

Resultatet var interessant på den måde, at undersøgelsen først og fremmest viste, at sorte skuespillere er langt foran andre minoriteter, når det kommer til repræsentation på film. En mulig forklaring kunne være, at vi er blevet så forvænte med eksponering af sort livsstil og sorte kulturelle udtryksformer, at vi undrer os – og forarges – når man ikke ser lige så mange sorte på film, som man ser andre steder i dagens amerikanske underholdningslandskab, ikke mindst inden for musikken, hvor sorte genrer som hiphop og r’n’b for længst har fortrængt rocken som både kommerciel og kunstnerisk dagsordensættende force.

Hidden Figures
‘Hidden Figures’

Med tanke på at sorte udgør godt 12,5 procent af USA’s befolkning, viser tallene, at sorte amerikanere som minoritet er ganske godt med. Hvis man ser på tallene fra 2000-2015, besatte sorte ni procent af alle roller i amerikanske film, til gengæld opnåede de 12 procent af alle prisnomineringer og vandt 15 procent af priserne.

Langt mere pauvert ser det derimod ud for latinoer og asiatisk-amerikanere, der er næsten usynlige i det amerikanske tv- og filmlandskab, især jo højere op i prestigepyramiden vi kommer. For eksempel er der endnu ingen asiatisk-amerikanske skuespillere, der har vundet en Oscar. Og latinoer, der udgør 16 procent af den amerikanske befolkning, har kun fået del i tre procent af Oscarnomineringerne i de fire skuespillerkategorier i den nævnte periode.

Latinoer og asiater forbløffende fraværende

Sorte skuespillere er altså kommet ganske godt med, men det kniber fortsat med at sikre større diversitet inden for stort set alle andre områder af filmproduktionen. Oscarakademiet består fortsat – også efter en målrettet indsats for at sikre bedre diversitet – af cirka 85 procent hvide medlemmer.

I den forstand er det ikke så underligt, at sorte, latinoer og andre etniske grupper har en oplevelse af at være underrepræsenterede. For det er de helt indlysende – ikke bare i Akademiet (der reflekterer de enkelte underbranchers repræsentation), men også på direktionsgangene, hvor de vigtigste beslutninger tages, og de store strategier lægges.

Man kan spørge sig selv, om det mon ikke snart er ved at gå op for de store filmstudier og produktionsselskaber, at det i den grad kan betale sig målrettet at henvende sig til sorte og latinoer i udbuddet af de film, der produceres? For eksempel står de 16 procent latinoer for 25 procent af det samlede billetsalg i de amerikanske biografer. Hvorfor pokker det ikke er bedre afspejlet i de film, der kommer ud af Hollywoodsystemet, er et åbent spørgsmål.

Master of none
Azis Ansari har i tv-serien ‘Master of None’ addresseret Hollywoods stereotype forhold til asiatiskamerikanere.

Man må konstatere, at Hollywood satser på, at latinoer og asiater (og i mindre grad sorte) fortsat ikke har fået nok af at se hvide skuespillere i de bærende roller i de store mainstreamfilm, men at de tværtom forventer at se hvide stjerner klasket op på filmplakaterne.

En påkrævet mentalitetsændring går begge veje: Forbrugerne skal ændre vaner (for eksempel ved at lade være med at købe billetter til film, der ikke møder dem i øjenhøjde), og producenterne skal ændre strategi for at ramme et bredere udsnit af befolkningen (ændringen i den demografiske sammensætning af den amerikanske befolkning kan Hollywood ikke trylle væk).

Kan ’Hidden Figures’ starte en bølge?

Når en film som Oscarnominerede ’Hidden Figures’, om tre sorte kvindelige matematikeres arbejde i rumfartsorganisationen NASA i 1960’erne, oplever så fremragende box office-tal, som det er tilfældet (filmen tilbragte tre uger på toppen af biografhitlisten i USA i januar), skubber det til en udvikling, der peger i retning af større mangfoldighed i amerikansk mainstreamfilm.

