The Animation Workshop: Billedskønne afgangsfilm fra talentfulde animatorer

Humanisme og visuel skønhed går hånd i hånd i flere af afgangsfilmene fra animatoruddannelsen i Viborg. Vi anmelder alle seks kortfilm, som kan ses HER, hvor der offentliggøres to film om ugen fra næste uge.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Less Than Human’

Forestil dig ’District 9’ som absurd dramakomedie og med zombier i stedet for rumvæsener.

En sensationshungrende journalist laver en videoreportage fra en institution, hvor de levende døde bor afsondret fra det øvrige samfund, selv om de er blevet kureret fra deres trang til menneskekød. Det, han møder, er sårbarhed og empati, krydret med en vis dosis desillusion. Det, han rapporterer om, er en race, der for evigt vil være lænket til deres drabelige impulser.

Akkurat som i Neill Blomkamps forbillede humaniserer ’Less Than Human’ det fremmede i en allegori, der angriber den irrationelle frygt, som medierne har tendens til at reproducere. De to zombie-samboere, der deler skærmtiden, er et strålende par, den ene hensunken i sortsyn og skuffelse, den anden med solsikker og sommerdage på hjernen. Deres skænderi og efterfølgende forbrødring er det mest menneskelige, man kan forestille sig – og det er hele pointen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Dark Dark Woods’

Det er en ret klassisk dualisme, der kridtes op i ’Dark Dark Woods’, den mellem barndommens tøjlesløse fantasi og reglernes borende lænker. En prinsesse får Emma Gads takt og tone stoppet ned i halsen af hovne nonner, men drømmer sig væk fra traditionernes strømlining i nattens skjul, hvor hun boltrer sig i skovens skyggeland hånd i hånd med mageløse væsener.

Denne parallelverden bringes frodigt til live af instruktør Emile Gignoux og co., og selv om temaet om hverdag og rutine kontra barnlig eskapisme ikke ligefrem slår rødder i sindet, er udgangen med familiær forsoning hjertegribende.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Whale Heart’

En asketisk fortællestil giver plads til åndeløst smukke kompositioner i ’Whale Heart’, en gådefuld fabel om hvaljagt og familieliv på havets overflade.

Hvor far og søn-fortællingen om hvalfangst næsten drukner i egen mystik, levendegøres fiskersamfundet af en hypnotiserende billedside, tilsyneladende en blanding af ægte maling og computeranimation. Det grålige hav rummer generationers ubrydelige desillusion og er det perfekte bagtæppe for den spinkle beretning om sønnen, der går i farens fodspor som hvalbøddel.

Hjertesymbolikken er måske mere obskur, end godt er, men den bundløse sørgmodighed i faderens blik fanges sjælfuldt i trøstesløse billeder og toner fra havets dyb.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Nachthexen’

Film som ’Waltz with Bashir’ og ’Ryan’ har vist, at animerede indslag kan krydre dokumentarfilm med overrumplende dimensioner, hvad enten de indfanger hukommelsens forvrængninger eller individets flertydighed. De triumferer, hvor ’Nachthexen’ fejler, i forsvaret af animation som dokumentarisk virkemiddel.

Der er ellers gods i historien om en kvindelig, sovjetisk pilot, der blev katapulteret ind i Anden Verdenskrigs skærsild. Hendes forbillede, en hårdnakket soldat, får hende igennem strabadserne, men må selv lade livet i krydsilden – til den nu aldrende fortællers fortsatte bedrøvelse.

Det er dog en lovligt stor fortælling at presse ned i et kortfilmformat, og når animationen samtidig forbliver uforløst som dokumentarisk virkemiddel, ender ’Nachthexen’ som en lidt flad, om end velmenende oplevelse.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Stellar’

Musikvideoen til Kenton Slash Demons ’Stellar’ kommer pirrende ud af starthullerne med en række tableauer, der som ungdomsoprørets kunst bryder hverdagens grå konformitet med sprækker af flagrende skønhed. Det er ikke en original modsætning, men den formidles med minimalistisk ynde af Laura Højbjerg Kunov, der lader betagende organismer svæve igennem betonbyggeriernes nuancer af grå.

Til gengæld er overgangen til den følgende sanseeksplosion lettere fremmedgørende. Hvor de svævende skabninger griber og fastholder blikket lidt som pigen med den røde kjole i ’Schindlers liste’, kapper crescendoet virkelighedsforbindelsen og lader kaosset råde i en sådan grad, at personernes katarsis bliver et lidt intetsigende postulat.

Musikvideoen hiver dog alligevel stikket hjem, da de to lag blandes i en atmosfærisk udtoning på den nu farvemættede landjord.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

’Cream’

En zombielignende bums pisser i en potteplante, en tøffelhelt forvandles til en svævende kugle, og en kvinde lader sin nyfødte baby visne i et venterum. Lena Ólafsdóttir maler så sandelig med absurditetens pensel i ’Cream’.

Spørgsmålet er til hvilket formål? Udskejelserne er mere groteske end egentligt morsomme, og inspirationen fra Roy Andersson forplanter sig ikke i et observant menneske- eller livssyn – dertil har karaktererne for lidt at gøre med den hverdag, vi kender.

Nogle af begivenhederne burde velsagtens provokere, men når trekløveret i venterummet er færdige med at skabe sig, efterlader de ikke meget andet end skuldertræk.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af