Er filmstjernen død?

KOMMENTAR. Valget af Alden Ehrenreich som den nye Han Solo er et bevis på, at der ikke findes filmstjerner længere.

Sådan argumenterede David Ehrlich fra IndieWire sidste år i kølvandet på castingen til den kommende ’Star Wars’-spinoff om den berømte dusørjægers unge dage.

For et par uger siden stødte jeg på artiklen igen, og siden har jeg ikke kunnet få den ud af hovedet. For passer det virkelig, at filmstjernen er død, i hvert fald filmstjernen som Hollywood kendte dem engang?

Erlichs argument er, at det faktum, at vi overhovedet taler om ’en ny Han Solo’, indikerer, at figurerne er større end stjernerne. Han Solo er ikke længere ensbetydende med Harrison Ford, men er stjernen i sig selv. Ford var blot den første (og største) indikation.

Det betyder, at Hollywood ikke behøver forlade sig på stjernekraft, når de lancerer deres største film. Marvel- og DC-filmene bliver ikke solgt på skuespillerne, men på superheltene, og det er nok i virkeligheden de færreste blandt publikum, som ved, hvad mændene bag Star-Lord, Captain America eller Superman hedder. Studierne bag investerer penge i brands, ikke i skuespillerne, der selvfølgelig skal løfte opgaven med charme og vid, men som ikke i sig selv bærer filmen.

»Engang ville rollen måske kun have eksisteret, fordi én, der var meget kendt, var interesseret i at spille den«, skriver Ehrlich og konstaterer med udgangspunkt i castingen af den i brede sammenhænge ukendte Ehrenreich (der slog igennem med en lille, herlig rolle i Coen-brødrenes ’Hail Caesar!’): »Hollywood hyrer ikke filmstjerner længere. De smeder dem«.

DiCaprio og Cruises lille klub

Det kan med andre ord ikke betale sig for Hollywood at tegne kontrakt med svinedyre og besværlige etablerede stjerner til deres tentpole-film – de kan lige så godt skabe deres egne stjerner til franchisen og holde udgifter såvel risikoen for indblanding i skak.

Det bliver tydeligt, når man ser på de film, skuespillerne medvirker i uden for blockbusteruniverset. Hvem har nogensinde sagt, at de skal ind og se den nye Chris Hemsworth- eller Henry Cavill-film? Selv ikke Robert Downey Jr., en af verdens absolut mest succesrige skuespillere, kan garantere en succes. Billetsalget til ’The Judge’ og ’Chef’ var moderat, og de illustrerede, at publikum ikke går synderligt meget op i, hvem han er, eller hvad han laver uden for Marvel-universet.

Ehrlich påpeger, at Leonardo DiCaprio og Tom Cruise er tidens eneste filmstjerner af den gamle skole: Stjerner, der nærmest egenhændigt skaber en films succes.

Det skyldes så ikke kun et systemskifte i Hollywood, men også at de værner utroligt stærkt om deres karriere og kun tager roller, der bestyrker deres position som box office-guld og superstjerner.

Man kan indvende over for Erlich, at det er mange år siden – måske helt tilbage i Hollywood-studiernes guldalder i 50’erne – at box office-hitlisterne var domineret af stjernedrevne film. I 1987 var ’Tre mænd og en baby’ den bedst sælgende film, og det var næppe, fordi folk død og pine skulle ind og se den nye Tom Selleck-flick.

Man kan også argumentere for, at de store blockbusters af den slags, der blev født i 70’erne med ’Jaws’ og ’Star Wars’, og som også dominerer biograferne i disse år, aldrig har været båret af skuespillerne. Harrison Ford var for eksempel ingen stor stjerne før ’Star Wars’ i 1977 – han blev kun hyret, fordi George Lucas brugte ham til at læse replikker med de rigtige skuespillere, der var til audition, og fandt ham så overbevisende, at han fik rollen. Også han blev med andre ord ’smedet’ af Hollywood.

De excentriske enere

Der er dog alligevel ingen tvivl om, at markant færre skuespillere end tidligere kan bane vejen for en storfilms succes. Som Eddie Murphy kunne i 80’erne, Will Smith i 90’erne, Julia Roberts på tværs af de to årtier. Når Schwarzenegger, Stallone eller Willis kastede sig ind over et actionprojekt, var de filmenes første og eneste salgspunkt.