’Hidden Figures’ (SAG-vinder for ’bedste ensemble’) præsenterer ikke alene tre sorte skuespillerinder i centrale roller. De er blevet selve filmens ansigt udadtil. En strategi, der tydeligvis har været krummer i.

Det er værd at hæfte sig ved, at tre sorte kvinder, hvoraf ingen kan siges at være A-listers (endnu, i hvert fald), kan sælge en film om et hidtil underbelyst aspekt af rumkapløbet med russerne til et rigtig stort publikum. ’Hidden Figures’ kan dog dårligt rubriceres som en sort film, på trods af at den tager fat i (en populær gestaltning af) en særlig sort tematik, nemlig de apartheidlignende forhold sorte levede under i de amerikanske sydstater for bare 55 år siden.

Hidden Figures II
‘Hidden Figures’

Men filmens succes – uagtet manuskriptets politisk korrekte mainstreamnatur – viser under alle omstændigheder, at sorte ansigter er blevet en fuldt accepteret del af nutidens Hollywood-maskineri.

Filmens primære fokus består i at bevidstgøre amerikanerne om, at en i grunden eksklusivt hvid fortælling – om NASA og rumkapløbet – i virkeligheden havde flere nuancer, og at de sorte uretmæssigt er blevet forment adgang til den historie, der har bidt sig fast i den kollektive bevidsthed. På den måde er filmen en succesfuld variation over et tema, der er gået igen i megen amerikansk populærkultur gennem de sidste 20-30 år: Borgerrettighedsbevægelsens kampe for anerkendelse og ophævelse af racebaserede skel i det amerikanske samfund – med Martin Luther King som sit stærkeste enkeltstående symbol.

Overkompenserer de hvide?

Der er en sigende kontrast mellem den cirka 30 år gamle ’Mississippi Burning’ og ’Hidden Figures’, der måske afspejler et skred i måden at repræsentere sorte problematikker på film på. I førstnævnte er det hvide borgerrettighedsaktivister og repræsentanter for myndighederne, der rydder op i den råddenskab, den systemiske racisme er udtryk for, mens de sorte er fremstillet som passive (og forholdsvis tavse) ofre.

I ’Hidden ’Figures’ er det de sorte selv, der driver historien og forandringen fremad ved at outsmarte deres hvide kolleger på stort set alle tænkelige parametre. Her er fokus altså ikke på sorte som svage, men som stærke og handlekraftige.

Generelt må man sige, at borgerrettighedsspørgsmål er blevet et forholdsvist ukontroversielt tema i den liberale amerikanske offentlighed. Der er tale om et efterhånden meget grundigt belyst motiv, der i moderne amerikansk selvforståelse har antaget civilreligiøs karakter, som en grundfæstet myte, man kan samles om og værne om betydningen af – (næsten!) uanset om man er sort eller hvid.

Mississippi Burning
‘Mississippi Burning’

Spørgsmålet er, om det fratager ’Hidden Figures’ noget af dens fundamentale ’sorthed’, at den således tager del i en først og fremmest inkluderende, all-American fortælling? Er der tale om en decideret ’hvidvaskning’? Filmens forfatter og instruktør er i øvrigt hvide. Gør det en forskel?

Det afhænger i sagens natur af øjnene, der ser. Eksempelvis kunne det være interessant at få belyst, hvordan det sorte publikum selv reagerer på at blive fremstillet som exceptionelle begavelser sammenlignet med de hvide arbejdsgiveres kortsynede middelmådighed? Ser man det som en ren sejr, eller som et eklatant eksempel på, at hvide filmskabere overkompenserer for tidligere tiders undladelsessynder?

