‘Cameraperson’: En betagende filmisk dagbog fra en beundringsværdig filmfotograf
Fotografen er oftest usynlig i film, specielt i den observerende dokumentarfilm, der ikke gør opmærksom på kameraets tilstedeværelse med lækre kamerature. Men også hos selvfremhævende dokumentarister som Michael Moore er det nemt at glemme, at der også står en person bag kameraet.
I ‘Fahrenheit 9/11’ var den person Kirsten Johnson, og filmen er et af de 24 værker fra Johnsons 25 år lange karriere som dokumentarfilmfotograf, som figurerer i hendes essayistiske erindringsfilm. Gennem en kollage af fraklip fra sit fotografiske virke understreger ‘Cameraperson’, at der er en person bag kameraet og diskuterer subtilt gennem Johnsons interaktioner med sine subjekter og reaktioner på de begivenheder, hun fanger, dokumentaristens rolle og spændingen mellem at observere og interagere.
Fra dokumentarfilm som ‘I Came to Testify’, ‘Audrey and Daisy’, ‘The Oath’, ‘Citizenfour’, ‘Cradle of Champions’, ‘The Edge of Joy’, ‘Happy Valley’, ‘Derrida’ og ‘Darfur Now’ møder vi blandt andet en bosnisk muslimsk kvinde, der fortæller om en voldtægt, en nervepirrende rolig nigeriansk jordemoder, der forsøger at holde liv i en skrøbelig nyfødt, en bokser i Brooklyn, der er ophidset over sit nederlag, og den franske filosof Jacques Derrida, der morer sig over Johnsons uopmærksomhed på trafikken, da hun følger ham over en gade på Manhattan.
»Hun ser alting omkring mig, men er totalt blind. Det er billedet af filosoffen, der falder i brønden, mens han kigger på stjernerne«.
Man er ikke i tvivl om Johnsons engagement i de mennesker, hun filmer. »Oh Jesus«, mumler hun, da en lille dreng forsøger at lege med sin storebrors økse, og vi hører hende ånde lettet op, da et nyfødt spædbarn endelig trækker vejret. Indimellem diskuterer hun kameraafstand og motiver med instruktøren, andre gange interagerer hun med sine subjekter. Vi ser kun Johnson i et enkelt spejlbillede i en fin scene med sin Alzheimer-ramte mor, men fornemmer konstant hendes tilstedeværelse.
Da én på filmholdet på optagelse i Sarajevo spørger, om det er lovligt at filme forbipasserende, svarer Johnson, at alt i det offentlige rum er offentligt, men at hun altid forsøger at etablere et forhold til de personer, hun filmer. »Jeg ser dem ind i øjnene for at sige, ’Du ser mig filme dig, ikke’?«.
‘Cameraperson’ har ikke en fremadskridende fortælling, og det tager lidt tid at finde mening i brudstykkerne. Men efterhånden giver summen af de individuelle klip, der ofte er engagerende i sig selv, et billede af Johnsons personlige og intime blik på menneskeskæbner fra hele verden.
Specielt med de kvindelige interviewpersoner, der fortæller om traumatiske oplevelser, fornemmer man en gennemstrømmende empati og forståelse på hver side af kameraet. I en bemærkelsesværdig scene fortæller en ung mor på en sundhedsklinik i Alabama fortvivlet om beslutningen om at få en abort, og at hun føler sig som et dårligt menneske, fordi hun er blevet gravid igen.
Her afbryder instruktøren og Johnson hende og siger, at det skal hun ikke kalde sig selv, og at de alle har oplevet en utilsigtet graviditet. For at beskytte kvindens anonymitet holder Johnson kameraet på hendes lår, hvor hendes vridende hænder fortæller alt.
Kort sagt:
‘Cameraperson’ er en betagende filmisk dagbog fra dokumentarfotografen Kirsten Johnson, som gennem fraklip fra sine filmoptagelser gennem 25 år viser eksempler på dokumentarfilmens styrke, filmfotografens rolle og de rørende øjeblikke af empatisk interaktion mellem kamerakvinde og subjekt, som resulterer i intimiteten i de færdige film.
Læs også: De bedste fester, events og talks under CPH:DOX – fra Animal Collective til ‘O.J.: Made in America’