Sådan er det ikke længere. Kigger man på listen over de skuespillere, hvis film tjente flest penge i 2016, er det tydeligt, at det ikke er titler, hvis eksistensberettigelse ligger tungt på skuldrene af netop dem: Scarlett Johansson, Chris Evans, Robert Downey Jr., Margot Robbie, Amy Adams, Ben Affleck, Henry Cavill, Ryan Reynolds, Felicity Jones og Will Smith – alle stjerner, der medvirker i store franchisebaserede fortællinger.

Engang skulle man ind og se den nye Humphrey Bogart-film, den nye Jack Nicholson, Eddie Murphy, Paul Newman, Katharine Hepburn. Der er ikke mange stjerner, der i dag har den position, og det er bemærkelsesværdigt, at dem, der er, har haft den samme plads i toppen af hierarkiet i 20-30 år.

Ud over DiCaprio og Cruise burde Erlich nok have ført Tom Hanks, Meryl Streep og Denzel Washington til listen, tre skuespillere der overskygger de film, de er med i (på godt og ondt). I parentes bemærket ville man i mere cineastiske kredse måske supplere med de excentriske og sjældent selektive enere Daniel Day-Lewis og Joaquin Phoenix, der laver film så sjældent, at man er nødt til at se, hvad de har fundet på.

Men ’The Sea of Trees’ blev et af historiens største flop, selvom den har Matthew McConaughey i hovedrollen. ’Serena’ faldt igennem trods Jennifer Lawrence og Bradley Cooper på plakaten. Selv ikke Brad Pitt og Angelina Jolie kunne få folk til at se ’By the Sea’, om de så fik penge for det. Ben Afflecks ’Live by Night’ faldt til jorden med et splat. Matt Damon vakte ikke interesse uden for Kina og Twitter-mobbesfæren med ’The Great Wall’. Og så har vi slet ikke nævnt Johnny Depp….

Samme tendens oplever man i øvrigt i Danmark, hvor selv vores største stjerner – Nikolaj Lie Kaas, Anders W. Berthelsen, Trine Dyrholm – indimellem har medvirket i film, få har gidet se. Det er i sidste ende ikke dem, der gør forskellen.

Damon, Pitt og Witherspoon viser vejen

Det betyder naturligvis ikke, at stjernerne ikke har magt. Ryan Reynolds har faktisk så meget magt over ’Deadpool’-franchisen, at den første films instruktør Tim Miller efter sigende måtte forlade opfølgeren på grund af uenighed med skuespilleren, mens Will Smith skulle have blandet sig alt for meget i retningen på ’Suicide Squad’, som han også var producer på.

Samtidig er det er velkendt, at mindre amerikanske produktioner falder brat til jorden, hvis skuespillerne pludselig finder ud af, at de hellere vil noget andet. Det erfarede nordiske instruktører som Janus Metz og Joachim Trier også i arbejdet med deres første amerikanske film, henholdsvis ’Galveston’ og ’Louder Than Bombs’, og kun sidstnævnte fik i sidste ende vinger.

Det er måske netop den dimension, Ehrlich overser mest i hans påstand om, at movie stardom is dead. For filmstjernerne har stadig en kolossal betydning for de film, der ligger et eller to eller tre niveauer under studiernes flagskibsproduktioner.

Var den kompromisløse ’Under the Skin’ kommer så bredt omkring uden Scarlett Johanssons medvirken? ’The American’ uden George Clooney? ’The Big Short’ uden power-ensemblet med Ryan Gosling, Christian Bale og Brad Pitt? Det er nok tvivlsomt.

Det vidner om en filmverden delt mellem de store brands, hvor skuespillerne bare skal nikke og smile og udfylde deres rolle, og hvor producerne er de egentlige konger – og de originale film, hvor skuespillerne kan gøre en reel forskel.

Hvilket igen peger på, hvor vigtigt det er med skuespillere, der investerer sig i kvalitet. Som når Matt Damon engagerer sig i Kenneth Lonergans ’Manchester by the Sea’ og endda overlader hovedrollen til Casey Affleck, når Brad Pitt via sit produktionsselskab Plan B bakker op om film som ’Moonlight’ og ’Selma’, og Reese Witherspoon via sit selskab, Pacific Standard, producerer film som ’Gone Girl’ og ’Wild’.

I et marked, hvor de film, der ikke bygger på veletablerede brands, har det svært, kan man faktisk argumentere for, at filmstjernerne har, om ikke større magt så i hvert fald et større ansvar end nogensinde før. De kan gøre forskellen for nye spændende instruktørtalenter og bane vejen for lovende fortællinger, som ellers har svært ved at få ben at gå på.

With less power comes great responsibility.

Læs også: Komedieserien er ikke længere for sjov