Et tøbrud på instruktørsiden

To andre bedste film-kandidater i år, ’Fences’ og ’Moonlight’, er modsat ’Hidden Figures’ kendetegnet ved næsten eksklusivt sorte besætninger både foran og bag ved kameraet. I forbindelse med begge film er karakterernes hudfarve et tema, der tillægges en vis vægt, i det mindste mellem linjerne, men det er ikke det altafgørende tema. Havde Chiron, den gennemgående figur i de tre dele af ’Moonlight’, været hvid, havde historiens kerne (den undertrykte homoseksualitet) fortsat været meningsfuld og relevant.

Det samme kan siges om Denzel Washingtons karakter i ’Fences’, hvor de interne familiedynamikker næppe kan siges at bære et tydeligt etnisk stempel.

Hvis det store filmpublikum har vænnet sig til sorte ansigter foran kameraet, står som sagt det mere grelt til bag ved kameraet. Det har været – og er fortsat – en hårdere kamp for sorte instruktører og manuskriptforfattere at bryde igennem i Hollywoodsystemet.

Man fornemmer dog et tøbrud: Sorte auteurs som Dees Rees (’Pariah’, den kommende ’Mudbound’), Ava DuVernay (’Selma’), Ryan Coogler (’Fruitvale Station’, ’Creed’) og altså Barry Jenkins (’Moonlight’) presser sig på, mens Lee Daniels (’Precious’, ’The Butler’) er en mere etableret, både kulørt-kommerciel og kontroversiel, stemme. ’Fences’ er Denzel Washingtons passionsprojekt baseret på den afdøde sorte dramatiker August Wilsons teateropsætning. Man kan spørge sig selv, om en sort amerikansk skuespiller kunne have fået realiseret den form for prestigefilm for bare 10 eller 15 år siden?

Kvinder får gode biroller, mænd hovedroller

Dét åbne spørgsmål leder hen til et andet, som det er lettere at efterprøve i praksis: Er der sket reelle fremskridt for sort film i det 21. århundrede i forhold til tidligere?

Hvis man kigger på det rent numerisk, er det forholdsvis nemt at komme til en konklusion, der synes at bekræfte det forholdsvis afdramatiserende billede, som også Economist-artiklen tegner. For eksempel er antallet af sorte nominerede for bedste mandlige hovedrolle alene i det 21. århundrede (11, heraf tre vindere) højere end antallet i resten af Oscarhistorien (10). Kun fem sorte kvinder er i samme periode (2000-2016) blevet nomineret for bedste kvindelige hovedrolle, men det skal opvejes mod kun seks i resten af Oscars næsten 90 år lange historie.

The Help
Viola Davis i ‘The Help’ (2011)

Interessant nok er der færre mandlige sorte skuespillere repræsenteret i birolle- end i hovedrollekategorien i årene 2000-16 (syv over for 11), mens det hos kvinderne forholder sig lige omvendt: I år er kategorien for bedste kvindelige birolle forvandlet til lidt af en paradedisciplin for sorte skuespillerinder (Naomie Harris, Octavia Spencer og Viola Davis), men samlet er det blevet til 12 nomineringer (eller præcis 15 procent af samtlige nomineringer, et stykke over de sortes faktiske demografiske andel på 12,5 procent) mod syv i hovedrolleregi.

Der er altså en tendens til, at sorte kvinder scorer gode biroller, mens sorte mænd i højere grad tildeles slagkraftige hovedroller. Kønsproblematikken stikker altså også sit ansigt frem i denne kontekst.

Dokumentarfilmene rykker

Heldigvis virker det til, at tendensen med øget sort repræsentation i Oscarsammenhæng også spreder sig til andre dele af filmfaget end inden for den mest eksponerede gren: skuespillets.

I år er der for kun anden gang i Oscarhistorien blevet plads til en sort fotograf i form af Bradley Young (’Arrival’). 2016 markerer også kun anden gang i historien, at en sort filmklipper er nomineret (Joi McMillon, ’Moonlight’).

