’Mit liv som Squash’: Et lille mirakel af en stop motion-film – for små såvel som store
Selvfølgelig vinder den schweizisk-franske stop motion-film ’Mit liv som Squash’ ikke årets Oscar-statuette for bedste animationsfilm.
Dertil er det store, amerikanske studiemaskineri for velsmurt et urværk. Men det varmer hjertet at se, at Claude Barras både skrøbelige og morsomme lille film om en børnehjemsdreng kaldet Squash trods alt har fundet vej blandt de nominerede. Det er i sig selv en sejr.
Filmens manuskript er skrevet af den franske instruktør Céline Sciamma, hvis varemærke er ungdomsfortællinger i nøjagtig øjenhøjde med sine karakterer. Hendes tre film, ’Waterlilies’, ’Tomboy’ og ’Girlhood’, hører alle til blandt de sidste ti års mest nuancerede og præcise skildringer af ungdommens konstante tilstand af identitetssøgen. Sciamma og Barras omsætter fintfølende Gilles Paris’ børnebog til et udtryksfuldt claymation-univers med den ene mere charmerende figur efter den anden. Ikke mindst lille Squash med det blå hår og de udtryksfulde øjne.
Squash er ni år og bor sammen med sin alkoholiserede mor. I filmens første scene kommer den ellers så forsagte dreng til at klappe loftslemmen i hovedet på den arrige mor, der er på vej op for at give knægten en lærestreg. Hun triller ned af trappen og mister livet.
Og med ét er du klar over, at ’Mit liv som Squash’ ikke er, som børnefilm er flest. Barras og Sciamma tør traumet. Her er ingen udglattende berøringsangst at spore, men derimod blot en forfriskende ærlighed. Der er med andre ord masser at snakke med børnene om, når man forlader biografen.
På kontoret hos den venlige politimand Rasmus fortæller Squash om sit liv: »Min mor drak en hel masse øl, men… Hun var god til at lave kartoffelmos. Og nogle gange havde vi det sjovt«.
Faren ser Squash ikke. Uden familie til at sørge for sig får han plads på børnehjemmet Springvandet. Med i rygsækken har han kun en tegning af faren – som han forestiller ham maskeret og i superheltedragt – og en tom øldåse til minde om sin mor. Av.
Skæbnen er hård ved Squash, men på børnehjemmet er han langt fra ene med sit svigt. Ahmeds far sidder i fængsel for røveri, Alice har mareridt hver nat, fordi hendes far gjorde nogle grimme ting ved hende, og bøllen Simons forældre tager stoffer. Begge to. Og så er der den nye, cool pige Camille, som Squash øjeblikkelig falder for. Også hun tynges af et ubærligt traume, men de to børn med ar på sjælen knytter snart tætte bånd.
Alle som én passer de på hinanden på børnehjemmet. Leger, driller og betror sig til hinanden. ’Mit liv som Squash’ gør op med filmklicheen om børnehjemmet som et utrygt og uhyggeligt sted uden at forfalde til rent fantasiunivers som Tim Burton i ’Miss Peregrine’s Home for Peculiar Children’.
Små pusterum med eftertænksomme klip til lammeskyer på himlen, vindens tag i en drage og nattens stjernevrimmel er alt, hvad der skal til, for at børneflokken og vi i biografsædet kan goutere fortællingens melankolske malstrøm. Og fordi præpubertære børn har det med at være optaget af kroppen og alle dens biologiske mærkværdigheder, er der selvfølgelig også masser af fnise-søde betragtninger undervejs om »en eksploderende diller« og en baby, der »lugter af lort og fiser«.
Filmen pendulerer ubesværet mellem socialrealistisk alvor og hjertevarm humor, men lader os aldrig glemme børnenes ’andethed’. En scene indrammer den pointe til perfektion: Afsted på skitur med børnehjemmet leger ungerne sneboldkamp, men stivner i flok, da de får øje på en mor, der trøster sin søn og kysser ham blidt på panden.
Squash, Camille, Simon og de andre børn stirrer længselsfuldt ud på os med deres store modellervoksøjne, mens lydsporet her reduceres til vindens sagte susen.
At være forældreløs, anbragt eller slet og ret ladt i stikken af et rigidt system synes på papiret at være et umuligt oplæg til en opløftende børnefilm. Alligevel formår debutanten Claude Barras og stortalentet Céline Sciamma sammen at skabe et lille mirakel af en stop motion-film befolket af skønne, skæve og bundcharmerende figurer.
Kort sagt:
Den Oscar-nominerede, schweizisk-franske stop motion-film er et opløftende og skønt bekendtskab for store såvel som små. Céline Sciamma og Claude Barras har skabt en film i øjenhøjde med sit publikum – helt befriet for berøringsangst med børnelivets skyggesider
Læs også: The Animation Workshop: Billedskønne afgangsfilm fra talentfulde animatorer