Særlige fremskridt kan spores inden for filmskabermetieren. Tre gange har en sort mand fundet plads i kategorien for bedste instruktion siden 2009 (Lee Daniels, Steve McQueen og – i år – Barry Jenkins), men i dokumentarfilmkategorien er sorte problematikker sat i scene af sorte filmskabere blevet nærmest de rigeur: Hele fire af årets fem nominerede er således sorte (Ava Duvernay for ’13th’, Roger Ross Williams for ’Life, Animated’, Raoul Peck for ’I Am Not Your Negro’ og Ezra Edelman for ’O.J.: Made in America’). Man må i den grad sige, at sorte stemmer har taget rollen som fortællere af deres egen historie, og – hvilket er vigtigt at påpege i denne sammenhæng – at de sorte emner har en appel, der rækker langt ud over en streng sort reservattænkning.

Im not
‘I Am Not Your Negro’

På producersiden peger det også lyst: Af de ni sorte producere, der er blevet nomineret for bedste film i historiens løb, er de otte af dem blevet nomineret siden 2009. Alene i år finder vi tre nominerede (allestedsnærværende Pharrell Williams for ’Hidden Figures’, Denzel Washington for ’Fences’ og Kimberly Steward for ’Moonlight’).

Der er dog også områder, hvor udviklingen synes at være gået i stå – eller ligefrem tilbage. Ikke mindst kan det undre, at kategorien for bedste originale score ikke har budt på en sort komponist siden 1987 (og det til trods for ni sorte nomineringer historisk set), og forfatterkategorierne er stort set eksklusivt et domæne for hvide mænd.

Der er grøde i kategorien for adapteret manuskript (altså manuskripter baseret på eksisterende materiale), hvor to sorte nomineringer i år har fundet nåde: Afdøde August Wilson (for hans eget teaterstykke, ’Fences’) og Barry Jenkins/Tarell Alvin McCraney (’Moonlight’). Men kategorien for originalmanuskript har ikke budt på en sort nomineret siden John Singleton for ’Boyz n the Hood’ i 1991 (og før ham havde kun to andre – heriblandt Spike Lee – opnået en nominering).

Så hvor står vi så nu?

Det er altid et positivt tegn, når filmskabere eller skuespillere, der repræsenterer minoriteter, får mulighed for at skrive, skabe eller spille med i film, hvor deres temaer eller karakterer ikke så meget handler om deres hudfarve, men om at skabe en stærk kunstnerisk fortælling på samme præmisser som alle andre (inklusive den hvide majoritet).

Med film som ’Hidden Figures’ som rambuk – i kraft af dens store succes ved billetlugerne i USA – bevæger vi os i retning af, at sort identitet er en fuldt integreret del af Hollywoods mainstream.

Moonlight
‘Moonlight’

Manglende diversitet er stadig – og med rette – et stridspunkt og en akilleshæl for den amerikanske filmbranche. At latinoer og asiatisk-amerikanere er stort set udelukket fra festen, er ganske afgjort et problem, der bør adresseres. Ligesom det ikke virker som udtryk for en helt sund filmkultur, at så stærke kvindelige instruktørnavne som Andrea Arnold (’American Honey’), Maren Ade (’Toni Erdmann’) og Kelly Reichardt (’Certain Women’) end ikke har været bragt på banen som seriøse kandidater til en Oscarnominering i indeværende sæson for deres respektive fremragende indsatser.

En nylig undersøgelse viser, at der er færre og færre roller til skuespillere over 60 år i bærende roller på film, så der er også en ’aldersfascisme’, man med god ret kan konfrontere.

Der er mange kampe at kæmpe. De sorte er nået langt, om end ikke langt nok. Men det er vigtigt, at man husker på, at diversitet handler om andet end én gruppes kamp for repræsentation. En kamp for kvinder, personer over 60, latinoer og asiatisk-amerikanere skal naturligvis ikke ske på bekostning af en indsats for sorte, men i naturlig forlængelse heraf.

Læs også: Det mest skelsættende år i Oscar-historien fortjener at blive dissekeret

Læs også: Så, er Oscar ikke en forsamling racistiske røvhuller længere?

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af